Det begyndte i 6. klasse først med bøgerne. I dag gælder det mest af alt de adskillige film og mini-serier, der hvert år produceres på baggrund af Austens seks klassikere, jeg følger med i (Stolthed & Fordom, Fornuft & Følelse, Emma, Persuasion, Northanger Abbey og Mansfield Park).
Jeg har set stort set alt, hvad der er at komme efter inkl. film og serier bygget over Austens eget liv (God, jeg har set de allermest langtrukne tv-serier fra 80'erne og 70'erne lånt på bibliotektet). Det er langt fra godt det hele, men når jeg ser en ny filmatisering i dag, nyder jeg i lige så høj grad at sammenligne med tidligere versioner samt med bøgerne.
Forleden så jeg den nyeste version af Emma - en miniserie i fire afsnit med Romola Garai (Dirty Dancing 2 og Atonement) som Emma Woodhouse. Hun gør det såmænd godt som Emma, idet hun portrætterer Emma frisk, rap og glad, men også irriterende umoden, skråsikker og stædig. Jeg foretrækker alligevel Kate Beckinsales Emma fra 1996 - en miniserie ligeledes fra BBC. Måske fordi Beckinsale er så yndig i rollen? (Mmm, her ser vi også den hidstil mest charmerende Frank Churchill spillet af Ewan McGregor - en charmør, som ikke er, hvad ham udgiver sig for - som charmørerne sjældent er hos Austen) Gwyneth Palthrow spillede Emma i en biograffilm, som kom ud samme år, men den husker jeg ikke særlig godt.
Det, som miniserien fra 2009 gør særligt godt, er, at få kærligheden mellem Emma og Mr. Knightley til at fungere (en meget ung pige og en ældre herre). For første gang virkede det overbevisende - måske fordi Jonny Lee Miller er, som han er: Temmelig charmerende.
Alle skuespillerinder i England med respekt for sig selv bør tilsyneladende spille med i en Austen-filmatisering på et eller andet tidspunkt. Se blot på billedet af Bennet-søstrene fra den Oscarnominerede filmatisering af Stolthed & Fordom fra 2005, hvor Keira Knightley spiller hovedrollen. Rosamund Pike (An Education, 007: Die Another Day), Jena Malone (amerikaner, javist, men cool - se bl.a. Saved!) og stjerneskudet Carey Mulligan (An Education, Public Enemies, Brothers), som alle taler om for øjeblikket, medvirker også .
I andre film finder vi Kate Winslet, Emma Thompson, Samantha Morton, Fracces O'Connor og Sadie Hawkins.... og derudover er der alle mændene.... jaja, det var vist nok om skuespillerne.
Jeg foretrækker Stolthed og Fordom, og som filmastisering helst miniserien fra 1995 (den mest populære, men litterært skulle Emma være den mest ambitiøse, har jeg ladet mig fortælle?) Jeg er glad for Ang Lees filmatisering af Fornuft og Følelse, som er vokset på mig, som jeg er blevet ældre. Jeg kan faktisk ikke genkalde, hvad jeg tænkte om bogen i 6. klasse, men en ting er sikkert: jeg fattede overhovedet ikke, hvorfor søde Kate Winslet skulle have Alan Rickman dengang. Han var jo en gammel grim mand. I dag er jeg blevet ældre, mindre overfladisk og måske mere fornuftigt (og Alan Rickman er en fremragende skuespiller - og hvem husker ikke Texas-videoen In demand?) Who knows?
De mange filmatiseringer tyder på, at både historie, temaer og karakterer kan tolkes på mange måder. Jeg er særligt interesseret i kønsrollerne i fortællingerne. De kan læses som en kritik af kvindens rolle eller mangel på samme i samfundet på den tid. På den anden side portrætterer Austen på nær heltinden (og hendes en fortrolige veninde) de resterende kvindelige karakterer som ulidelige og lige præcis så ufornuftige, som mændene anklager kvinder for at være. På den måde er Austen ikke specielt søstersolidarisk, men der er flere lag i den diskussion.
På den ene side fortæller Austen klassiske romantiske forviklingshistorier (chick lit anno 1800-tallet), men egentlig er mange af forelskelserne ikke specielt romantiske - ægteskaber arrangeres på den tid meget fornuftigt på baggrund af stand og penge - også i Austens bøger, hvor heltinden altid ender med herren med det største hus og flest penge. De altid finder sammen med noble fornufttige mænd, der på overfladen er ret kedelige. Kærlighed hos Austen er hverken eventyrlig, selv-realiserende eller lig med et bankende hjerte resten af livet - kærlighed er respekt, tryghed og forudsigelighed.
På den ene side er historierne til overflod feel-good. Det ender altid godt - alle får, hvad de fortjener. Under overfladen lurer imidlertid sandheden om, at det på den tid sjældent kan have været specielt feel-good, hvad angår kærlighed og ægteskab. Selvom jeg nyder kjolerne og de mange fine baller i filmene, så finder jeg det at best temmelig kedeligt at kvinde dengang. At worst forhandles kvinder som køer, der skal sælges af familierne til højst bydende uanfægtet købernes landbrugsmetoder. Altså, formår historierne at være en form for samfundskritik pakket ind i feel-good romantik.
Jeg faldt over dette citat forleden.
Udpluk fra Persuation af en dialog mellem Captain Benwick og Anne Elliott.
I do not think I ever opened a book in my life which had not something to say upon woman's inconstancy. Songs and proverbs, all talk of woman's fickleness. But perhaps you will say, these were all written by men."
"Perhaps I shall. Yes, yes, if you please, no reference to examples in books. Men have had every advantage of us in telling their own story. Education has been theirs in so much higher a degree; the pen has been in their hands. I will not allow books to prove anything."
"But how shall we prove anything?"
"We never shall. We never can expect to prove any thing upon such a point. It is a difference of opinion which does not admit of proof. We each begin, probably, with a little bias towards our own sex; and upon that bias build every circumstance in favour of it which has occurred within our own circle;
Anyhoodles, Austen har skrevet nogle klassikere, hurra for det. Now shut up, Anna!
Det eneste jeg har været i nærheden af Austen er Stolthed og Fordom (2005), som jeg så på tv i ferien. Og jeg er helt solgt. Det var jeg også til Soning. Jeg ved ikke hvor meget Keira-faktoren spiller ind dér, i gamle-englande-film-nydningen, men måske ret meget.. Jeg må prøve med Fornuft og Følelse for at undersøge det. Så kan jeg måske også undgå en film hvis point-of-almost-no-return er en på to-tre misforståelser baseret animositet. Eller hvad? Anyway, der ligger jo skatte af narrativt potentiale i teknikken, fordi selv en misforståelse med enormt forkerte, farlige konklusioner kan være baseret på en meget lille ærlig fejl. *nikker anerkendende til Austen og McEwan* Write on, Anna.
SvarSletKeira Knightley er frygtelig smuk i 2005-udgaven af Stolthed og Fordom, hvilket også er blandt de eneste fordele ved den film fremfor miniserien fra 1995: 2005-filmen har sindssygt smukke skuespillere i alle roller, flotte kostumer og flotte billeder alt sammen holdt inden for en smagfuld farveskala. Selve historien, karaktererne og det magiske hos Austen finder du dog ikke her. For mig at se var det en tam film, men for pokker, aldrig har nogen set så henrivende ud i ubehjælpsomme kjoler med empiresnit, ringlet hair style og ingen mascara som Keira!
SvarSletOg bestemt, misforståelser med konsekvenser gør fascinerende historier... hvor det bliver til eventyr, når alt lykkes til sidst (som hos Austen - o lykke, gid livet var så vel) og tragedier, når det ikke lykkes (som i Atonement - gru, jeg kan næsten ikke bære det).
Ps. Jeg vil også inkorporere animositet i mit ordforråd. Åndssvagt fedt ord!
Apropos, så var der Atonement-sening her på kollegiekøkkenet i går. De andre tre havde ikke set den før. Der var stor beundring for scenografi og cinematography and what not, som jeg kommenterede lidt, som et ekko af det ekstramateriale jeg så i sin tid fra dvd'en. Skal man i øvrigt lægge noget særligt i hvordan vi ofte skal se karaktererne filmet fra symmetrisk position i korridorer, på trapper, etc.? Jeg tænker det bare er et standardvalg, symmetrisk stilisme: Briony på hospitalsgangen, Cecilia på trapperne, ehm, der er vist også noget med Robbie på vej til eller fra huset. Er det i øvrigt mest en gave eller en forbandelse at ekstramaterialets lette tilgængelig gør filmanalyse så let? It's all memory games. Dyrker du også dvd-ekstramateriale?
SvarSletTilbage på sporet: Jeg tror en utam Austen-film, uden Keira, vil være lidt som at gå fra en fest lørdag aften til lektier søndag formiddag. Keirabstinenser.. Men måske ikke?
"Animositet" rocks! Jeg bruger p.t. Paul Auster til at lære mig nye ord, afbrudt af J.M. Coetzee der lærte mig ordet "surrepetitious" (hemmelig). Auster har, med romanen "Mr. Vertigo", genintroduceret stedfortrædernavne ("placeholder names") for mig. Det er fx "whatchamacallit", "thingamajig", "whatshisname", "whatshisface", etc. (ligesom "hvaddetnuerdethedder" på dansk, hvilket jeg dog aldrig har set på skrift). Come to think of it, så ligger det i samme retoriske slang-agtige rille som uformaliseringer a la "anyhoo" og "anyhoodles" (af "anyhow"), i populærkulturen brugt af fx hhv. David Letterman og Asha Terne, dig.
En sidste ting: Vores vidtløftige køkkenplaner cirkler for tiden om at lave noget green screen-optagelse (min nabo er medialogi-studerende, og har adgang til software der angiveligt kan bruges til formålet). Jeg prøvede, under Atonement, at slå på tromme for at vi laver noget a la den retorik, gammel britisk upper class. Jeg er en sucker for alle de engelske dialekter jeg er stødt på i mine 25 år på planeten. Anyway: Har du idéer til baggrunde der skal på grønskærmen (højopløsningsbilleder/-video skal nok være tilgængelige)? Jeg tænker: Botanisk Have, Bagsværd Sø (der ligger lige her) og så selvfølgelig your everyday generic British countryside scenes. Og hey, hvis din Austen-obsession er en reel ild i din ånd, så er du også velkommen til at skrive manus. Men hvis det overhovedet bli'r til noget, så bli'r det først i sommerferien, og det bli'r nok kun meget kort. Vores første plan er at placere grønskærmen uden for vinduerne, og så føre almindelige samtaler imens Dødsstjernen fra Star Wars glider forbi. Den slags.