torsdag den 23. januar 2014

S/S 2014: Midi- skørtet


En af de mest interessante tendenser i mine øjne er den midt-læg-lange nederdel eller kjole. Det er især den måde, som den bliver stylet på hos mange designere. Man kan virkelig se 90'ernes minimalisme referet mange steder, og der bliver brugt lag-på-lag til at skabe fine effekter, samtidig med at der med fordel bliver brugt forskellige materialer i samme nuance.

Det er en rigtig svær længde. Modeller har en fordel i forhold til at de er høje, tynde og ofte har smalle hofter (en midi-kjole til en model ville være en kjole med slæb på mig!).
Jeg ville muligvis ikke have været specielt begejstret for denne tendens, hvis ikke jeg for et lille halvt år tids siden havde fundet en virkelig smuk 90'er-agtig sort kjole i crepe-silke (?) i genbrug (for 50 kroner eller noget i den dur), som skærer mig midt på læggen, og jeg er helt vild med den. Den er fantastisk at have på, og den kan styles på uendelig mange måder. Og så repræsenterer den noget nyt i min garderobe!
Den er skåret præcis som mange af disse looks - den er smal om benene og er ikke som sådan figurformet, men heller ikke oversize.  Den kan være flot alene. Den er pæn med et bælte - både højt og lavt. Den er også rigtig pæn med en sweater over eller en lang bluse. Den bliver fantastisk til sommer, selvom den er sort. Med et par store solbriller og flade sandaler, kommer jeg til at føle mig som en stjerne.

Mange af disse looks inspirerer mig helt vildt i øjeblikket. Det er ikke sikkert, at den lange nederdel  ender med at blive en vinder for mig (jeg har korte ben, lang overkrop og er lettere pæreformet), ellers så vil jeg bare nyde at se andre bære det bedre i bladene og på gaden!

Øverst har vi MaxMara/ Céline/ The Row/ Missoni

 ^Stella McCartney/ Sportmax/ Sonia Rykiel/ Marni

 ^Bottega Veneta/ Kenzo/ Marc Jacobs/ Fendi

 ^Gucci/ Céline/ Chanel/ Dries Van Noten

^Rochas/ Louis Vuitton/ Givenchy/ Christopher Kane

Ingen kommentarer:

Send en kommentar