Jeg har i løbet af den sidste uges tid set otte afsnit af første sæson af Masters of Sex (anden sæson begynder vist i juli), og jeg er vildt begejstret. Måske fordi serien på sin vis handler om sex, kønsroller, ligestilling, fordomme, myter, normafvigere osv. samtidig med serien er godt skrevet, personerne er interessante og skuespillerne godt castet.
Serien handler meget kort om Dr. William Masters og Virginia Johnson, der sammen i 1950'erne og 1960'erne lavede studier om sex, der var revolutionerende på sin tid, fordi man for første gang får undersøgt en masse fysiologiske ting omkring sex, der før blot var baseret på formodninger. De foretager studier af sex på et tidspunkt, hvor den slags ikke blev anset for lægevidenskabeligt interessant, og hvor Dr. William Masters risikerer sit ry og rygte for at forfølge sin drøm om at gøre emnet videnskabeligt.
Og ja, studier af sex indebærer blandt at studere folk, der mastuberer og par, der har sex, og måle deres kropstemperaturer og åndedræt samt længden af orgasmer osv.
Det er ligesom udgangspunktet for serien, men som langt det meste fiktion handler serien først og fremmest om relationer mellem mennesker. Vi følger desuden et persongalleri omkring "parret".
Selvom hovedpersonerne er virkelig interessante og godt skrevet (Lizzy Caplan er helt rigtigt castet i rollen som Virginia, og Michael Sheen imponerer med sit skuespil), så er jeg lige så investeret i mange af bipersonerne, hvis ikke mere.
Da historien er baseret på virkelige personer og begivenheder, så ved vi, at Masters og Johnson bliver gift senere (i 70'erne, tror jeg), men da historien begynder (i 1956) er Masters gift med smukke Libby.
Ligheden mellem deres ægteskab og Mad Men's Don Draper og Betty er til at få øje på, men hvor alle personer i Mad Men er svære at holde af - Betty ikke mindst - så er Libby noget af det sødeste og varmeste. Skuespilleren får virkelig meget ud af en karakter, der kunne (burde?) have været utrolig kedelig. Libbys store ønske er at få et barn, men selvom William Masters' er fødselslæge og specialist i at hjælpe barnløse kvinder med at blive gravide, så er det svært.
Jeg er helt vild med Betty - en lesbisk prostitueret, som desværre ikke er med i så mange afsnit, men rygtet siger, at hun er tilbage i 2. sæson, så jeg glæder mig allerede.
Den fineste story arc lige nu handler om Masters' overordnede og gamle mentor, Barton Scully, og hans kone Margaret. Jeg vil ikke sige for meget, men deres historie er både trist og rørende, og jeg synes, at Beau Bridges og Allison Janney er fantastiske i rollerne.
Den gifte kvindebedårer Austin virkede lidt træls og endimensionel i første afsnit, men han bliver mere og mere interessant jo mere skærmtid, vi får med ham.
Den nysgerrige og åbne Jane er stor hjælp i videnskabens tjeneste, og så er hun skarpere end først antaget: det er i hvert fald ikke alle, der læser The Second Sex og Freud i frokostpausen.
Der er også den unge læge Ethan, der er forelsket i Virginia, og den unge Vivian, der er forelsket i Ethan.
Ethan fremstår som et kæmpefjols i første afsnit, men man kan godt sætte sig ind i hans frustrationer - han er forelsket i Virginia, en frigjort, fraskilt kvinde - mor til to - som sagtens kan adskille sex og kærlighed. Han kan slet ikke greje hende, fordi han er opvokset med en masse myter om kvinder, sex og kærlighed, der i dette tilfælde slet ikke holder. I forholdet til Virginia er han den magtesløse.
Han bliver i serien dog også eksemplet på, at mænd faktisk gerne vil have kvinder med mere at byde på end et veludviklet husmodergen. Det tager lidt tid at opdage. Det er ekstremt svært for Ethan med "omvendte kønsroller" og"ophævede kønsroller", fordi han ikke er opmærksom på, at kønsroller i høj grad er kulturelt og socialt betingede og ikke noget som bare er. At kønsroller er normer og ikke regler. Og at man ikke behøver at gøre det, som "normen dikterer".
Jeg er blandt dem, der aldrig rigtigt blev fanget af Mad Men, selvom jeg virkelig har givet serien mange chancer. Jeg har kæmpet mig igennem fire sæsoner, men jeg er ikke kommet videre i et par år. Mit problem er nok, at den tager sig selv lige lovlig seriøs, og at jeg virkelig ikke bryder mig om nogen af karaktererne. Særligt kvindeportrætterne er bare så triste... Faktisk finder jeg de fleste historier i Mad Men ekstremt deprimerende. Mange gange synes jeg også bare, at den er kedelig (indrømmet, der er rigtige gode afsnit ind i mellem, ellers var jeg nok ikke kommet igennem fire sæsoner).
Hvad jeg rigtig godt kunne lide ved Mad Men var set designet, kostumer, stemningen, ja, rejsen tilbage til 60'erne. Den tur får man også i Masters of Sex, der dog ikke leverer helt samme coolness som Mad Men.
Masters of Sex foregår næsten i samme tidsperiode (lidt tidligere), men serien er i mine øjne mere dynamisk, og karaktererne er meget lettere at holde af og holde med, uden at de af den grund føles som papfigurer. De føles som mennesker. De har fejl og mangler, men heldigvis også gode sider.
Man udnytter også tidsfaktoren ved, at nogle af deres fejl dengang ville blive anset for noget positivt i dag. Mange af deres problemer i den tid ville ikke være problemer i dag... Og dog. Vi har jo masser af problemer i dag, der svinger over de samme temaer, men problemerne har trods alt rykket sig lidt. Måske. Det kan man som seer jo tænke lidt over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar