torsdag den 12. januar 2012

Forårets modekampagner part III


Natasha Poly er indtil videre vinder i konkurrencen om at være modellen, der får flest prestigefulde kampagner i denne sæson, så jeg vil her se på tre af kampagnerne med hende. Ovenover er russeren ansigt for Jil Sander. Daria Strokous er ansigt for den anden halvdel af kampagnen, der ligesom denne gør brug af referencer til filmhistorien. Det er stemningsfuldt og cool og klassisk lækkert. Farverne er velvalgte og Natasha Poly er utrolig smuk. Hendes kindben er skarpe som knive, mens hendes kurver er perfekt i kjolen, der kræver timeglasfigur. Ren Hitchcock.


Proenza Schouler laver sjældent specielt spændende kampagner. Jeg er vild med mærket, men det skyldes ikke en snu kampagnestrategi, men magi på catwalken. Denne sæson var jeg knap så fortryllet af kollektionen. Til gengæld synes jeg, at denne kampagne fungerer virkelig godt. Natasha Poly sælger tøjet og ser helt eminent godt ud på billederne. Kompositionen er lige i øjet. Som nævnt tidligere plejer jeg at foretrække kampagner med mere på hjerte end pæne modeller i kollektionens tøj, men det behøver jeg ikke her. Jeg kan sagtens nøjes med at se på Poly portrættere en kvinde, jeg ikke helt kan finde ud af.


Dette er Poly, som hun plejer at se ud. Når jeg siger plejer, så er det fordi hun har lavet denne type styling og stemning en million gange før. Billedet virker da også som genbrug og både farver og valg af motiv får en til at tænke på, om der er kommet et forkert mærke i bunden. Plejer det ikke at være D&G, der laver denne type kampagner? Poly er selvfølgelig lækker, og det er sikkert fedt at være ene pige blandt fire fyre på camping, men det hele virker lidt billigt, lidt smagløst, lidt karikeret. Jeg er ikke on board. 


Gucci-kampagnen ligner en Gucci-kampagne. Der er et særligt look, som går igen, selvom kampagnerne er forskellige. Kampagnerne er altid gennemretoucherede, overlagt sexede og oser af materiel luksus. Abbey Lee og Karmen Pedaru er to kølige og superstylede kvinder, som man ikke kunne forestille sig at være venner med. Gucci har genbrugt de sorte pandaøjne fra modeshowet i september. Det er ikke ligefrem min yndlings skønhedstrend, men okay. Selvom kollektionen var inspireret af 1920'erne og art deco, så er det ikke den stemning, som de er gået videre med. Kampagnen er ikke forfærdelig; det er bare endnu en Gucci-kampagne, som ikke efterlader noget særligt indtryk. 


Svenske Filippa K laver altid gode kampagner, men jeg er lidt i tvivl om denne. På den ene side, så er jeg helt vild med modellen Alana Zimmer. Jeg synes, at hun er vanvittig smuk. Jeg er også vild med de friske farver. Hvad kan være mere skandinavisk og sommerligt end sol, et blåt hav, en blå himmel og frisk vind? Til gengæld ligner kjolen til venstre en kedelig natkjole. Mit største ankepunkt er de to billeder sammen. Jeg tror, at kontrasten skulle have været større. Enten ved at vise hele Alanas krop til venstre eller ved at vælge et mere upclose billede til høje (men det gjorde de sidste sæson med Toni Garn). Alternativt skulle de vælge et andet perspektiv på et af billederne. Alanas ansigt er næsten identisk på de to billeder. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar