Kom i den sidste nattevagt, i en af mine kæres dragt, og sæt dig ved min side...

Min søde, vidunderlige far døde i tirsdags - på sin vis både pludseligt og forventet - han var syg af lungekræft, og det gik til sidst rigtig hurtigt den forkerte vej, men jeg troede personligt, at han ville være her lidt endnu. 

Jeg tør ikke sige, at døden er bedre end ulidelige smerter, evig angst og sorg over eget forfald og en mere eller mindre uduelig krop, men hvis man har det sådan, så er han blevet sparret for den allerværste tid.

Jeg kan ikke beskrive den sorg, det er, at miste én, jeg har elsket så højt. Det er hele tiden en blanding mellem ren ulykkelighed og en følelse af uvirkelighed. Jeg forstod ikke døden før. Jeg forstår den stadig ikke. At være i mine forældres hus gør også, at jeg meget levende kan forestille mig ham dukke op når som helst og være præcis som han altid har været. At han ikke er her, gør omvendt døden meget virkelig, og i mine mørkeste øjeblikke mærker jeg angsten ved, at jeg på et tidspunkt skal miste alle, jeg elsker. 

Jeg har været omringet af familie, og udover at det er rart at have nogle at dele sorgen med, så er det også godt at kunne hjælpe til med de praktiske opgaver, der naturligt op, når nogen går bort. Det er hårdt med en begravelse, men for mig hjælper det faktisk at have disse faste holdepunkter - ritualter, man SKAL igennem. Ting, der skal gøres. Beslutninger, der skal tages. For noget skal man jo lave her i dagene efter, men bare at gå tilbage til hverdagens trivialiteter-  sådan bum - kan man jo heller ikke.

Mode og den slags virker så snothamrende ligegyldigt, når ens fars dør. Men jeg har savnet bloggen. jeg har savnet mit lille pusterum, hvor modefotografi, pæne kjoler og dyre sko får lov at fylde, selvom der findes vigtigere ting i verden. Der går måske et par dage mere uden opdateringer, men så vender jeg tilbage til lettere overfladisk modeblogging. Forveksl det ikke med mindre sorg. Bare et behov for at drømme sig et andet sted hen.

Min far var frimærkesamler og handlede også med frimærker via internettet. Det var i høj grad dén interesse, der gjorde sygdomsforløbet mere tåleligt. Når han sad i sit frimærkeunivers, så forsvandt tankerne og angsten, og han følte sig normal igen. Det er godt at have sine frirum. Jeg blogger lidt, og jeg tegner og klipper-klistr.

Billederne er fra min fars kontor. Hans elskede kontor.