Vådområder

Jeg har lige læst den meget omtalte bog fra sidste år Vådområder af Charlotte Roche, der blev en bestseller i hjemlandet Tyskland, og som kom på programmet i DR2's Smagsdommerne (hvor de i øvrigt ikke var imponerede: ulækkert og kedeligt, blev der blandet andet sagt. Sure gamle mænd;)). Bogen har ganske vist fået omtale ikke så meget på grund af sine litterære kvaliteter som på grund af sit indhold, der er provokerende eller ulækkert alt efter temperament. Eller måske ingen af delene, hvis man deler hovedpersonens forhold til kroppen?
18-årige Helen ligger på sygehuset, fordi en barbering af røvhåret er gået galt, og hun i øvrigt har hæmorider. Nu skal hun opereres, og derefter kan hun først blive udskrevet, når hun har skidt. På hospitalet får hun også den ide at føre sine fraskilte forældre sammen igen, så hun forsøger at trække tiden ud. Alt imens får vi Helens oplevelser omkring sin krop beskrevet, og det er her titlen Vådområder får sin berettigelse, for Helen er alt andet end kropsforskrækket. Hun studerer og smager på alle kropsvæsker. Hun fortæller uden blusel om smagen af smegma, menstruationsblod, sårskorper og hudorme. Hun fortæller om analfissur. Hun fortæller om sine besøg hos kvindelige prostituerede, hvor hun undersøger fisser og bliver slikket uden at have været i bad i flere dage. Hun fortæller om at spise gammelt sæd, som hun kradser af kroppen efter en hed nat. Hun fortæller og fortæller om alskens væsker, mens historien om en dysfunktionel familie kradser sig op under overfladen.
Bag på bogen står der, at det er en ny og vild feminisme, der ikke er sexforskrækket og går til kvindekroppen på en ny og nysgerrig måde. Det er på den ene side rigtig nok, men det virker bare ikke så vildt og fed en feminisme, når Helen i og for sig virker forstyrret og usund på grund af en forstyrret en barndom og en problematisk mor. Wello, man kan vel godt være oprører og offer på en og samme tid.

Jeg vil anbefale bogen. Den er kort. 200 hurtigtlæste sider. Det er en anden type fortælling om kvindekroppen end man er vant til, og det er en bog, hvor det gibbede i mig flere gange: uha føj. Somme tider reelt kvalmende, andre gange mere lystfuldt. Jeg kunne ikke lade være med at reflektere over forholdet til min egen krop, hvor flere ting blev sat i perspektiv. Det er ikke et litterært mesterværk, bevares; det er ikke sproget og persontegningen eller et originalt plot, som sådan, der trækker op, men mindre kan også gøre det. Jeg kan på den anden side ikke huske, at hvornår jeg har læst noget lignende.

// I have just read Wetlands by german Charlotte Roche. I recommend it.