Who's afraid of frogs?

Mens natten i går gik med at hælde åndssvagt stærke drinks indenbords, hvilket indebar overgearet livlighed, så har aftenen i aften stået på en omgang undergearet kvalitetstid med mig selv. Tidligere på aftenen var jeg ganske vist lige ved at kede mig, men så besluttede jeg mig raskt for at slå kedsomheden ihjel med en tegnefilm. Jeg så derfor The Princess & The Frog, som jeg varmt kan anbefale. Den er en tegnefilm som i de gode gamle disney-dage uden at være det mindste bagstræberisk eller kvalmende moraliserende - selvom filmens budskab som altid står bøjet i neon til sidst. Wello, ingen kan vel argumentere imod den forjættede kærlighed, so I won't either!
Filmen foregår i New Orleans jazz-æra. Jeg blev vældig jazzhungrende efterfølgende (jazzmusikere har i øvrigt ofte navne, som jeg får lyst til at mæske mig i: Earl Hines, Nat Jaffe, Charlie Parker, Count Basie, Duke Ellington, Thelonius Monk, Art Tatum, Cootie Williams, Erskine Hawkins, Django Reinhardt+++ Gnask gnask). Jeg er ikke noget jazz-aficionado, men man lærer lidt hele tiden. Jeg googlede også efter filmen både New Orleans som by, mardi gras og voodoo'er samt gumbo og jambalaya ( man spiser sig lige så gerne mæt i retternes navne. Smag det: jam-ba-la-ya... Det samme med ord som Creole og Cajun. Mine tænder løber i vand!).
Disney-filmen har alt i alt hjulpet mig med at blive et mere dannet menneske. Ikke dårligt.