I lørdags var jeg så heldig at falde tilfældigt over en dokumentar om fotografen Francesca Woodman og hendes familie på DR K. I kan måske finde den på dr.dk. Det synes jeg, at I skal.
Francesca Woodman er i dag en anerkendt fotograf, der har haft stor indflydelse i de senere år med sin stil. Hun var forud for sin tid, siges det i dokumentaren. Hun havde ikke succes, da hun levede. Fotografi var på den tid ikke moderne som det er i dag. Hun forsøgte sig også som modefotograf, men der ville hun nok have haft større held i dag.
Hun var besværlig - sådan som enere ofte synes at være. På den ene side overjordisk selvsikker på eget talent, en ung kvinde, der så sig selv som kunster med stor K, og som meget hurtigt mente, at hun havde noget at fortælle verden, men på den anden side skrøbelig og deprimeret. Hun tog sit eget liv som 22-årig i 1981.
Øverst er det Francesca selv. Mange af hendes billeder af selvportrætter.
Hun voksede op med forældre, der selv var kunstnere, og som altid tog kunsten mere seriøst end livet selv.
Broderen blev også kunstner, og dokumentaren handler lige så meget om at være denne familie.
Francesca er den fraværende hovedperson, men også tiden før hendes fødsel samt familiens nutid uden hende bliver beskrevet. Dokumentaren handler blandt andet om at tackle et skrøbeligt geni, at overleve tabet af et barn, at tackle sin jalousi, når andre familiemedlemmer er mere succesfulde, at undgå skyld og tilgive sig selv, at leve med en sorg, at se sin datter værker blive mesterværker efter hendes død samt forsvare værkerne i sig selv, når folk kun ser dem i samspil med kunstnerens eget tragisk korte liv.
Broderen blev også kunstner, og dokumentaren handler lige så meget om at være denne familie.
Francesca er den fraværende hovedperson, men også tiden før hendes fødsel samt familiens nutid uden hende bliver beskrevet. Dokumentaren handler blandt andet om at tackle et skrøbeligt geni, at overleve tabet af et barn, at tackle sin jalousi, når andre familiemedlemmer er mere succesfulde, at undgå skyld og tilgive sig selv, at leve med en sorg, at se sin datter værker blive mesterværker efter hendes død samt forsvare værkerne i sig selv, når folk kun ser dem i samspil med kunstnerens eget tragisk korte liv.
Herunder fotograferer Francesca sig selv og sin far.
Jeg er meget fascineret af historien om Francesca og af hende som menneske. Hun virker frygtindgydende selvsikker, selvhøjtidelig, overvældende, sensitiv, egoistisk samt skræmmende masochistisk i sine valg af mænd, men samtidig fuldstændig fascinerende og tiltrækkende. Jeg kan på ingen måde identificere mig med hende, men netop derfor ønsker man at vide endnu mere om hende.
Herunder er det Francesca og hendes måske eneste store kærlighed.
Jeg kan godt lide billederne. Der er noget hjemsøgt i dem, noget skrøbeligt og ensomt, men også smukt og tidløst. Hun beskæftiger sig med krop og køn, identitet, selviscenesættelse og spejlibilleder, matrialitet og konstruktivisme... Mange af billedernes temaer og ideer er set og gjort før, men det er stilrent og forførende. Og så må jeg indrømme at hendes egen historie bliver en del af billederne hos mig. Lad os se lidt flere af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar