tirsdag den 24. januar 2012
Haute Couture Uge
Det er Haute Couture-uge i Paris. Cremen af cremen, når det gælder skrædderkunst. Haute Couture er syet specifik til kunden og kræver mange prøvninger. Det meste er syet i hånden, og det kræver et helt utroligt arbejde at kreere en haute couture-robe. Priserne er derefter, så det er kun en meget lille gruppe mennesker i verden, som har råd til at købe haute couture.
For få år siden troede man, at den traditionsrige haute couture var døende. Flere modehuse skar haute couturen væk for at koncentrere sig om deres mere indbringende pret-a-porter linjer. Nu går det den anden vej igen, fx har Versace lavet en HC-kollektion i år. Det er første gang siden 2004. Versace er dog kun gæstemedlemmer af Haute Couture-klubben, da de har til huse i Italien og ikke Paris.
Der er nemlig nogle helt særlige regler for, hvornår man må kalde en kollektion for Haute Couture, da det er et beskyttet varemærke. Man skal være medlem af Chambre Syndicale de Couture, producere to kollektioner om året, fremvise mindst 35 nye designs i hver kollektion (der skal bestå af både daywear og eveningwear), samt have mindst 15 fuldtidsansatte i et atelier i Paris. Det er voldsomt dyrt, og der er da også kun 12 officielle medlemmer i dag (mod 106 medlemmer i 1946). De mest kendte mærker er Chanel, Dior og Givenchy.
Derudover er der nogle gæstemedlemmer, der ikke helt kan opfylde alle kriterierne, men som er talenter, man gerne vil støtte. Det gælder blandt andre Bouchra Jarrar og Alexandre Vauthier.
Gå ind og kig på style.com eller Now Fashion og se de forskellige shows.
Billeder: Chanels atelierer via tFS
Etiketter:
haute couture,
stuff
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar