Engel af Nylon

Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg har anbefalet litteratur - mest af alt på grund af dovenskab. Det er alt andet lige lettere at smække billeder ind på bloggen (med et minimum af tekst) end at redegøre for, hvorfor en god bog er værd at beskæftige sig med, men here goes:

Engel Af Nylon af norske Helene Uri er en den slags bøger, som fangede mig på grund af sit tema, men som også er overbevisende sprogligt, når den først er kommet ud over rampen.
Historien tager fat om vores idealiserede (eller reificerede?) forestillinger om at være en rigtig kvinde. Disse forestillinger er imidllertid ikke altid lette at efterleve, fordi vi - surprise - er forskellige på hver vores måde og ikke nødvendigvis passer ind i én kategori.
Et begreb som moderkærlighed beskrives sommetider som noget medfødt, noget naturlig og essentielt hos kvinden, hvilket i denne historie bliver problematisk for vores hovedperson Beate, der ikke føler nogen særlig kærlighed til sit lille barn Fie. Da Fie på tragisk vis omkommer, bliver denne skammelige følelse helt ulidelig.

Frygten for ikke instinktivt at elske sit barn må være noget de fleste har overvejet, før de får børn, men vil nogen indrømme efterfølgende, at nej, de elsker ikke deres børn instinktivt. Jeg vil mene, at det er et tabu?

Ikke nok med at Beate performer sin graviditet på baggrund af alle de forestillinger hun gør sig om graviditet, hun performer dernæst også den perfekte moderrolle med alt, hvad dertil hører (masser af højtlæsning, kvalitetstid med barnet, hjemmebagte kager til børnehaven and what not) for at folk ikke skal opdage, at hun ikke elsker sit barn. For Beate elsker ikke sit barn. Ikke på den måde, som hun forestiller sig en mor instinktivt vil elske sit barn.
Bogen vinder styrke gennem sine to fortællere: Beate og hendes søster. Beates version udfordres af søsterens perspektiv. Vi får en fornemmelse af de tårnhøje og umulige krav nogle kvinder stiller sig selv, hvorved de aldrig føler, at de lykkes, mens andre mennesker omvendt ser dem som übermennesker, der overkommer det hele og lykkes med alt.
Jeg føler, at historien lykkes, fordi Beates tanker og følelser forekommer virkelige. Jeg forstår hendes logikker, selvom mit eget liv er langt fra hendes. Hun tror på ideen om, at moderrollen er medfødt, genetisk, biologisk, ahistorisk, essentiel, men historien folder sig omvendt ud på en måde, hvor man ikke kan lade være med at stille spørgsmål ved denne "sandhed" om kvinden og hendes "medfødte" instinkt for omsorg. Historien kan læses som en kommentar til nogle af de krav, som kvinder stiller sig selv i vores tid, og hvor svært det kan være at acceptere fejl, skæve sider, upassende følelser, egoistiske behov. Bogen kan selvfølgelig også læses uden dybdegående, sociologiske tolkninger, for historien er god, og bogen er velskrevet.
Bogen er helt bestemt anbefalelsesværdig.