tirsdag den 10. januar 2012

Questions for myself // Jan 2012



Lidt om mig, min stil og mit kulturforbrug her i starten af det nye år. Ovenover et billede fra i går, hvor jeg så Bjarke spille FIFA og hørte radio;)

Stil: Det meste af tiden er min stil ikke noget specielt. Jeg ville gerne ligne en blanding mellem en fransk intellektuel fra 1960'erne og en af nutidens franske stilikoner, men for det meste jeg er nok bare ganske afslappet. Jeg går helst efter et mix af det klassiske, det preppy, det rå og 60'er retro.

Designer: Jeg elsker næsten altid kollektionerne fra Givenchy, Dries Van Noten og Proenza Schouler, men de er alle langt over mit budget og vil formegentlig altid være det. Når jeg leder efter brugt tøj på trendsales, så er det mærker som Isabel Marant, A.P.C., Ganni og Filippa K, som jeg især holder øje med, men jeg køber det meste af mit tøj i H&M, Topshop og COS.


Stilikoner: Uha der er mange. Fra tidligere tider: Francoise Hardy, Jean Shrimpton, Marianne Faithfull, Jane Birkin, Audrey Hepburn, Brigitte Bardot, Jean Seberg, Nico, Veronica Lake, Jane Birkin, Twiggy, Faye Dunaway, Mia Farrow... Der er så meget god stil gennem tiden. I dag er Kate Moss, Maggie Gyllenhaal, Charlotte Gainsbourg og Alexa Chung altid inspirerende at følge, men i dag er det nok lettere at tale om it-piger end udødelige ikoner!

Smykker: Jeg går ikke med smykker og synes sjældent, at smykker passer til mig. Men jeg ønsker mig en moonlight grape-ring fra Georg Jensen. En enkel flot ring synes jeg er rigtig flot.

Taske: Jeg bruger stort set kun to tasker. En klassisk sort lædertaske med skulderrem fra H&M. Den passer til alt, og kvaliteten er rigtig god. En gang i mellem bruger jeg min kærestes shoppingnet fra Helle Mardahl. Især fordi Bjarke altid nupper min Fjällräven-ryksæk.



Skønhedsprodukter: Jeg har ikke særlig pæn hud, men jeg oplever en stor forbedring hver gang jeg dropper akne-produkter og skifter tilbage til det mildeste milde. Jeg går efter hudplejeprodukter med så lidt skidt i som muligt (parfume, parabener, alkohol osv), da jeg er bange for allergiske reaktioner. Jeg er glad for Embryolisses kultcreme. Jeg plejer at bruge en serum, en ansigtsolie eller en exfolierende gel under cremen. Jeg er ikke god til kropsprodukter. Jeg kan ikke lide cremer, der fedter. Jeg går ikke med makeup hver dag, men jeg synes, at makeup er sjovt. Lige nu er jeg vild med cremeblush og cremeskygger. Jeg bruger en mineralpudder som foundation fra Youngblood. Den er mild mod huden og ser naturlig ud.

Skønhedstip: 1) Rens huden morgen og aften og brug milde produkter. 2) Jeg elsker blush, fordi den får vinterkedelig hud til at se frisk og sund ud. Jeg lægger blush der, hvor jeg normalt ville blusse, hvis jeg gik en tur. Jeg foretrækker farver, der minder om min egen naturlige rødmen. 3) Lidt mat øjenskygge kan give øjenbrynene mere form og give ansigtet et løft. En rengjort mascarabørste med lidt hårlak får hurtigt øjenbrynene til at sidde. Det er billigere end at købe en øjenbrynsgel. 4) Lidt lys farve i øjenkrogen frisker op og gør en yngre at se på. 5) Hvis jeg er træt og har lidt røde øjne, så lægger jeg en nude eller hvid streg i den nederste, våde kant i øjet. Sammen med mascara virker jeg straks mere frisk.



Musik: Jeg hører helt en masse forskelligt musik i løbet af en dag inden for en masse forskellige genrer. Jeg kan mærke, at jeg i 2011 har fulgt mindre med i den nye musik end tidligere. Det har været et år, hvor jeg har hørt rigtig meget gammelt musik fra især 60'erne. Vi har også hørt en masse hip hop.

Litteratur: Mine største læseoplevelser i 2011 var Klovnen Shalimar (2005) skrevet af Salman Rushdi  og A Visit From The Goon Squad (2011) af Jennifer Egan. Men jeg hyggede mig også gevaldigt i begyndelsen af året med at læse de tre første bind om Pigen med Den Blå Cykel af Régine Déforge.


Kunst: Jeg kan godt lide at gå på kunstmuseum, og jeg elsker at se på billeder. Alle mulige billeder, men jeg er knapt så fortrolig med kunst med stort K som med andre kulturformer som musik, film og litteratur. Hvis jeg absolut skal være meget konkret, så har David Hockneys billeder af svimming pools altid været meget inspirerende sammen Yves Kleins fantastiske blå billeder og Richard Hamiltons collage, ”Just what is it that makes today's homes different, so appealing?”. 

Film: Jeg ser utrolig mange film. I 2011 var højdepunkterne blandt andet Drive, der var en true cool cat. We need to talk about Kevin efterlod det ondeste indtryk. Michael Fassbender blev min nye yndlingsskuespiller med Jane Eyre og X-Men: The Origins. Vi så også The Black Swan i 2011. Det er et mesterværk.



TV: Jeg ser mange tv-serier. Den bedste tv-serie er The Wire, som jeg ville ønske, at jeg kunne slette fra hukommelsen og se igen. Breaking Bad følger lige efter. Sidste sæson kommer i 2012. Blandt komedieserier er Parks & Recreation en klar vinder.

Gå-Ud-Steder: Mens jeg har boet i Aarhus har jeg nærmest ikke været ude at danse. Vi har mest været på barer og værtshuse, hvis ikke vi er blevet inviteret til privatfest. Jeg er tit til koncerter, så Voxhall og Atlas kan vel godt kaldes mine stamsteder.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar