Dage med sladderpigen

Uh, jeg elsker Gossip Girl. Jeg er virkelig ikke for sej til tv. Og slet ikke et lækkert soap-drama om dette. Det startede allerede en lille smule i 2001, hvor jeg læste den første Gossip Girl bog, og den står stadig på min reol og strutter (selvom den slags bøger er faux pas hjemme hos mig, idet jeg foretrækker bøger med enten coolness appeal eller bøger som kræver et minimum hjerne - men ingen regler uden undtagelser!). Det var good stuff. Unge, rige, intrigante og smukke mennesker - det kan aldrig gå helt galt. Og så kom serien. Og jeg var nysgerrig - først var jeg skuffet. Elendig serie. Men jeg blev hængende, for det var så overdrevent dårligt, at min veninde og jeg hyggede os med at hade serien (the hate was strong with those two). Det var sjovt at finde på grimme øgenavne til personerne, gætte på den klichefyldte handling, brokke os over skuespillet, brokke os over at de aldrig havde samtaler, brække os over den moralsk-ih-å-gode regular familiefar og hans lige så Brandon-agtige søn, brokke os over Serenas to ansigtsudtryk.... brokke brokke brokke. Men! Så skete det. Jeg blev forelsket i figurene, jeg holdt op med at grine (helt så meget) og i stedet har jeg omfavnet det hele. "Gossip Girl - you know you love me" - oh yes, I do I do. Jeg suges ind og køber hele pakken. Jeg hepper på Blair og Chuck. I love 'em. Ja, og nu hvor min kæreste er blevet småafhængig af også liiiige at se næste afsnit med mig, så er jeg blevet bekræftet i, at det ikke kun er for tøser... xoxo