Jeg kan slet ikke finde på noget, som jeg gider skrive om på bloggen i øjeblikket, så derfor kommer der paradoksalt nok en lang ramble om... wtf to write about?:)
Jeg er interesseret i mode som altid, men ikke så meget i min egen stil (i ferier er jeg mest af alt en grib-det-nærmeste-tøj-kindagirl), og det er jo tit dét, en modeblog handler om: hvordan klæder jeg mig; hvordan fortolker jeg tendenser; hvad kan jeg lide og ikke lide; hvad planlægger jeg at købe; hvad ønsker jeg mig osv. osv. Men jeg planlægger ikke at købe noget lige nu, og jeg bruger ikke særlig meget tid på at tjekke webshops ud, når jeg er fattig og ikke vil fristes - out of sight, out of mind!?!
Men hvis man ikke viser billeder af sine nye køb? Det, man sparer op til? Sine outfits of the day? Hvad skriver man så om på en modeblog?
Jeg er ikke nok in-the-know til at skrive om det sidste nye samarbejde mellem x brand og x designer? Jeg laver ikke give-aways, går til events eller tester ting for skønhedsfirmaer m.m.
Jeg vil så gerne lave mere opfindsomme indlæg end kun at vise modeserier.
Jeg læser med på flere andre blogs, hvor der bliver skrevet meget om planlægning af sin garderobe; hvordan man får den perfekte lille, men brugbare garderobe; hvordan man analyserer sine forbrugsvaner og dermed også sin svagheder, så man slipper for fejlkøb... Hvordan man konstant skal tæller op, hvor meget, man bruger, og hvor tit man bruger det, så man hele tiden kan blive klogere på sig selv - igen for ikke at lave fejlkøb eller have for meget i sin garderobe, man alligevel ikke får brugt... Det kan jeg bare ikke rigtig svinge mig op til.
At have et lille rådighedsbeløb i en længere periode har tvunget mig til at være forsigtig og tænke mig om, før jeg køber tøj (før jeg bruger penge punktum), men jeg ved ikke, om det kan kondenseres til nogle konkrete shopperegler? Det tror jeg ikke?!
Jeg rydder op i mit skab en gang i mellem, men jeg beholder alligevel altid mange ting, som jeg aldrig går med eller som ikke passer mig helt godt mere, og det bør man ikke ifølge "garderobeeksperter", der udtaler sig i modemagasinerne.
Men jeg er frygtelig nostalgisk. Hvis tøjet er arvet; har været brugt på specielle tidspunkter; stadig har potentiale, så beholder jeg det. Jeg hader, når mit tøj går i stykker, for jeg knytter mig til mit tøj. Jeg har faktisk en trøje lige nu, hvor der er nogle huller i, som jeg ikke tror kan laves pænt, og jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skal gøre: man kan jo godt style den, så man ikke kan se hullerne. På den anden side er der ikke rigtig nogen grund til at gå i ødelagt tøj - i hvert fald når man har et alternativ. Det er bare svært at smide ting ud, der godt kan bruges.
Nå, nu blev det en lang smøre alligevel. Hvis I har forslag til emner eller noget, som I især godt kan lide at læse om, så læg gerne en kommentar:)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar