Hvorfor ingen af mine venner endnu har taget min anbefaling alvorligt, når jeg har prøvet at presse Middlesex på dem forstår jeg simpelthen ikke? De går glip af en masse.
Hos mig er Middlesex af Jeffrey Eugenides helt oppe blandt de bedste læseoplevelser. Den kan det hele.
Det er en slægtshistorie, en indvandrerhistorie, en historie om outsidere, en dannelseshistoire, en historie om det biologiske køn versus det sociale, og så er den samtidig fantastisk velskrevet og medrivende og underholdende. Den er ond. Den er god. Jeg følte mig klogere bagefter.
Hvad: Cal er historiens fortæller. Han er tvekønnet og er blevet opdraget som pige (Calliope). Vi følger hans coming-of-age-historie fra opvæksten i Detroit. Vi hører imidlertid også om bedsteforældrene, der flygter fra Grækenland i 1920'erne på grund af en krig mellem Tyrkerne og Grækerne. De er søskende, men gifter sig i USA, hvor de starter et nyt liv ikke uden problemer. Vi følger også forældrene, hvorfor første del af bogen kan karakteriseres som en familiesage eller slægsroman. Senere gælder det i højere grad Cals historie og identitetsproblemer, idet han hverken føler sig som mand eller kvinde. Han stikker på et tidspunkt af, hvor han blandt andet bliver del af et freak show i San Fransisco.
Bogen fortælles i tilbageblik af Cal, der nu er 41 år, og skifter mellem første- og tredjeperson.
Jeg husker, at det fede ved kønsspørgsmålet i romanen var, at den ikke konkluderer på om køn er biologisk eller en konstruktion, som sker gennem socialisering, men diskuterer det på en ret spændende måde. (Til gengæld skal det også siges, at jeg læste den første år på universitetet lang tid før, at jeg på mit fag gik i krig på kønsteori;))
Men glem nu mit halvsløje forsøg på at beskrive handlingen; bogen skal bare læses og nydes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar