TV TV TV!!!!

Vi købte et tv i går. Et fancy, dyrt 40" smart tv, som ikke ligner fjernsynene i dette indlæg. Jeg har nemlig samlet 25 billeder fra modeblade, hvor modellen poserer sammen med eller i et rum med fjernsyn, men typisk for moden, så er det nu de gamle, kasserede buttede og små tv, der giver cool cred i en editorial. Der er pludselig nostalgi over de gamle 10-14" fjernsyn eller de større upraktiske, store tv til stuen. Åh gamle dage. Anyhoodles, jeg ser the coolness, men elsker smart tv, for fårk, jeg elsker at streame tv-serier lige, når jeg har lyst!!!

SE ALLE BILLEDER EFTER HOPPET

TV-serier set i 2015, som er værd at anbefale....

Jessica Jones:

Jeg elsker Marvel-universet, og jeg må sige, at jeg faktisk er endnu mere nede medNetflix' tre Marvel-serier fra 2015, end med filmene, der foregår i samme tid/univers og refererer til hinanden. I tv-serierne er der nemlig tid til mere end slåskampe og store eksplosioner. Der er tid til at lære personerne at kende. Jeg elsker, når karakterer med kemi konfronteres med hinanden... eller bare snakker sammen. En god gang klassisk banter er alt, jeg behøver for at blive underholdt.

Jessica Jones er seneste i rækken, og det er en god serie. Ja, der er ting i serien, hvor jeg synes, at manuskriptforfatter taber muligheder på gulvet; hvor det tegnede sig til noget bedre midt i serien end det, vi får. Men castingen er lige i øjet. Krysten Ritter er god som Jessica Jones - jeg har fulgt hende i mange år fra Gilmore Girls og Veronica Mars til Braking Bad og The B---- form Apartment 23, men her står hun i centrum og bærer det flot. Jeg er glad for en kvindelig protagonist, og jeg kan lide venskabet og støtten fra veninde/søsteren Trish spillet af Rachel Taylor. Jeg må dog sige, at jeg var allermest vild med skurken Kilgrave spillet af den quirky britiske skuespiller David Tennant (Dr. Who, Broadchurch). Han har en særlig stil, som går igen i det meste, han laver, men jeg er vild med ham, og jeg elsker skurkens "talent". Lidt ærgerlig over, at serien ikke udnytter den ambivalens omkring ham, der er midt serien, og i stedet går mere klassisk EVIL supervillain til værks mod slutningen.

I serien møder vi også Marvel-karakteren Luke Cage, som er protagonisten i næste Netflix/Marvel-serie. Den kommer jeg også til at se.

Daredevil:

Hvis man kan lide Jessica Jones, bør man også se Daredevil, som jeg - ligesom JJ - nærmest slugte i én dejlig lang mundfuld. Man får ikke bare historien om, hvordan Daredevil bliver til, så at sige, men også, hvordan den klassiske Marvel-skurk Fisk bliver til den supervillain, man kender fra tegneserierne. Der er gode kræfter på spil. En supercharmerende hovedrolle, og en god balance mellem karakterudvikling, action og god dialog.

Agent Carter:

Hvis man så den første Captain America-film, så kender man Peggy Carter, som Steve Rogers a.k.a Captain Americas store kærlighed i 1950'erne, inden han bliver sendt afsted til fremtiden. Agent Carter foregår altså tilbage i 1950erne, og handler om, hvordan Peggy Carter spillet af Hayley Atwell er med til at starte S.H.I.E.L.D. Den er virkelig god, og så får man lækre retro-kostumer og endnu en kvindelig protagonist i et ellers mandsdomineret superhelteunivers.

TURN:

Nå, ikke mere flere superhelte. Nu gælder det et historisk drama fra 1770'erne... Lyder det sygt? Vi er i New England under den Amerikanske Revolution, hvor der er krig mellem dem, der ønsker et Forenet Amerika med egen regering fri fra det britiske Imperium og kongemagt, og dem, der støtter op om fortsat Engelsk styre. Vi kender alle resultatet, men her følger vi den spionring på amerikanernes side, der var med til at vende "slaget". Vi følger også strategerne på den britiske side, og det gode ved serien er, at der er onde og gode på begge sider, selvom man som seer holder med Amerikanerne med Jamie Bell i hovedrollen som Abe Woodhull fra Setauket, Jeg var på forhånd lidt nervøs, for historiske dramaer tit indebærer kedelige roller til kvinderne, men heldigvis er der seje kvinder i især Heather Linds Anna Strong. Derudover er der man candy, der vil noget. Jeg er hooked. Der er kommet to sæsoner og en tredje kommer næste år. Man kan se serien på HBO Nordic.

Fargo:

Jeg har faktisk ikke set første sæson, men den skal jeg helt klart i gang med, når anden sæson er slut. Serien er en såkaldt antologi, så hver sæson har sin egen afsluttede historie med nye skuespillere. Anden sæson foregår i 1970erne på grænsen mellem North Dakota og Minnesota i USA, hvor man ikke så tit kommer hen i film, men ligesom i filmen fra 1996 er et ret firnurligt univers. Området er kendt for at minde om Canada i måden folk både opfører sig på og taler - man er ydmyg, og man er venlig over for alle - også de uvelkomne. Der er meget koldt om vinteren, så sneen er overalt. Serien er en krimi, men man følger alle personer, så man skal ikke som seer som sådan opklare noget, men hændelserne er så absurde, at det er svært at regne ud, hvad der sker. Serien er underholdende og sjov, fordi hændelser er aburde og karaktererne skæve, men alle skuespillere spiller fantastisk og dialogen er lige i øjet. Kirsten Dunst er nok sæsonens størst trækplaster, men også fantastiske Patrick Wilson og Jesse Plemons foruden Ted Danson og Jean Smart har hovedroller. 70'er universet er lækkert og gennemført. Man kan se den på HBO Nordic.

Homeland:

Jeg elsker Homeland. De sidste to sæsoner har været mine favoritter siden første sæson, mens anden og tredje var skuffende. Denne gang er vi i Berlin, og plottet er spændende, og jeg er efterhånden virkelig knyttet til hovedpersonerne, så jeg sidder på kanten af stolesædet og krydser fingre for vores karakterer. Især i denne sæson, hvor vi langt hen ad vejen ved mere end vores hovedpersoner og derfor sidder og håber på, at Carrie og Saul ikke stoler på de forkerte. Jeg synes, at det er sjovt at følge agenterne i deres arbejde for CIA, hvilket også føles meget relevant i verden lige nu. Serien har på den ene side hovedpersoner, der arbejder for CIA, og som vi hepper på lige meget hvem, de er oppe imod, men på den anden side glorificerer serien ikke ligefrem agenters arbejde. Alle er temmelig fucked up og gør ting, jeg håber ikke sker i virkelighedens verden. Jeg er stor fan af karakteren Quinn spillet af englænderen Rupert Friend, og selvom det er lidt underlødigt at shippe tv-karakterer, så er jeg stor Quinn-Carrie-shipper. Det ligner ikke en serie med nogen happy endings, når den engang slutter, så mit ønske om et de levede lykkelig til deres dages ende bliver nok ikke opfyldt. Jeg ser sæsonen på dr.dk, men der kan man kun se seneste afsnit. Tidligere sæsoner kan ses på Netflix.

The Brink:

Har man set Homeland, bør man helt klart også se den mere satiriske serie The Brink, der handler om mange af de samme ting som Homeland, men med mere åbenlys inkompetence og komik. Jack Black er manden, der tilfældig lander i en hovedrolle som "spion" i Islamabad, og sammen med den amerikanske udenrigsminister spillet af Tim Robbins samt en jægerpilot spillet af Pablo Schreiber er de pludselig de eneste, der måske kan redde verden fra en ny verdenskrig, da den amerikanske præsident er rådgivet af utålmodige krigsliderlige folk, og den uintelligente psykopat General Umair Zaman har overtaget magten i Pakistan... Anyways, det er virkelig sjovt, og selvom alt er sat på spidsen, så har man lidt på fornemmelsen, at den ofte fanger noget meget sandt omkring verdens tilstand og dens ledere. Bag komikken er der jo en sand fortælling om en verden, der lidt for ofte står på kanten af krig mellem nationer eller verdensdele. Serien kan ses på HBO Nordic.

Masters of None:

Azis Anzari spiller en cirka 30 årig New Yorker, der kæmper med karriere, familie og kærligheden på en sød og meget genkendelig måde for alle os cirka 30 årige millenials. Alle afsnit har et fokus - fra hvordan vi behandler gamle mennesker til vores forhold til forældre, fra presset om at blive gift og få børn til frygten for at glip af noget, at blive gammel og tabe friheden... Mange ting, vi genkender, men serveret gennem utrolig sympatiske, herlige karakterer og god, humoristisk dialog. Jeg var meget begejstret, fordi den behandler emner på en meget nuanceret og fin måde og rammer tiden virkelig godt, samtidig med at der er dejligt forfriskende at se gennemsympatiske karakterer hele vejen igennem.. man kan godt lave godt tv med mennesker, der gerne vil det godt og grundlæggende er rare personer... flinke personer har det jo ikke altid nemt alligevel. Serien er total millenialsk - fra måden, vi er sammen på, til vores behov for gadgets og til vores konstante referencer til film og tv-serier. Meget fin serie... Kan ses på Netflix.

Serier, jeg også kan anbefale, men som jeg har skrevet om før eller kommer til en anden god gang...

Masters of Sex

The Americans

Bron/Broen

Veep

Game of Thrones

Orange is the New Black

Better Call Saul

South Park

BoJack Horseman 

Vogue-doc "The Future of Fashion" med Alexa Chung

Jeg er alene hjemme - aaaahhhh, det sker så sjældent, og det er tit rigtig rart, selv på en lørdag. Jeg udnytter muligheden til blandt andet, at se modetv på det store fjernsyn (efter nogle afsnit af mit ugentlige fix af campy vampyrserier).

Jeg har set den 6-episoder-lange dokumentarserie The Future of Fashion, hvor den britiske it-girl/journalist/model/DJ/blablabla Alexa Chung interviewer forskellige folk i modebranchen - fra designere til undervisere, trendspottere, modelagenter og indkøbere m.m. Det er engelsk Vogue, der står bag dokumentarserien, og den kan findes på deres hjemmeside eller på deres youtube-kanal. 

Hvert afsnit er kun cirka 10 minutter plus minus. Alexa Chung fylder meget, men hun virker til at have god kemi med sine interviewpersoner. Kan man ikke lide hende, så skal man nok springe serien over, men jeg finder hende ganske underholdende. Serien fokuserer meget på, hvordan man kan komme ind i modebranchen samt at der er mange flere forskellige jobs end man skulle tro. 

Serien er meget rettet mod unge mennesker, som gerne vil ind i branchen, men ikke ved hvordan, og den fungerer som et hurtigt overblik, men den går ikke så meget i dybden med de forskellige emner...

Til gengæld er den gratis at se, og den er helt ny. Catwalkbillederne er fra den netop overståede sæson, hvor der ellers ofte, når en modedokumentar bliver tilgængelig, allerede gået et par år fra optagelserne, hvilket kan være lang tid i modeverdenen. Den føles dejlig uptodate. Højdepunkterne er, synes jeg, når hun snakker med modedesignerne Christopher Kane, Claire Waight-Keller og Olivier Rousteing samt dokumentaristen bag Dior & I.

Nedenfor kan I se de seneste billeder, jeg har fundet af Alexa Chungs personlige stil. 

God lørdag to y'all!

SE ALLE BILLEDER EFTER HOPPET

TV: Miss Fisher's Murder Mysteries - with awesome 1920s fashion

Jeg har i de sidste par uger set rigtig meget Miss Fisher's Murder Mysteries på Netflix. Det er en australsk tv-serie, der følger den frigjorte overklassekvinde Miss Phryne Fisher i 1920'ernes Melbourne, når hun som detektiv i samarbejde med ( et ofte modvilligt) politi i byen. Hun får hjælp af sin stuepige, chauffører og en butler, mens hun flirter sig gennem livet i fantastiske gevanter. Mordgåderne er sommetider ganske sjove, men jeg ser den nu mest for underholdende karakterer og især for de fantastiske kostumer. Jeg er på forhånd fortabt i 1920'erne mode, og her får jeg alt, hvad hjertet begærer. Miss Phryne Fisher er altid upåklageligt påklædt og ikke bange for at overdresse. Hun skifter tøj flere gange i hvert afsnit, og hun er heller ikke bange for at gå undercover, så hun kan få lov at tage sig ud som pilot/cirkusprinsesse/instruktør/danser m.m.

Jeg har fundet en del billeder på nettet til indlægget her, men hendes awesome style får man nu den bedste fornemmelse af ved at se serien. Der er i hvert fald mange flere mindeværdige looks end dem, jeg her med. Uha, jeg ville gerne være en millionøse i 1920'erne, når jeg ser Phryne's garderobe (hende skøre navn udtales Frajni). Phryne er også dejligt selvsikker, frembrusende, flirtende, fordomsfri og livsnydende - hun har mange kvaliteter, som jeg sætter pris på hos en tv-heltinde. Men igen - tøjet. Uha tøjet!!!

(Jeg har set, at tøjet bliver udstillet i Australien - det er også flot).

SE ALLE BILLEDER EFTER HOPPET

Doven søndag - tips til underholdning

Jeg burde sætte mig til at læse, men er kronisk ude af stand til at tage mig sammen om ting, jeg SKAL, før det næsten er for sent... Så indtil videre har jeg en typisk doven søndag... Jeg tænker, at jeg vil dele med jer nogle af de ting jeg ser, hører og læser en doven søndag som denne....

- Har I hørt podcasten, alle taler om? Serial. Man bliver afhængig. Jeg har desværre ikke hørt den fra starten, men koblede mig på Bjarkes lytning midt vejs.... Journalisten forsøger at finde ud af, om en fyr er blevet uskyldigt dømt for et mord. Hun fortæller om processen i sin egen "opklaring", og vi får hver en lille tanke om hver sten vendt undervejs...

- Vi har i dag hørt 3-4 afsnit af podcasten Criminal. Her er det ikke en fortløbende historie ligesom i Serial, men et nyt emne for hver gang, der relaterer sig til mordgåder, opklaringen m.m.

- Jeg er begyndt på Treme - HBO-serien om livet i New Orleans-bydelen Treme efter Hurricane Katrina. Den er skrevet af manden, der lavede the Wire, og jeg kan godt lide stilen. Den er godt anmeldt, men set af få. Jeg er dog på det seneste blevet lidt glad for skuespilleren Michiel Huisman fra Game of Thrones + Orphan Black, så han har været med til at få mig i gang...

- Hvis man gerne vil have lidt baggrund ift Treme, så anbefaler jeg dokumentaren When The Levees Broke af Spike Lee. Den handler om Hurricane Katrina og varer fire timer... Man får det hele med. Både katastrofen forklaret, folks personlige beretninger, det politiske spil og meget mere. Katrina-katastrofen blev håndteret meget dårligt af the federal government, og argumentet lyder på, at det er fordi New Orleans er en by med mange fattige sorte, så man underprioriterede nødhjælpen.

- Hvis man vil se en lidt anden type tv-serie, så er jeg lige blevet færdig med anden sæson af Masters of Sex, og serien bliver ved med at imponere mig. Jeg kunne skrive side op og side ned om min begejstring og beundring af seriens måde at skildre mennesker på - deres kompleksitet, deres udfordringer, det tidstypiske (vi begynder i 1950'erne og kommer op i 1960'erne i anden sæson)...

- Jeg kan godt lide at høre radio, når jeg rydder op, laver mad m.m. Bæltestedet på Radio 24-7 fungerer rigtig godt til det. Værterne Simon Juul og Jan Elhøj er sjove, men faktisk også interessante og desuden sjove på baggrund af indhold - de finder nyheder og artikler fra hele verden, der er lige dele sjove og WTF.

- Vi har set en del Michael Jeppeson møder... fra dr.dk her i hjemmet. Vi har også set Agger indefra. Jeg synes, at programmet, hvor han følger nogle forsvarsadvokater var ret interessant. Samme dag så vi i øvrigt et andet dr-program, der hed Svindlerne - hall of fame, og det gjorde ret stort indtryk på mig. Især det her med den manglende empati for ofrene. At ingen af de dømte svindlere skænkede dem en tanke. Det er så fjernt for mig.

- Hvis I vil se en popcornfilm og godt kan lide space adventures og superheltefilm, så anbefaler jeg Guardians of the Galaxy. Jeg synes, at den var spændende, sjov og godt castet. En god blanding af Star Wars, Futurama og Fantastic 4.

- Har jeg ideer til læsestof? Ikke rigtigt, for hvis jeg læste, så burde jeg jo læse skoleting... Jeg vil dog sige, at jeg her i efteråret har læst novellemsamlingen Redeployment af Phil Klay og var svært underholdt, forfærdet og fanget af den. Den handler om amerikanske soldater i Irakkrigen - udsendt, hjemsendt og midt i mellem, og selvom det umiddelbart ikke falder inden for mine interesser, så var det fucking god læsning.

Der er sikkert mange flere ting, jeg kunne anbefale. Jeg bruger meget tid på film, tv og radio, som I nok kan se. Og hvis I har set/hørt/læst noget fedt, så læg endelig en kommentar!

Weeds

Jeg skal til eksamen i næste uge, og jeg er ikke rigtig begyndt at læse. Jeg har læst undervejs i semestret, men jeg mangler stadig noget af pensum, og jeg bør vel læse noter og gå pensum igennem igen... Jeg er bare blevet rimelig hooked på Weeds i den sidste uges tid og har set tre sæsoner på Netflix.

Weeds er lavet af den samme kvinde, som har skrevet Orange is the new black, som jeg også er ret pjattet med. Det er halvtimes afsnit, og der er lavet 8 sæsoner. Det tog mig en håndfuld afsnit at falde for serien, men nu er jeg altså fanget... og jeg MÅ IKKE se mere før efter næste uges to eksamener... Jeg er slet ikke i skole/læse-humør, hvilket er noget møg, for jeg har ingen selvdisciplin og er meget afhængig af "mit humør". 

Serien er sjov. Fyldt med amerikansk dobbeltmoral, sjove karakterer og gode replikker. Kort fortalt handler det om en husmor, der efter sin mands død, begynder at sælge pot til folk i nabolaget for at kunne opretholde sin og børnenes levestandart. Det giver hele tiden nye konflikter for hende og folk omkring hende.

Zooey Deschanel havde en rolle i en håndfuld afsnit, hvor hun spillede halvpsykopatisk quirky girl, en rolle, som hun efterhånden har perfektioneret. Jeg var ret vild med Zooey Dechanel i mange år og startede også med at holde meget af hans hendes nuværende gig - komedieserien New Girl, indtil jeg begyndte at finde serien alt for hysterisk og ikke så sjov længere. Jeg holdt en pause, som efterhånden har varet en sæson eller to... 

En anden birolle, som modefolk nok vil synes er mere interessant er Mary-Kate Olsen i 3. sæson. Hun spiller den dobbeltmoralske, religiøse og meget flirtende Tara, som bliver kærester med hovedpersonens søn i serien... Det er ret pudsigt at se  hende i rollen, fordi jeg 1)havde glemt, at hun startede som skuespiller og hun 2) gør det rigtig godt  (Jeg har ikke bare set Full House; jeg har også set serier som Two of a Kind og So little time, der blev sendt på TvDanmark back in the days, og har skuespillet ikke ligefrem award-værdig) 

3) er så flirtende, snakkesaglig og udadvendt i rollen. Det sidste er lidt det modsatte af det, man fornemmer fra de billeder, man ser fra diverse modeevents. Der ser de to modesøstre altid så lukkede, bange og sammenbidte ud. De smiler aldrig, og ja, bare det at høre hendes stemme er lidt skørt. 

Ladies of TV

Indlægget her er nok ikke så passende i sommervarmen, for i dag skal man vel på stranden... hvis det ikke var fordi at min mor har fødselsdag i dag og der er gæster (jeg holder pause en gang i mellem fra de meget højtsnakkende pensionister), så lå jeg i bikini ved vandkanten lige nu.

Jeg er, for dem der ikke ved det, en rigtig tv-narkoman. Jeg EEEELSKER tv-serier, og jeg ser rigtig mange (jeg ser til gengæld ikke så meget andet tv udover fodbold i ny og næ). Jeg følger også blogs og den slags om tv-serier og populærkultur og elsker at snakke om gode tv-serier med mine venner - også film, men jeg kan godt lide, at man i serier kommer mere ind i personerne.

I dette indlæg har jeg samlet nogle leading ladies (og et par supporting) i en god håndfuld tv-serier, som jeg elsker af forskellige grunde.

Øverst har vi Keri Russel, som engang var kendt som krølhårede Felicity, men som i dag spiller KGB-spion i koldkrigsdramaet The Americans. Første sæson havde mig i sin hule hånd, mens anden sæson ikke helt har levet op til første sæsons pull.
Bjarke og jeg ser serien sammen, hvilket betyder, at jeg altid må vente til, at han også har tid og lyst, hvor tv-serier, jeg ser alene, ofte bliver "binget" i løbet af meget kort tid. 

Keri Russel ser fantastisk ud i serien - hun ældes åbenbart ikke, og det er sjovt at se hende i diverse udklædninger. Lige nu får hun ekstra omtale, fordi hun også er med (som en af de eneste kvinder) i den nye Abernes Planet-film. 

Lige siden The Dreamers har jeg crushet rimelig hårdt på fransk/engelske Eva Green, der også havde rollen som Vesper Lynd i den succesfulde Bond-film Casino Royale. Hun spiller en af hovedrollerne i den kulørte litterære mashup af en tv-serie Penny Dreadful, hvor hun spiller en besat kvinde i victorianske England i selskab med ikoniske karakterer som Frankenstein og hans monster, Van Helsing, Dorian Grey, varulve og vampyrer. Det lyder fjollet, men jeg er hooked. Og Eva Green... hun er en kæmpe fornøjelse.i alle sine scener. Hun kunne læse op af en telefonbog og stadig være en fornøjelse. Jeg er fan.

Lizzy Caplan var formidabel i komedieserien Party Down, som desværre blev cancelled alt, alt for tidligt. Heldigvis fik hun rollen som Virginia Johnson i den "based on a true story" Master of Sex sidste år, og hun gør det fantastisk. Serien er sådan set et drama, men hendes karakter er kvik og humoristisk og med til at også at gøre serien sjov og underholdende. Første sæson var desuden fyldt med fantastiske bipersoner, men mange af dem har ikke været ledige her i anden sæson. Jegg håber serien introducerer nye bipersoner, der er lige så gode som dem i første sæson. Serien er i hvert fald ret fantastisk. 

Aubrey Plaza er fast karakter i Parks & Recreation, som vel nok er min yndlings komedieserie, og som desværre slutter efter næste sæson. Aubrey Plaza har en helt særlig stonefaced ironisk humor i de fleste film, jeg har set hende i, men det kan jeg rigtig godt lide, og hendes karakter i Parks & Rec er altid en fornøjelse at se på.

Claire Danes var en stor stjerne allerede i 90'erne, hvor hun var med i Romeo & Juliet med Leonardo DiCaprio, spillede Angela Chase i kultserien My So-Called Life og var med i Bille Augusts version af Les Miserables. Op gennem 00'erne havde hun også fine roller: jeg kan anbefale Igby Goes Down, The Hours og den biografiske Temple Grandin fra 2010, som hun også vandt en masse priser for. Med hovedrollen i Homeland blev hun dog bare endnu mere kendt, hvilket viser, at tv-roller i dag ikke altid er mindre lødige og prestigefulde end filmroller. Homeland havde en første sæson, der sad lige i øjet på de fleste parametre. Det har anden og tredje sæson ikke kunne gøre efter, men jeg glæder mig alligevel til fjerde sæson, fordi vi på mange måder starter på en frisk. 

Udover at Kristen Bell er Veronica Mars - alletiders bedste high school/-seriekrimiserie/komediedrama - så er hun også i disse år med i komedieserien House of Lies om nogle ambitiøse, kyniske, til tider socialt afstumpede Harvard-uddannede virksomhedskonsulenter. Serien er fyldt med hurtig, intelligent dialog, men handlingsforløbende er ikke, hvad komedier normalt er gjort af. Den er dark og twisted, og folk trashtalker hinanden som i ingen andre serier, men jeg er vild alle de faste karakterer og er stærkt underholdt.

Taylor Schilling i Orange Is The Black er virkelig god, synes jeg. Serien er generelt fyldt med fantastiske skuespillerpræstationer - interessante og underholdende karakterer og good writing, og jeg synes, at anden sæson her har været mindst lige så god som den første. Serien er egentlig dybt dramastisk og tough, men serien er skrevet med skarp sans for komedien, og det er godt tænkt. Man rammen af det seriøse, men underholdes og glædes af det sjove. Bjarke og jeg spænede igennem sæsonen, og jeg kan slet ikke vente til tredje sæson...

Jeg er så fantastisk fyldt med imponade over Tatiana Maslany, der spiller jegikkehvormange forskellige karakterer på den fastastiske sci fi-spændings drama Orphan Black, som jeg vist nok har nævnt en eller syv gange før. Anden sæson havde ikke lige så god story telling som første sæson, men jeg er helt vild med alle karakterne og synes, at det er total strengt, at jeg nu skal vente et år igen, før der kommer en ny sæson.

Natalie Dormer er nok mest kendt for Game of Thrones, hvor hun spiller Margaery Tyrell, men hun har også begået fantastiske præstationer som Irene Adler i Elementary og som Anne Boleyn i The Tudors. Nu får hun også en større rolle i de sidste to Hunger Games-film, så hun må efterhånden have nået ret bredt ud med sine roller. Jeg synes, at hun er ekstremt talentfuld. Hun er rigtig dygtig til roller, hvor hun skal charmere, men er stærkt manipulerende og ekstremt intelligent. De karakterer elsker jeg, så hun har mig i sin hule hånd.

Orange is the new black... is back

Jeg har været optaget af familiebesøg og VM, så jeg har helt glemt, at Orange Is The New Black er tilbage med anden sæson på Netflix. Jeg har set tre afsnit, og det er godt at se, at niveauet holder fra første sæson. Det er både grumt og sjovt, tragisk og hyggeligt, ondt og optimistisk... Det er en serie, der vil noget under overfladen, selvom den umiddelbart først og fremmest er god underholdning. Jeg er fan!

Her er nogle billeder fra amerikansk Elle, hvor karaktererne har fået en fancy makeover i fænglset... Lidt for meget photoshop, hvis I spørger mig. De fleste ser sgu bedre ud uden makeup i serien.

Watching at the moment: Masters of Sex

Jeg har i løbet af den sidste uges tid set otte afsnit af første sæson af Masters of Sex (anden sæson begynder vist i juli), og jeg er vildt begejstret. Måske fordi serien på sin vis handler om sex, kønsroller, ligestilling, fordomme, myter, normafvigere osv. samtidig med serien er godt skrevet, personerne er interessante og skuespillerne godt castet. 

Serien handler meget kort om Dr. William Masters og Virginia Johnson, der sammen i 1950'erne og 1960'erne lavede studier om sex, der var revolutionerende på sin tid, fordi man for første gang får undersøgt en masse fysiologiske ting omkring sex, der før blot var baseret på formodninger. De foretager studier af sex på et tidspunkt, hvor den slags ikke blev anset for lægevidenskabeligt interessant, og hvor Dr. William Masters risikerer sit ry og rygte for at forfølge sin drøm om at gøre emnet videnskabeligt.

Og ja, studier af sex indebærer blandt at studere folk, der mastuberer og par, der har sex, og måle deres kropstemperaturer og åndedræt samt længden af orgasmer osv. 

Det er ligesom udgangspunktet for serien, men som langt det meste fiktion handler serien først og fremmest om relationer mellem mennesker.  Vi følger desuden et persongalleri omkring "parret". 

Selvom hovedpersonerne er virkelig interessante og godt skrevet (Lizzy Caplan er helt rigtigt castet i rollen som Virginia, og Michael Sheen imponerer med sit skuespil), så er jeg lige så investeret i mange af bipersonerne, hvis ikke mere.

Da historien er baseret på virkelige personer og begivenheder, så ved vi, at Masters og Johnson bliver gift senere (i 70'erne, tror jeg), men da historien begynder (i 1956) er Masters gift med smukke Libby. 

Ligheden mellem deres ægteskab og Mad Men's Don Draper og Betty er til at få øje på, men hvor alle personer i Mad Men er svære at holde af - Betty ikke mindst - så er Libby noget af det sødeste og varmeste. Skuespilleren får virkelig meget ud af en karakter, der kunne (burde?) have været utrolig kedelig. Libbys store ønske er at få et barn, men selvom William Masters' er fødselslæge og specialist i at hjælpe barnløse kvinder med at blive gravide, så er det svært.

Jeg er helt vild med Betty - en lesbisk prostitueret, som desværre ikke er med i så mange afsnit, men rygtet siger, at hun er tilbage i 2. sæson, så jeg glæder mig allerede. 

Den fineste story arc lige nu handler om Masters' overordnede og gamle mentor, Barton Scully, og hans kone Margaret. Jeg vil ikke sige for meget, men deres historie er både trist og rørende, og jeg synes, at Beau Bridges og Allison Janney er fantastiske i rollerne. 

 Den gifte kvindebedårer Austin virkede lidt træls og endimensionel i første afsnit, men han bliver mere og mere interessant jo mere skærmtid, vi får med ham.

Den nysgerrige og åbne Jane er stor hjælp i videnskabens tjeneste, og så er hun skarpere end først antaget: det er i hvert fald ikke alle, der læser The Second Sex og Freud i frokostpausen. 

Der er også den unge læge Ethan, der er forelsket i Virginia, og den unge Vivian, der er forelsket i Ethan. 

Ethan fremstår som et kæmpefjols i første afsnit, men man kan godt sætte sig ind i hans frustrationer - han er forelsket i Virginia, en frigjort, fraskilt kvinde - mor til to - som sagtens kan adskille sex og kærlighed. Han kan slet ikke greje hende, fordi han er opvokset med en masse myter om kvinder, sex og kærlighed, der i dette tilfælde slet ikke holder. I forholdet til Virginia er han den magtesløse.

Han bliver i serien dog også eksemplet på, at mænd faktisk gerne vil have kvinder med mere at byde på end et veludviklet husmodergen. Det tager lidt tid at opdage. Det er ekstremt svært for Ethan med "omvendte kønsroller" og"ophævede kønsroller", fordi han ikke er opmærksom på, at kønsroller i høj grad er kulturelt og socialt betingede og ikke noget som bare er. At kønsroller er normer og ikke regler. Og at man ikke behøver at gøre det, som "normen dikterer".

Jeg er blandt dem, der aldrig rigtigt blev fanget af Mad Men, selvom jeg virkelig har givet serien mange chancer. Jeg har kæmpet mig igennem fire sæsoner, men jeg er ikke kommet videre i et par år. Mit problem er nok, at den tager sig selv lige lovlig seriøs, og at jeg virkelig ikke bryder mig om nogen af karaktererne. Særligt kvindeportrætterne er bare så triste... Faktisk finder jeg de fleste historier i Mad Men ekstremt deprimerende. Mange gange synes jeg også bare, at den er kedelig (indrømmet, der er rigtige gode afsnit ind i mellem, ellers var jeg nok ikke kommet igennem fire sæsoner).

Hvad jeg rigtig godt kunne lide ved Mad Men var set designet, kostumer, stemningen, ja, rejsen tilbage til 60'erne. Den tur får man også i Masters of Sex, der dog ikke leverer helt samme coolness som Mad Men.

Masters of Sex foregår næsten i samme tidsperiode (lidt tidligere), men serien er i mine øjne mere dynamisk, og karaktererne er meget lettere at holde af og holde med, uden at de af den grund føles som papfigurer. De føles som mennesker. De har fejl og mangler, men heldigvis også gode sider. 

Man udnytter også tidsfaktoren ved, at nogle af deres fejl dengang ville blive anset for noget positivt i dag. Mange af deres problemer i den tid ville ikke være problemer i dag... Og dog. Vi har jo masser af problemer i dag, der svinger over de samme temaer, men problemerne har trods alt rykket sig lidt. Måske. Det kan man som seer jo tænke lidt over. 

Anden sæson af den awesome serie Orphan Black er i gang

Jeg skrev om den sidste år, da jeg var helt oppe og ringe over første sæson, men nu er anden sæson begyndt, og jeg jeg føler, at jeg bliver nødt til at gøre lidt reklame for den igen. 

Orphan Black er serien, man skal se, hvis sci-fi, drama, action og godt skuespil er noget for én. Jeg er hooked big time, og jeg synes i øjeblikket, at Tatiana Maslany er den sejeste skuespiller like ever, mayn. 

I serien spiller hun flere roller, fordi serien foregår i et univers, hvor man kloner mennesker; ikke at almindelige mennesker ved noget om det, men det går i løbet af første sæson op for hovedpersonen Sarah, at der findes et ukendt antal kvinder rundt i verden, der ligner hende til forveksling. 

Alligvel ligner kvinderne slet ikke hinanden, og det er her, at Maslanys store skuespillertalent kommer på banen. Hun spiller en god håndfuld kloner med hver deres unikke personlighed, og som tv-seer skal man konstant minde sig selv om, at det er den samme skuepsiller, der spiller dem alle sammen. Hun puster virkelig liv ind i dem alle sammen, så man nogle gange tager sig i, at ville slå op nettet for at se, hvem det nu er der spiller Cosima... Eller en af de andre.

Øverst har vi de tre kloner, der indtil nu fokuseres mest på; nemlig Cosima, en hyperintelligent biokemiker, der i øvrigt som den eneste er gay, Sarah - en utilpasset singlemor med en fortid som con-artist, og Allison - en soccer-mom i forstaden med mand og børn og et voldsomt temperament, der trigger, når hendes behov for perfektion ikke lader sig gøre. 

I slutningen af første sæson blev man præsenteret for Rachel (herover til venstre), som ser ud til at få en større rolle i 2. sæson. Hun er selvfølgelig som man kan fornemme på billedet en superkontrolleret ice queen. På billedet herover kan man se, hvor meget ansingsmimik foruden, bevares, parykker og makeup kan ændre en persons udseende og udstråling. Rachel, Sarah og Allison kunne ikke være mere forskellige, og alligevel er de helt ens.

Cosima og hendes franske kæreste/overvåger/lab-partner Delphine. I det seneste afsnit så vi Cosima obducere liget af en klon, hvilket klart var mærkeligt for hende, men det er altså også gennem Cosima, at vi ind i mellem får et videnskabelige svar på, hvad de er for nogen... 

Hvem der er fjenden - den rigtige fjende - ved vi ikke endnu, for der er mange, der er interesseret i Sarah og hendes barn. Blandt andet virksomheden, som Rachel og Dr. Leekie leder... Og så er der Paul, der er ansat i virksomheden, men har et bånd med Sarah og ind i mellem hjælper hende.

Sarahs bedste ven er fosterbroderen Felix, der også indimellem fungerer som meta-observatør og comic relief i serien. Ham kan vi godt lide.

Felix er også blevet en god støtte til Allison, der har svært ved holde sammen på det perfekte forstadsliv og tyr til alkohol og har et par hemmeligheder eller tre. Bagerst står hendes klods af en mand, der selv synes at have en agenda.

Og så er der Cal her, som vi kun lige har mødt, men han kommer helt sikkert til at spille en stor rolle fremover. 

Og så er der mysteriet om Helena, der er bindegal. Hun er crazy østeuropæisk psychokiller... Hendes scener er altid lige i skabet. 

Er helt vild med Sons of Anarchy

Jeg plejer en gang i mellem at anbefale nogle af de tv-serier, jeg ser, og hvis nogen skal anbefales, så fortjener denne serie det i den grad.

Sons of Anarchy er ikke en ny serie. Jeg tror, at den begyndte i 2009, men Bjarke og jeg har kun lige taget hul på den, men vi er nu hurtigt kommet langt ind i anden sæson. Den er fuldstændig og helt aldeles addictive.

Jeg ville i første omgang se den pga de mange positive anmeldelser og så fordi den var dejlig tilgængelig på netflix, men jeg var skeptisk til at begynde med. Jeg er speciel ikke vild med motorcykler og bander og den slags, og var det mon ikke bare en serie om mænd for mænd? 

Nu er jeg altså gået hen og blevet vild med samtlige karaktererne. Jeg føler ikke mit køn betyder noget for min glæde ved serien, selvom kvinderne nu også er rigtig seje, især Katey Sagal, der spiller hovedpersonens mor. Jeg skulle lige vænne mig til at høre Futurama-Lelas stemme som bikermama, men derudover er hun suverænt godt castet. 

Serien er skåret over noget så elitært som Shakespeares Hamlet, hvilket er interessant, og faktisk fungerer det rigtig godt, men det betyder også, at man desværre lidt ved, hvilken vej det går for nogen af karaktererne. Hamlet er ikke ligefrem et happy-go-lucky-drama, og det er lidt hårdt, når man nu holder af alle karakterne - selv Tig, der knalder både dyr og døde damer (kvalme).

Hovedpersonen Jax spilles af Charlie Hunnam, der fik en del opmærksomhed midt i 2013, fordi han var blevet castet i 50 Shades of Grey-hovedrollen, men han skred hurtigt fra projektet, fordi han vistnok ikke brød sig om manuskriptet. Godt for ham. Han er virkelig, virkelig god i SOA, og det ville være synd, hvis han blev reduceret til en hottie uden talent. Han har talent. (Okay, han er også ret hot;))

Modemæssigt er det ikke decideret inspirerende tv, men jeg er faktisk ret vild med Katey Sagals stil. Personligt ville jeg ikke blive "caught dead in it", men det er lige i øjet til hendes karakter, og hun ser på sin egen tacky biker-mama-måde godt ud. Jeg lægger i hvert fald mærke til hendes looks... sådan noget kan jeg jo slet ikke lade være med.

Ej, stor anbefaling herfra. Den skal vist i gang med sin 7. sæson i USA, og så vidt jeg kan læse mig til - uden at få for mange spoilers, så holder den vist højt niveau hele vejen igennem. Sæsonerne er ca 13 episoder lange og en episode varer mellem 38 og 47 minutter.Den findes som sagt på dansk Netflix... og sikkert også andre steder, hvorfra man får sit seriefix.

Karine Vanasse i Revenge

Jeg har et lille crush på den fransk-canadiske skuespiller Karine Vanasse, som jeg faktisk har skrevet om før, da hun var med i tv-serien Pan Am.

 Hun lyser op på en skærm og er perfekt i roller som charmerende, intelligent kvinde, der kan drille og sætte en mand på plads på én og samme tid. 

Nu har hun fået en såkaldt "recurring role" i den amerikanske night-time soap Revenge. Her spiller hun en fransk rigmandspige, Margaux LeMarchal, der på trods af rige forældre er selfmade business woman og chefredaktør for et magasin. Karine er umådelig chic med kort hår og upåklagelig styling. Jeg er vild med hendes accent... Som sagt; jeg har genfundet mit crush for hende.

Desværre er Revenge efterhånden ret silly, så hun bliver nok hurtigt kastet ud i nogle temmelig ulogiske, tåbelige situationer, og hendes karakter bliver med garanti ødelagt af håbløse plots og cheesy dialog. Revenge lever i den grad højt på at have handle om rige, smukke mennesker, der scheemer på livet løs til fester i pæne kjoler - ikke ulig Gossip Girl, men stor kunst er det ikke. 

TV-serie anbefaling: Orphan Black

For et par uger siden slugte jeg tv-serien Orphan Black, og jeg synes, at det er helt uudholdelig, at jeg nu skal vente på næste sæson... som sikkert først kommer om et lille år.

Serien handler om den forældreløse Sarah, der ser en kvinde begå selvmord på en togperron. Det mærkelige er bare, at kvinden ligner Sarah på en prik. Sarah tager kvindens taske med sig for at undersøge kvindens identitet. Sarah hustler sig gennem tilværelsen, og det er ikke første gang, hun stjæler. Da hun opdager, at kvinden har en konto med 70.000 dollars stående, bytter hun identitet med hende og bliver til Beth. Hun vil hæve pengene og tage sin fosterbror, Felix, og sin lille datter med sig væk. 

At være Beth bliver en udfordring, for ikke nok med, at Beth er politimand, hun har en sag hængende over hovedet for drabet af en uskyldig civil. Der er også en kæreste, en sur politipartner... og endnu en kvinde, der ligner Sarah til forveksling... og endnu én og endnu én. Og der er nogen, som vil dræbe dem. 

Tatiana Maslany spiller de fleste af hovedrollerne, og hun gør det så godt, at man glemmer, at de alle er spillet af samme person (se billederne). De andre roller spilles også rigtig godt, og jeg er bare helt rundt på gulvet over, hvor underholdt jeg var... Uha. Mere!!!!

Serien hører vel til genrene thriller, drama, sci-fi... humoren er også god. BBC America har produceret serien, og den udspiller sig i Canada.