Zombiefilm

Jeg er blevet fanget af megatrenden zombiefilm. 

Det er delvist overraskende og ikke overraskende. Det er ikke overraskende, fordi jeg elsker sci-fi og fantasy og alt det ind i mellem. 

Jeg bliver ofte fanget af popkulturelle fænomener. Jeg blev fanget af vampyrtrenden i sin tid og følger stadig med i tv-serierne True Blood og The Vampire Diaries. Jeg er vild med Harry Potter og The Hunger Games. Jeg har derudover en frådende interesse for tv, film, litteratur og bliver hurtigt nørdet omkring noget, hvis det fanger. (Jeg har ikke noget imod kitch, camp, soap og langt ude). Jeg er desuden nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor et fænomen tiltrækker så mange mennesker. Det er nok sociologen i mig, der pirres.

Nu er zombie-film jo ikke noget nyt. Særligt George Romero er kendt for sine film i 1970'erne Dawn of The Dead og Night of the Living Dead, men zombier er en endnu ældre mytologi... Jeg har bare aldrig før købt præmissen. Jeg har simpelthen fundet zombier super kedelige. Derfor er det overraskende, at jeg er blevet fanget af zombie-tendensen.

Modsat vampyrer, varulve, mutationer, aliens, robotter, hekse, feer og så videre, så kan man ikke få en meningsfuldt relation ud af et menneske og en zombie. Nyere tids vampyrfilmskliché om en romance mellem en vampyr og et menneske er fx umulig i zombiefilm. Zombierne er (trods forskellige fortolkninger af mytologien) døde følelsesmæssigt og fungerer kun som bevidstløse, frådende og ikke mindst ulækre monstre. Hvor sjovt er det lige, har jeg altid tænkt? 

Jeg har desuden aldrig været vild med horrorfilm. Jeg har nok for det første forbundet horrorfilm med teenage-gyserfilm samt forbundet gysere med en filmgenre, hvori formålet udelukkende er at gøre folk bange gennem chok og masser af meningsløs splatter.

For nogle år siden så jeg Shaun of the Dead og Zombieland. Det er to metafilm, der på den ene side er almindelige zombiefilm med alt, hvad det indebærer, og på den anden side komedier, der tager kærligt pis på genren. Jeg kan bestemt anbefale dem begge, men de fik mig ikke overbevist om genren. Muligvis fordi de netop er komedier, der gennem deres humoristiske distance ikke fik mig engageret i det etiske dilemma, som jeg har fundet ud af, er det dragende element for mig.

Billederne i dette indlæg er fra filmen 28 Days Later instrueret af Danny Boyle (Trainspotting, The Beach) på forlæg af Alex Garlands roman (ham med The Beach). Bjarke og jeg så filmen forleden, ligesom vi også så fortsættelsen 28 Weeks Later, samt følger med i zombie-serien The Walking Dead. 

28 Days Later er et godt eksempel på, hvorfor zombiefilm alligevel rammer mig. Filmen er godt håndværk og lige så meget en æstetisk oplevelse som en skræmmende oplevelse. Cilian Murphys oplevelse af et øde London efter at have været indlagt og bevidstløs, da udbruddet starter, er magisk. Dragende og flot filmet og formidlet. Derudover bliver zombierne (der i denne film er "smittet med galskab") et værktøj til at undersøge menneskeheden uden civilisation og uden fremtid. Hvem finder sammen og hjælper hinanden? Er der overhovedet plads til kærlighed og fællesskab, eller bliver det udelukkende et egoistisk projekt at overleve? Kan man overleve, uden at man har gjort frygtelige ting mod andre mennesker? Hvordan reagerer vi, når vi mister alt og alle på et øjeblik? Hvem er i virkeligheden farligst - zombierne eller andre mennesker? Hvad vil det sige at være menneske? Hvad er vores sande natur?

Jeg går ind i historien. Ind i dilemmaet. Jeg forestiller mig selv i situationen. Jeg bliver inspireret til at tænke over min egen eksistens. Jeg elsker netop "hvad nu hvis..."-historier, fordi de får mig til at tænke over mig selv og verden lige nu. 

Det er også derfor, at jeg elsker The Walking Dead, selvom serien sjældent imponerer med karakterudvikling eller skarp dialog. Men jeg lever mig ind i universet. Bjarke og jeg har haft seriøse samtaler omkring, hvordan man bedst overlever jordens undergang, et zombie apocalypse eller deslige... Serien påvirker en, selvom det er et urealistisk fantasiunivers.

Lige nu mærker jeg mit nørdgen vækkes i mig. Jeg får lyst til at undersøge og sammenligne zombiemytologien i de mange forskellige film, serier, comics og bøger. Jeg får lyst til at vide så meget om genren som muligt. Kender I det? Kan I overhovedet lide genren?

Zombiefilm har sidst men ikke mindst gjort mig mere nysgerrig på horrorgenren. Bjarke og jeg er begyndt at se tv-serien American Horror Story, der også synes at være et æstetisk projekt. Uhyggelig, modbydelig og smuk på en og samme tid.

Well, hvis I har det lidt ligesom mig, så kan vi glæde os til den næste Brad Pitt storfilm World War Z. Den handler også om en verden med zombierne. Me likey.