Modekampagner a/w 2017: part IV

Så tager vi lige en omgang kampagner for efteråret mere, selvom vi allerede ser cruise/resort/pre-spring-kampagner i nogle magasiner. Oh well.
Vi begynder med Céline, der fortsætter med et velkendt layout. Jeg kan godt lide farveskalaen i billederne og brugen af grønne planter og et fokus på materialer. Jeg får følelsen af noget naturligt blandet med ypperlig kvalitet og en stemning, der tiltaler mig. Det er ikke den mest mindeværdige kampagne, men jeg er ret sikker på, at den virker efter hensigten.

Der er rigtig mange billeder tilknyttet Pradas aw17-kampagne, da de i øjeblikket kører med et 360graders koncept fotograferet af Willy Vanderperre, hvor man har mange modeller, locations og stemninger, som så bruges forskellige steder. Jeg har mest set disse to koncepter fra modebladene, så det er dem, jeg tager med. Jeg har også set danske Freja Behas billeder, men jeg har ikke kunne finde dem online. Jessica Chastains billeder er flotte, men vi har lige set hende for Prada i først cruise-kampagnen sidste år og senere prefall i år, så det er lidt kedeligt at se hende for tredje gang især når billederne er i sort/hvid og den kedeligste af de tre kampagner. Kris Grikaite er med i flere af koncepterne, men billeder fra konceptet nederst af de to er blevet brugt flest steder. Det kedelige ved dette koncept er det overdrene fokus på accessories navnlig taskerne, for det bliver så kommercielt, bogstaveligt og fjerner fantasien i kampagnen. Pradas salg har været nede i nogle år, og modsat andre tilsvarende modehuse, så har Prada ikke haft en it-taske i længe, og tasker er kilde til gigantisk indtjening for lukusmodehuse, så måske er kampagnen et forsøg på at ændre dette. Anyways, der er smukke billeder blandt de mange kampagnekoncepter, men i forhold til de billeder, man har valgt at bringe i de fire store Vogue-udgaver, så er det nok den svageste Prada-kampagne i mange år.

Miu Miu holder fast i en stemning og et layout påbegyndt, da Alasdair McLellan begyndte at fotografere kampagnerne. Jeg er ret glad for McLellans stil, og jeg har været ret vild med billeder, stil, casting af samtlige kampagner undervejs, men jeg vakler lidt mellem lunken og okay med collage-layoutet. Det fungerer sådan set ret fint, men alligevel ville jeg nok foretrække et mere klassisk, simpelt layout med et stort eller to billeder. Jeg har faktisk udvalt to billeder fra kampagnen, der kun bruger et stort billede med et sort/hvid-jazzet stemningsbillede bagved, og de fungerer ret fint, synes jeg. 

I bladene ville Isabel Marants logo gå hen over begge billeder, men det har jeg ikke kunne finde online, så I får kampagnen i denne version. Anna Ewers er igen ansigt for Isabel Marant i en kampagne, der minder meget om sidste sæson bortset fra, at der er blevet klippet og klistret i photoshop, så vi har en collage med Anna i Isabel Marant. Hun skal jo prøve noget nyt, når den gamle stil efterhånden bruges af alle de konkurrende franske mærker, så man ikke kan se forskel på Sandro, Maje, IRO, Zadig & Voltaire m.m. Jeg forføres bare ikke helt af Isabel Marant som tidligere, og det er ikke bare fordi vi alle rykker videre og ingen kan være cool forevigt, men der mangler altså lidt spark i den visuelle markedsføring.

Loewe kommer altid med deres kampagner sammen med visningen af kollektionen, så når billederne begynder at komme i bladene føles det altid lidt som en "gammel" kampagne. Jeg kan nu godt lide Loewes koncepter, men det er ærgerligt, at de som regel kun bruger et billede i Vogues printudgaver, selvom man kan se, at de har 20 billeder til kampagnen online. Jeg har kun set øverste billede af Gisele i magasiner. 

Jeg burde ikke præsentere Balenciagas kampagner sådan her, for i magasinerne ser man et billede vendt på siden, så ét højkantsbillede fylder to sider i et blad (dårligt forklaret, I know...). Oh, well, I får at se fire billeder i stedet for to, yay.

Det er fint fundet på med gulvtæppet med Balenciaga-logo. Balenciaga leger med corporate grimhed og corporate logoer, der egentlig ikke er lækkert, men så bliver det alligevel, fordi Balenciaga samtidig formår at være cool. Jeg må sige, at jeg indtil videre har været rigtig glad for alle Balenciaga-kampagner under Demna Gvasalia.

For hvert år føles Alexander Wang mindre og mindre relevant. Han sælger nok stadig, og der er sikkert mange, der stadig følger ham tæt, men jeg glemmer ham tit. Nu er han så hoppet på insta-girls vognen og har inviteret Bella Hadid og Kendall Jenner med i sit model squad, der ellers plejede kun at bestå af den mere cool-girls-real-friends-wedontgiveafuck-modelfløj. Selvom Bella, Kendall og de andre celeb-modeller med over 5 millioner følgere sagtens kan være ægte venner med andre modeller og designere som Alexander Wang, så virker det mere kalkuleret og desperat fra Wang. Bevares, faste piger som Lexi, Anna, Cat, Binx og Hanne er der stadig, og det er ikke nødvendigvis en dårlig kampagne, den føles bare underlig so-last-season:)

Taylor Hill poserer for Bally, og det er fint uden at være fantastis. Jeg er jo mest til location-kampagner og Taylor Hill har ikke helt vundet mig over som model, men jeg kan godt lide Bally i deres stilskifte fra mere bourgeois møder trophy wife brand fra Schweiz til cool international fashion brand. Jeg elsker Ballys vintagesko samt har en taske fra mærket, så jeg kan godt lide at kunne lide modehuset.

Fin, enkel kampagne fra Salvatore Ferragamo. Jeg er glad for, at Xiao Wen Ju medvirker. Jeg er ret vild med den kinesiske model, som I ser på det øverst billede. Jeg tror modellen på billede to er en anden, men jeg er ikke sikker på hvem.

Fendi sælger godt og er populært, men åh, hvor er kampagnerne altid forfærdelige. Karl Lagerfeld er ikke nogen inspireret fotograf. Hans modeller virker altid livløse, lyset er for skarp og uden sjæl og hans sets ligner noget fra et dårligt tv-program. Jeg er ikke fan. Selv når han tager udenfor og skyder kampagner, så bliver det hele underligt stift. At man så samtidig har Gigi og Kendall som ansigter for kampagnen her, gør det heller ikke bedre. De sælger, fordi de er kendte og smukke, men Kendall er ikke uden grund døbt KenDULL af dem, der ikke kan lide hende, for hun formår sjældent at formidle andet end et tomt blik. Gigi har lidt mere emotion i sit ansigt, men som type egner hun sig bedre til enten sexy eller naturlige shoots - hun sælger simpelthen ikke high fashion, for hun har en anden type udstråling. Anyways, casting, kulisse og Karls fotografi gør dette til en boring eye sore.

Har ikke kunne finde andre billeder end disse to fra Marc Jacobs, selvom de par billeder, som jeg har set i bladene er lidt mere spændende. Der er i hvert fald lidt mere modeller på billederne, og man ser lidt mere af tøjet og får en lidt klarere fornemmelse af hvem Marc Jacobs-pigen er i denne sæson. Jeg er tæt på at kunne lide kampagnen, men der er ikke skarp og cool nok til at virke efter hensigten. Jeg kan ikke lide beskæringen af billederne, og filteret er også lidt irriterende. Det er ærgerligt, at Marc Jacobs ikke har federe kampagner, for kollektionerne har altid et tema og en stemning, man virkelig kunne lege med, men i de seneste sæsoner har det føles lidt flat. Det er nok smart, at Marc Jacobs forsøger sig med en ny fotograf i fohold til David Simms (som jeg tilsyneladende altid, men kun elsker for Vogue Paris), men David Hughes er ikke nogen spændende erstatning.

Der er ikke så meget at sige til DKNYs kampagne. De har brugt den smukke glamour/insta-model Emily Ratakowski, som har skabt sig en flot karriere også i high fashion efter sin medvirken i Blurred Lines-musikvideoen. Hun er ikke den mest alsidige model, men smuk er hun, og jeg tror, kundegruppen, som DKNY gerne vil ramme, vil gerne ligne Emrata, der turer rundt i New York i moderigtigt street wear.