Boy A

I dag så jeg filmen Boy A, som var en fantastisk film, men også en hård oplevelse. Jeg stortudede til sidst og havde gennem hele filmen haft det forforfærdeligt i kroppen. Dette er ikke en feel-good-film.

Det starter med, at en ung fyr sidder med sin mentor og gør sig klar til at blive løsladt. Han må selv vælge sit navn og vælger Jack. Ude i virkeligheden får han lejlighed, et job, venner og en sød kæreste, mens vi i tilbageklip får historien om barndommen, hvor Jack var Eric, og legede med Philip, en skidt knægt med samme håbløse baggrund som Eric. Deres drengestreger og småkriminalitet ender brat med drabet på en jævnaldrende pige.

Ikke en dag går uden Jack angrer, tænker tilbage eller bliver konfronteret med den fortid, han skal ligge bag sig for at overleve. Medierne er på jagt efter den løsladte knægt, som de kalder for ondskaben selv og som de udlover en dusør på at finde.

Men Jack er ikke ond. Tværtimod.

Den unge skuespiller Andrew Garfield spiller Jack med en genert beskedenhed, taknemmelighed og mildhed, som gør hans umulige skæbne desto mere forfærdelig. For selvfølgelig indhenter fortiden ham. Det står klart fra starten, hvor svært det er at være i Jacks situation. Og i den time og 45 minutter filmen varede, følte jeg ham. Og jeg havde lyst til at gribe ind og sige stop! til medierne, til alle med fordomme, til ham der kaldte Jack et monster, efter han selv havde begået en utilgivelig handling, til vennen, til jobbet, til alle...

Filmen er tankevækkende. Temaet forbrydelse og straf er evigt spændende, og dette er endnu et indlæg i debatten og historien.