De større modeller hader at blive kaldt plus size, fordi alt over 36 er plus size i modeindustrien og ikke alt over 36 er plus size blandt "almindelige" mennesker (I know, modeller er også bare almindelige mennesker inde bag deres perfekte photoshoppede ydre), men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde den amerikanske model, Ashley Graham, som i den kommende måned er på forsiden af britisk Vogue.
Hun har fået meget opmærksom på de sociale medier, for at sige nogle ting om kroppe og kvinder, som mange er enige med hende i, så i disse dage er Ashley ikke bare model - hun er aktivist. Kropsaktivist. All bodies matter (as long as your face are beautiful and your limbs are long...).
Ej, jeg synes, at det er et frisk pust med flere typer kroppe, selvom jeg finder Ashley Graham som fotomodel ustyrlig kedelig, Måske fordi hun i de fleste modeserier (inklusiv vores eget Cover Magazine, som hun også var på forsiden af for et par år siden) bliver stylet i nede-på-jorden-looks som jeans og t-shirt, en sort kjole eller det, der ligner, samt "pretty-ed" up med glansfuld hår og smagfuld makeup. Det er som om modeserierne bare understreger undskyldningen om ikke at bruge forskellige kroppe oftere, nemlig at modetøj er for tynde kvinder. De tykkere kvindere kan vi højest gøre smukke og glamourøse - ikke cool og seje og modemæssigt inspirerende. Det bliver hurtigt ensformigt. Det er ikke Ashleys skyld som sådan, og nu må vi se, hvordan hun bliver stylet i engelsk Vogue. Udfra forsiden spår jeg dog, at det bliver en typisk modeserie, hvor hun er i "hverdags-tøj" samt måske lidt lounge wear og undertøj.. og makeup som på forsiden. Som i et H&M-katalog. Yawn.
Det er dog symbolsk rart at se en større model på forsiden i denne juletid. Jeg har i forvejen måtte se i øjnene, at jeg i 2016 er vokset ud af et par rigtig gode bukser, og det irriterer mig grænseløst - sådan, for realzz - arggg %&¤#/%, men jeg ved jo også godt, at man ikke går på slankekur d 30. november. Derudover bør jeg sidde stille ved min computer og skrive speciale i det næste stykke tid frem for at bevæge mig hele tiden. Og jeg skriver bedst speciale hjemme hos min mor, og hun fodrer mig som var jeg tre voksne mænd, der aldrig fik mad igen. Jeg siger nej tak 17 gange, men den 18. gange overgiver jeg mig. Jeg bør ikke give hende skylden, for hun er god og sød og nøj, hvor jeg elsker hendes mad og søde hjemmebagte sager; det er bare ikke så godt, når lår, numse og mave senere skal presses ned i ens bukser...
Så tak British Vogue for at gøre det fashionabelt denne jul at være en size-way-bigger-than-zero:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar