Viser opslag med etiketten moodboard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten moodboard. Vis alle opslag

mandag den 6. august 2012

Moodboard #10


Jeg har glædet mig til at lave det første moodboard med efterårskollektionerne, og det blev i dag. Nogle af billederne har jeg allerede vist på bloggen, men det bliver dejligt at kunne se dem på væggen hver dag i den næste periode:)
Jeg har især billeder med af Chloés efterårskollektion, da jeg er helt vild med den i øjeblikket. Farverne og materialerne, mums. Min anden yndlingskollektion i år er Proenza Schouler, men der er mange smukke kollektioner. I skal nok få lov at høre meget mere om efterårsmode, men vi er trods alt stadig kun i begyndelsen af august. 

Til efteråret er jeg stadig hooked på en sort læderjakke. Min nye (brugte) brune har desværre kun gjort mig mere sulten efter en sort jakke samt gjort mig mere kræsen i forhold til materiale og pasform. Desværre er læderjakker dyre. På Zara har jeg set en jakke, som på billedet ser pæn og cool ud, til 1500 kroner, men monstro kvaliteten er god nok fra Zara?

Jeg er også på udkig efter en klassisk vinterjakke i navy (som altid). Hvis jeg kan finde Filippa K's Penny Peacoat i navy fra sidste vinter, så er det vinderen. Ellers har jeg set en flot version fra Rutzou. På catwalken har der været masser af navy vinterjakker i klassiske peacoat snit, så måske er det my lucky season: måske bliver der masser af smukke jakker at vælge imellem?!

Jeg er derudover på udkig efter ankelstøvler med kilehæl og spidst snude. Jeg har fundet en smuk støvle fra Bianco i ægte læder, som frister mig. Den koster bare 1000 kroner, og det er mange penge i mit budget. Lige nu er jeg i gang med at mærke efter, om jeg virkelig vil have dem. 

Ellers tror jeg, at efteråret og vinteren bliver en vamset, blød, striksæson. Jeg har set en fantastisk oversize strikcardigan fra Zara, som jeg overvejer kraftigt. Men skal jeg bruge penge på den eller spare op til støvlerne eller læderjakken eller vinterjakken....
Som Bjarke altid siger; Åh, jeg glæder mig til at bliver rig;)

Dyreprint, miliprint, barokprint, blonder, pasteller, sort, fløjl og læder kommer til at præge sæsonen. 

onsdag den 20. juni 2012

Moodboard #9


Jeg hyggede mig med at lave et moodboard forleden, men jeg ved ikke, om jeg er helt tilfreds? Især da jeg så Caroline fra Carolines Modes moodboard her. Det er som om et moodboard gerne må rode en smule, og der godt må være andet end modebladsbilleder på for at gøre det mere yo, krea-cool, dér. Det hænger jo på væggen og bliver kigget på. Af mig selv, that is. 
På den anden side kan jeg godt lide de valgte billeder:)
Nå, der går nok ikke lang tid, før min humørtavle skal skiftes ud igen.

mandag den 16. april 2012

Moodboard #8


Det er to måneder siden, at jeg sidst lavede et moodboard, så jeg tænkte, at det var tid igen. Sidst var min opslagstavle fyldt med pasteller og sports wear. Lige nu føler jeg mig mindre mode-minded... det vil sige, det er også billeder fra modeblade, men der er bare ikke én bestemt stil. Jeg har bare fundet nogle billeder, der var pæne, cool eller gør mig glad at kigge på. Da jeg var færdig, følte jeg, at der manglede noget, så jeg lavede nogle mærkater... Jeg pillede dem hurtigt ned igen og smed dem ud, men da havde jeg taget et billede af opslagstavlen, så nu får I altså dem at se.

torsdag den 16. februar 2012

Moodboard #7


Jeg er alene hjemme, hvilket er rart, fordi jeg kan se dårlige chick flicks, spise pastasauce uden fløde og sove med to dyner. Jeg har også lavet et nyt moodboard. Jeg er gået i forårsmodus. Masser af pasteller, kasketter og bløde materialer. 

søndag den 8. januar 2012

Moodboard #6


Vi har stadig ikke noget internet hjemme i lejligheden. Lige nu håber vi på, at det endelig kommer til at virke igen på tirsdag. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind, for geez, jeg er afhængig af nettet til alt muligt. Jeg får spillet åndssvagt meget mahjong og syvkabale!!

For et par dage siden fik jeg tiden til at gå med et nyt moodboard. Jeg er mest til det casual, comfy look. Det må gerne være lidt finere til fest, men stadig ikke for sødt og pænt. For mig virker moodboards som en god inspiration - måske i særdeleshed mens jeg kigger mine mange modeblade igennem og beslutter mig for hvilke billeder, jeg kan lide.
Men jeg synes også, at jeg bliver mindet om gode ideer. Fx er Jil Sanders makeup for efterårskollektionen rigtig pæn og let at efterligne. 
Carmen Kass er stadig fin for Narciso Rodrigez parfumereklame, selvom den har nogle år på bagen, men hendes hår i kampagnen minder mig om håret hos Erdems ss11-kollektion og Valentinos ss12-kollektion, og det synes jeg er rigtig flot. Det vil jeg lære at sætte!
Apropos hår, så er er jeg vild med Freja Behas hår, som også Sojourner Sorrell flashede i septembers Vogue UK-udgave. Begges hår skylder Mick Jagger en del. Det er cool cool cool.
Kjolerne hos Bottega Venetas aw2009 er helt enormt lækre. Luksuriøse, sexede, cool og ubesværede.
osv osv.

Lige nu sidder jeg på universitetet. Ikke for at være flittig, men for at få webfun. Nu må vi se, om jeg får lavet et blogindlæg i morgen. Ellers er jeg forhåbentlig tilbage på fuld styrke tirsdag!

onsdag den 23. november 2011

Moodboard #5


Jeg hygger mig af og til med at omdekorere min opslagstavle med udklip fra nye og gamle magasiner, som jeg i øjeblikket finder inspirerende. I weekenden, hvor min computer var til reparation, hyggede jeg mig således med denne lille overspringshandling. Nu pynter den på min væg. Og hermed også på bloggen:)

onsdag den 28. september 2011

moodboard #4

Billedet er lidt grynet, I know, men sådan er det nu engang. Jeg laver jo en ny inspirationstavle en gang i mellem. Denne blev lavet for en lille måned siden, men jeg glemte at tage et billede til bloggen, hvilket jeg ellers har gjort med de andre. Min tavle er både fin i hverdagen til at huske mig selv på seje looks, når jeg skal klæde mig på, men mest af alt er det en form for terapi at lave den. Jeg elsker at sidde med saks, blade og nåle samt god musik i ørerne... Jeg overvejer ofte et karriereskift til layouter, art director eller grafiker, når jeg sidder og laver det her. Det er ikke intellektuelt krævende, men jeg kommer ind i en dejlig verden, hvor jeg glemmer tiden og hvor jeg til sidst har et produkt, der er rart at kigge på. Jeg maler og tegner også. her er følelsen den samme, men med kunst er jeg meget mere selvkritisk, så der er resultatet ikke altid lykkeligt. Kan I også lide at klippe/klistre?

tirsdag den 28. juni 2011

Moodboard #3

Jeg hyggede mig med at lave et nyt moodboard i går aftes, hvilket er genial non-brainy afslapning for mig. Jeg drømmer mig væk i et andet univers, hvor jeg kan være lige præcis den, jeg vil.
Jeg er lidt i retrostemning. Jeg er vild med langt naturligt hår - selv dansk leverpostejsfarvet hår! Jeg er vild med Eniko Mihalik i svenske Bon, store bløde hatte og den 70'er inspirerede stil. Både hippie, boheme og glam. Jeg er dog stadig vild med øjenmakeup med eyelinervinger og røde læber. Jeg er også vild med smokey eyes for den sags skyld. Jeg er faktisk vild med mange ting. Jeg ville ønske, at jeg var gigantisk rig og kunne gå ud og skifte hele min garderobe ud. Indtil da må jeg være kreativ med det, jeg allerede har;)

mandag den 6. juni 2011

Moodboard #2

Bjarke skriver bacheloropgave, vi hører jazz på dab-radionen og jeg klipper og river i gamle modeblade. Jeg plejer at gemme flotte billeder, modeserier eller andet inspirerende i en kasse, før jeg smider bladene ud. Jeg elsker at klippe og klistre. Det er den måde, som jeg kobler bedst af på, tror jeg. Da jeg mangler klister eller lim, om man vil, i øjeblikket, besluttede jeg mig for at lave en ny inspirationstavle. Den hænger på væggen ved siden at mit tøj. Det er rart i tøjrkriser at kunne hente noget inspiration. Det er svært at tage et godt billede af det, men oh well. Jeg har delt det lidt op i farver: orange, blå, pudder, gult og gråt. Det må være de farver, jeg inspireres mest af for tiden.

søndag den 3. april 2011

Moodboard

I dag har jeg brugt min søndag på at se Mad Men og lave et moodboard (eller inspirationstavle, om man vil). Jeg tænkte, at jeg ville dele det med jer. Normalt vil det hænge på soveværelset.
Nu vil jeg se Veronica Mars og pleje min hals, der har sin efterhånden månedlige pine. Øv.