Nowhere Boy

Jeg har lige set Nowhere Boy, der handler om John Lennon før The Beatles. Jeg har altid elsket The Beatles samt John Lennon efter The Beatles' opløsning, men faktisk kendte jeg ikke noget til John Lennons fortid, så denne film var overraskende for mig. Nummeret Mother fra albummet John Lennon/Plastic Ono Band (et af mine yndlingsalbums!) får pludselig mening på et helt anden og meget konkret måde. Det er da også det nummer, filmen slutter med.
Historien fokuserer mestendels på Lennons forhold til sin mor Julia samt mosteren Mimi, som han er opvokset hos. Han finder sent ud af, at Julia ikke er død, men bor ganske tæt på ham. Modsat mosteren Mimi er hun udadvendt, flirtende, musikalsk, nysgerrig, begejstret og følger ikke altid reglerne. Hun bliver en inspiration for Lennon, der gennem hende præsenteres for musikken. I denne del af filmen er soundstracket en sand fornøjelse. Soundstracket er i øvrigt fantastisk - der er ingen Beatlessange med, men alt det gode fra den tid. Uha uha, det holder.
Jeg vil ikke fortælle for meget om handlingen. Jeg havde på forhånd læst Bo Green Jensens filmanmeldelse, og selv han holdt igen med at fortælle for meget: Han plejer ellers ikke at holde sig for god til at fortælle slutningen. Han skrev også, at hvis man ikke kendte til John Lennons historie i forvejen, skulle man ikke læse op på det, men smutte ind og se filmen. Jeg er meget enig.
Udover mor/søn-historien, så ser vi også ikonet John Lennon som ung, danne et band, møde Paul McCartney og George Harrison. Vi ser ham blive fascineret af Elvis og lave anderumpe. Vi ser Aaron Johnson spille John Lennon ret godt og se rimelig lækker ud. Vi ser Thomas Sangster, som spillede søde lille Sam i Love Actually (jeg er ret forelsket i den film?!), spille Paul McCartney. Vi ser en film, der spiller på vores rock'n'roll-fascination. Filmen har sine svage punkter, men jeg følte mig ramt de rette steder.