På onsdag begynder den danske modeuge, hvor der bliver vist tøj til foråret. Jeg vil her vise efterårets tøj fra de danske mærker, der lavede modeshow under sidste modeuge. Jeg har ikke norske Veronica B. Vallenes med, for hende viste jeg i går. Jeg har også fravalgt et par mærker, fordi jeg overhovedet ikke kunne lide kollektionen, og så var der Wood Wood, som jeg ikke lige orkede.
Ovenover er det Baum und Pherdgarten. Deres kollektion er ret afslappet i forhold til, hvad man nogle gange har set hos B&P. Jeg synes, at disse fire looks ser virkelig behagelige ud og vil passe til mange unge kvinders hverdag.
Benedikte Utzon. Jeg er begejstret for det højtaljede look, så silhouetten er jeg glad for. Jeg kan faktisk godt lide det brede bælte sammen med en pelset trøje i kongeblå, selvom mit hjerte ikke banker for brede bælter. Jeg kan heller ikke lige regne ud, om bæltet er særlig behageligt. Hvorom alting er, det er fire fine looks.
Bitte Kai Rand. Det er meget skandinavisk, er min første tanke. Det er praktisk. Nærmest intet strammer, det er mørkt, og det er ikke for pyntet. Jeg kan godt lide sihouetten, men jeg er nok allermest forelsket i skoene. Herresko i noget der ligner en rødlig sortbrun. Jeg kan tage fejl?
Det er en smuk teal farve, som Bruuns Bazaar har brugt i deres efterårskollektion. Farven ser også godt ud sammen med beige, kan man se på fjerde billede. Kollektionen er lidt kedelig, men der er selvfølgelig nogle vældig pæne, klassiske pieces ind i mellem, som vil passe ind i de fleste danske klædeskabe.
By Malene Birger. Jeg kan aldrig finde ud af, om jeg kan lide hendes tøj eller ej. Hendes modeshows har helt sikkert det mest internationale snit af alle de danske mærker, men der er småting, jeg har lyst til at ændre ved alle looks. Til gengæld er der virkelig meget pænt tøj og fine kombinationer, og jeg tror faktisk, at mine fire bud ovenover på det bedste fra kollektionen, er lidt tilfældig. Jeg kan godt lide dem, men med andre sko, ingen harness, ingen blomst i håret, en opknappet skjorte på sidste billede og skjortekraven lagt ned på første billede.
Jeg er glad for farvekombinationerne, skoene og de humoristiske farver, men knap så glad for den bredskuldrede jakke, buksernes fald og de røde strømpebukser. Jeg glæder mig nu til at se mere til Gaia. Der er noget anderledes over mærket.
Egentlig var jeg lidt skuffet over kvindetøjet hos Henrik Vibskov i denne sæson. Der var ikke så meget, som jeg kunne se mig selv gå i. Enten var det for klassisk og kedeligt meget ulig Vibberen eller også var det bare ikke så pænt. Jeg kan godt lide de fire overstående looks, men det er lidt den fjollede styling, der redder dem, og gør kollektionen mere cool, end den egentlig er. Jeg kan til gengæld godt lide hans fjollede sko, selvom de ikke vil klæde særlig mange.
Rützou. Denne kollektion er overhovedet ikke mig. Den virker umoderne og lidt for voksen. Disse fire looks var mine favoritter fra kollektionen. Jeg kunne se mig i den grønne skorte på første billede, kjolen på nummer to med andre sko og uden smykker. Bukserne på tredje og fjerde billede, men uden toppene. Jeg ved ikke, jeg tror, at Rützous kollektion er fin nok; jeg er bare ikke målgruppen.
Jeg er ret vild med Spon Diogos snit, selvom det er meget langt fra min stil. Deres æstetik er alt for mørk, hård og nærmest sci-fi, men jeg kan sagtens sætte pris på deres tøj uden at ville gå med det. Jeg kunne nok godt trække i et af disse sæt, hvis det skulle være.
Som altid er Stine Goya min favorit. Hun har en legesyg tilgang til farver og mønstre, men er enkel i sit snit. Tøjet er altid behageligt, men med detaljer, der gør tøjet sofistikeret og elegant. Jeg har nærmest valgt fire tilfældige looks ud, da jeg kunne lide hele kollektionen uden forbehold. Mønstret på andet billede er ret voldsomt, og jeg forestiller mig, at det ikke vil klæde alle. Og så ved jeg ikke om bælterne på billede et og tre er showpieces, eller om hun forventer, at folk vil rende rundt med en kæmpe blomst voksende ud af maven? Pyt. I like it.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar