søndag den 15. maj 2016

Når jeg køber second hand fra Trendsales...



Jeg shopper i perioder en del på Trendsales, fordi konceptet appellerer til mig (jeg får ikke penge af trendsales eller noget; dette er ikke en reklame). 

Jeg kan godt lide at købe brugt tøj, vintage eller second hand, fordi jeg kan godt lide, at tøj ikke går til spilde. 
Jeg kan lide at tøj bliver brugt frem for at hænge ubrugt i et skab somewhere. Jeg kan godt lide, at second hand på sin vis er godt for miljøet... Sidstnævnte grund kan velsagtens angribes. Jeg kunne jo for det første helt lade være med at købe tøj, indtil alt mit tøj var brugt i stykker. Men så er der spørgsmålet omkring, hvorvidt trendsales som koncept er godt for miljøet? Tja tjo.. Når folk kan sælge sit gamle tøj eller stadig temmelig nye tøj, der bare ikke lige passer (i størrelse og stil) til gode penge, så kan man jo gå ud og købe nyt tøj oftere. 

Bevares, jeg kan godt lide at købe genbrug af ædre grunde, men den primære grund er det økonomiske aspekt i det. Jeg kan simpelthen få råd til varer, jeg ikke ville have råd til i butikkerne fra ny.

Der er en stor forskel på at handle second hand på nettet og så handle second hand tøj i en fysisk genbrugsbutik. I den lokale røde kors eller hvad, der nu ligger i nærheden, er der som regel ikke lækre mærker til billige penge. Til gengæld er tøjet virkelig billigt. Man kan mærke tøjet og prøve det på, og det er trods alt den bedste måde at finde tøj, der passer til en.
Til gengæld er der tit langt mellem snapsene i en genbrugsbutik, særligt hvis ens stil ikke er "genbrugsstilen", for selvfølgelig er der smukke, tynde gymnasiepiger med skødesløst hår, der kan bære hvad som helst, og egentlig bare ser cool ud i storblomstrede gamascher og 80'er træningsjakke i neongrøn... 

Der er også de dyrere, kommercielle genbrugsbutikker. De har et mere udsøgt udvalg og ofte også nogle mærkevarer i mellem, men den slags butikker plejer at være lige så dyre som alle andre butikker, og så er det jo godt det somme i forhold til at spare penge.
Der er faktisk en håndfuld interessante second hand-butikker af den slags i Aarhus, men jeg går aldrig derind. Det er tidskrævende at købe genbrugstøj, og jeg har fundet ud af, at jeg ikke har tålmodigheden væk fra sofaens bløde puder. 

Trendsales er et jo helt andet univers end de fysiske butikker. Det er mestendels private folk, der sælger ud af deres garderobe - primært fejlkøb - ting de ikke får brugt - ting, der ikke passer i størrelsen længere osv. 

Det kan være godt at tænke lidt over, HVORFOR folk sælger. Det er ikke altid folk fx skriver, at det er fordi skoene klemmer og er forfærdelige at gå i. Det er ikke alle, der er villige til at vise billeder med "kjolen" på, så man kan se, at pasformen faktsik er helt wack. Man har tit kun nogle små, halvdårlige billeder at vurdere varen ud fra.

Da man oftest ikke kan prøve tøjet eller se/mærke materialet, går jeg i højere grad end ellers efter mærkevarer. Med mærkevarer mener jeg brands, som jeg ved er af en god kvalitet og matcher min smag, og ikke bare "fancy" mærkevarer for fancy skyld. Det kan være en måde at sikre sig ordentlig kvalitet og en måde at sortere lidt i søgningen af tøj, for der er både virkelig meget tøj og meget grimt tøj til salg på trendsales! 

Jeg køber stortset aldrig, hvis ikke prisen er under halv pris og meget gerne mere. Jeg vil have følelsen af at gøre en god handel og ikke føle mig snydt. Når tøjet ikke er nyt; når jeg ikke har prøvet det samt ikke kan bytte, hvis størrelsen er forkert, så vil jeg have det billigt. Jeg køber for at hjælpe sælger af med noget, som vedkommende ikke selv bruger; ikke for at sælger skal spekulere i det.
Der er mange, der sælger helt nye (næsten) ubrugte varer til "tæt på nypris", men det må de selv ligge og rode med. Jeg springer over. 
(Der er masser af meget dyre ting til salg, men om der der 8000 kroner tasker rent faktisk bliver solgt på trendsales, ved jeg ikke?)

Det meste tøj/sko, jeg finder på trendsales koster cirka 200-400 kroner. Jeg bryder mig ikke om at komme over 400 kroner. Jeg har ikke så mange penge, så 400 kroner er min grænse mellem ok pris og uha, det har jeg ikke råd til. Jeg har købt dyrere ting, men det er meget sjældent. Til gengæld er der også noget, der holder mig fra at købe de helt billige ting, fordi så fylder forsendelsesudgifterne for meget af prisen, og det gider jeg heller ikke. 

Man får mest for pengene, når man går efter "mærkevarer" frem for high street. Folk er ikke nødvendigvis superbillige, når man kigger på H&M, Zara, Cos etc, fordi, gætter jeg på, de nok ikke gider besværet med at sætte til salg, besvare henvendelser og få varen sendt uden en vis fortjeneste. Men ingen regler uden undtagelser, for to af mine bedste, mest brugte køb fra trendsales er en H&M kjole og en jakke fra topshop.
Til gengæld er der også forskel på mærkerne, Nogle mærker er mere populære end andre, og de bliver hurtigt dyrere end andre ellers mere eksklusive mærker. Mit råd er at prøve sig frem med lidt forskellige søgninger...

Søgefunktionerne på trendsales kan helt sikkert forbedres, men jeg synes, kommunikationen er ok på platformen. Folk kan godt blive lidt bidske, hvis man byder for lavt på deres varer, men de fleste er venlige. Man kan som regel får ekstra informationer om størrelser, slitage og materialer, hvis man spørger. 

Det er efterhånden almindeligt, at folk afslutter handlen uden for trendsales og bruger sms og mobilepay i stedet for at slippe for gebyrerne, som ikke er helt billige. Til gengæld foretrækker nogle sikkerheden ved at bruge trendsales som mægler. Jeg har brugt begge dele, og jeg er i øvrigt aldrig blevet snydt. Ikke endnu i hvert fald. 

Jeg køber langt fra alt, jeg finder pænt til en fair pris. Det har jeg ikke råd til, og da jeg også har foretaget et par fejlkøb, så tænker jeg mig rigtig meget om, når jeg endelig handler. Jeg dur nemlig ikke selv til at sælge på trendsales, så mine køb har bare at være rigtige!
Held og lykke med jeres køb eller videresælg på nettet!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar