Jeg savner min nye bedste ven på Mallorca, det tamme rådyr, Fiola. Hun tullede rundt på hele hotellets store landejendom og var meget begejstret, når man kom og sagde hej og kælede lidt med hende. Faktisk fulgte hun efter én, når man gik.
Bjarke og jeg gjorde det til et ritual at finde "Bambi" mindst én gang om dagen. Jeg kunne slet, slet ikke stå for hende, og det var oprigtigt svært at skulle sige farvel på afrejsedagen.
Så vidt vi kunne forstå, så var hun blevet fundet skadet/syg og bragt til dyrlægen, der så havde tilbudt hotellet at få rådyret efter endt behandling. Hendes horn var skæve og mærkelige - men meget søde. Hun kunne godt lide at blive kløet på hovedet på og omkring hornene.
Det var tit om aftenen, at vi fik lyst til at finde "Bambi" (vi fandt først sent ud af, at hun faktisk hedder Fiola, så vi kaldte hende Bambi). Selvom alle får i området havde klokker på, så der var en konstant asynkron kimen med klokker fra alle hjørner, så kunne vi til sidst genkende Bambis særlige klokke og høre, når vi nærmede os. Det var også sejt, at vi kunne kalde, og så kom hun.
Jeg ville ønske, at jeg kunne have taget Fiola med hjem, men jeg skal i hvert fald have en kæle-bambi, når jeg en gang får noget ejendom....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar