fredag den 2. december 2011

Øjenbrynet skaber ansigtet


Min kærlighed til bryn er kommet snigende. Jeg kan huske, at mens jeg stadig boede i København, tullede jeg en dag rundt i Illums skønhedsafdeling. Jeg stod blandt andet og pillede ved Youngblood-standeren. Youngblood har en øjenbrynspalette, der er meget lækker i sin indpakning, og jeg ikke kunne lade være med at prøve farverne på mig selv. Meget lidt skulle der til, før hele mit ansigt syntes mere harmonisk og ja, i mine øjne pænere. Det var første gang, at jeg nogen sinde bekymrede mig om mine øjenbryn udover at plukke dem lidt en gang i mellem.

Sidenhen har jeg tit leget med mine øjenbryn. Til tider har de været alt for mørke og underlige i formen, men det kræver også et par forsøg eller flere at finde frem til den helt rigtige farve og form. Det skal helst se naturligt ud, men da jeg ikke har naturligt fyldige bryn i hele buen, så skal de fyldes lidt ud og til sidst reddes tilbage.

Jeg bruger mest en øjenbrynsblyant fra MaxFactor, da jeg har fundet en farve, der matcher mine bryn perfekt, men man kan også bare bruge en øjenskygge og en (skrå) pensel. Det skal umiddelbart helst være en mat farve i en kold tone. Jeg har også en tusch, men der skal jeg passe på, at det ikke bliver for skarpt optegnet. Det bryder jeg mig personligt ikke om.
Hvis jeg selv kunne vælge øjenbryn lige nu, så ville jeg gerne have bryn a la modellen Lynn Amelie Rage (hende på billedet herunder), men det får jeg desværre aldrig... men pæn er hun!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar