Before the flood

Apropos Before the Flood - Leonardo Dicaprios dokumentar om climate change (gratis tilgængelig på youtube, facebooks osv)., så vil jeg bare lige give mine two cents.

Dokuen var vældig god, men egentlig ikke så videnstung, som jeg havde troet. Man følger "bare" Leonardo lidt rundt i verden til steder, hvor der sker negative forandringer på grund af menneskets brug af især fossil fuel og palm oil. Man ser ham mødes med politikere og videnskabsfolk, der er mere eller mindre bange og/eller forhåbningsfulde omkring fremtiden. Derudover foreslår dokuen, at man dropper okseød og handler fornuftigt ind ved fx at boycotte særlige produkter samt bruge sparepærer, fordi dokumentaren er mest henvendt et amerikansk publikum. I USA har man ikke rigtig tillid til, at regeringen handler før, befolkningen overvejende er med, og lige nu er der en overvejende del af amerikanerne, der benægter menneskehedens indflydelse på climate change+ andre ændringer i verdens biodiversitet, og som derudover ikke er villige til at opgive deres livsstil. 

Spørgsmålet er dog om enkeltindividets små gode gerninger kan rykke særlig meget.

Danmark bruges som et positivt eksempel pga vores vindmøller, men den industri er jo vokset pga investeringer, der går langt ud over enkeltindividets formåen. På den anden side, så går den danske befolkning meget op i miløjet, og det betyder jo tit, at så gør politikerne det også.

En republikansk (!) Harvard-økonom foreslår, at man omlægger skatterne således, at man betaler mindre i indkomstskat og betaler høje grønne skatter i stedet; en såkaldt carbon tax (vi har vel allerede den slags skatter i DK, ikke?) Det tror dokumentateren dog ikke rigtig selv på kommer til at ske i USA, og derfor må man nøjes med de individuelle råd sidst i dokumentaren, som er fine nok, men som nok kun bliver fulgt af dem, der allerede går op i miljøet. 

Derudover gør det dokuen selv til et mål for kritik, fordi Leonardo og crew rejser jorden rundt i flyvemaskiner, helikoptere, både osv. og det er ikke skramlet økonomiklasse, men fancy rejser på første klasse. Who cares om Leonardo spiser en vegan burger, hvis han bagefter tager en tur rundt på kloden i sin privatjet. Han må godt, fordi han laver en miljø-doku? Hvad når han promoverer en film? Han må godt? Men hvem må ikke? Så kan det godt være, at dokuen har betalt for deres "carbon foot print", som der står sidst i dokumentaren, for det har de råd til, men hvis det hele er den enkeltes ansvar, så er alle valg ens ansvar -  skal vi droppe rejsedestinationer, som vi ikke kan cykle til? Skal vi se film, der ikke er produceret ansvarligt og som er optaget for mange forskellige steder? Eller som flyver stjernerne rundt i verden for at promovere? Too much? Men hvortil går bagatelgrænsen? Hvad skal man sige fuck it til, og hvad skal man tage alvorligt?

Det store ansvar kan ikke tilfalde den enkelte. Det skal løses i fællesskab. 

 Hvad angår mig selv, så vil jeg da gerne være et miljøfornuftigt menneske, fordi naturen, de vilde dyr og luften rager mig, men jeg er bestemt ingen engel. 

Jeg elsker oksekød, men efter Bjarke er taget til Kina, så spiser jeg mindre kød og især mindre oksekød, men altså, min livret pt er chili con carne og der er næsten intet bedre end en god bøf med whiskey- eller bearnaisesovs. 

Der er en masse gode ting, jeg gør, ikke af et godt hjerte, men af økonomisk nødvendigvis. Jeg har fx ingen bil, bruger offentlig transport og går meget, jeg køber genbrugsmøbler samt tøj, og jeg rejser ikke så meget. Får jeg flere penge, hus, have, børn, så ændres dette nok betydeligt.

Jeg vil helt sikkert holde lidt mere øje med palmeolie, for det gør ondt på mig, når regnskov fældes - både for jordens skyld - vi har brug for skov for at trække vejret, men også for de vilde dyr, hvis "hjem" tages fra dem. 

Hvis det nu "kun" var palmeolie, man skulle holde øje med, så gik det nok, men der er jo hundredvis af ting, som man skal holde øje med. Jeg forstår godt, at flere af mine bekendte er tæt på 100% økologiske, men jeg har ikke råd endnu, og jeg spiser rigtig tit take-out, hvor ikke alle steder er gennemført økologiske eller bæredygtige. Desuden ved jeg heller ikke, om man ligesom ødelægger sin jeg-køber-kun-økologisk-mad-glorie, hvis man så køber alle sine møbler i Ikea bagefter? Hvordan prioriterer man, hvis man ikke kan det hele...

Nå, nu begynder jeg at diskutere i ring. Jeg må hellere få noget aftensmad... Jeg må hellere holde det vegatarisk idag:)

The Man from U.N.C.L.E - most deliciously stylish film of the year?

Jeg var virkelig begejstret for The Man from U.N.C.L.E. Den havde alt det, som Bond-film ikke længere har - stil, humor, god "banter"... en fantastisk garderobe!

I bund og grund kan filmen sagtens sammenlignes med en James Bond-film - de ældre af slagsen dog. Sean Connerys Bond. Filmen foregår nemlig i 60erne - først i Berlin. Dernæst i smukke, stilige Rom. Det er så lækkert at se på, at man næsten ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv.

Henry Cavill spiller den amerikanske thief-gone-spy Napoleon Solo, som kører upåklagelig god stil, er rap i replikken, cooler than cool og selvfølgelig når han også i filmen at elske med både den smukke hotelmanager samt filmens skurkinde. Han lyder lidt som Bond, ikke?

Til gengæld har han en makker i skikkelse af Armie Hammers russiske spion Illya. De er modvilligt sat sammen i den fælles amerikanske og russiske indsats mod den rige italiensk Vinciguerra-familie med nazitendenser, der er i gang med at lave en atombombe. Deres "banter" (småskænderier) undervejs er herlige. Jeg elsker den slags.

Med sig har de tyske Gaby spillet af den henrivende Alicia Vikander, som både skal reddes og beskyttes, men også hjælpe dem med at infiltrere Vinciguerra-familien med Elisabeth Debicki som smuk, stilig og køligt overhovede. 

Gaby er selvfølgelig ikke så hjælpeløs og uskyldig, som spionerne tror. Og midt i det hele blander også den britiske efterretningstjeneste sig. 

Anyways, jeg har altid elsket et godt spiondrama. Jeg er især en sucker for denne type, hvor stil vinder over action, og hvor der er god kemi mellem skuespillere, gode replikker og humor indlagt de rigtige steder. Der er action, bestemt, men ikke på den der måde, hvor handlingen nærmest går tabt imens. Det er godt lavet.

Alle ser fantastiske ud, og den er en rigtig god datefilm. Den er underholdende og skaber godt humør, og der er noget for både mænd og kvinder, hvad angår god stil og det søde liv. Den er ikke dyb eller eftertænksom, og der skal nok være dem, der ikke er imponeret, men jeg var virkelig tilfreds. Uha, jeg ville elske en 2'er. Nu må vi se. Jeg ved ikke, om filmen blev en succes, men jeg synes heller ikke, at den var markedsført rigtig. Titlen er heller ikke så appelerende. Den har nok fået titlen på grund af det tv-show, som den er bygget over, men man kunne have kaldt filmen noget mere indbydende, synes jeg..  

Jeg har fundet lidt flere billeder herunder...

SE ALLE BILLEDER EFTER HOPPET

Far From the Madding Crowd - en romantisk treat og en beklædningsmæssig drøm!

I fredags var jeg i biografen med min mor og se den smukke nye filmatisering af Thomas Hardys roman Far from The Madding Crowd med Carey Mulligan i hovedrollen. Filmen er instrueret af danske Thomas Vinterberg, og det er han sluppet ualmindeligt godt fra. 

Filmens billeder fra det grønne, bakkede landskab med høje klippeskråninger ud mod havet ved Dorset i England er en fryd for øjet. Det samme er brugen af solyset. Carey Mulligan er ret fantastisk i rollen som Batsheba Everdene, der deler mere end blot efternavn med Katniss Everdene i The Hunger Games. Ganske vist er Far the Madding Crowd ikke en Young Adult historie om en dystopisk fremtid, men en romantisk historie fra 1800-tallets England i familie med Jane Austen og Brontë-søstrenes historier. Men begge kvinder er ikke danzels in distress. De kan selv!

Carey Mulligan spiller en selvstændig og kyndig kvinde, der få sig to bejlere i form af den intelligente rolige hyrde Gabriel og den ældre, rige nabo Mr. Boldwood. Det er dog den veltalende soldat Francis Troy, der forfører Batsheba, men det viser sig hurtigt at få bedrøvelige konsekvenser for alle i filmen. 

LÆS MERE OG SE FLERE BILLEDER EFTER HOPPET

The Riot Club

Da vi var i byen i sidste uge var jeg i...hmmm.... eklektisk mønstermix. Det er måske ikke det bedste outfit ever (proportionerne er i hvert fald ikke entydigt gode), men jeg har en eller anden ting med godt at kunne lide mønstre sammen, der ikke nødvendigvis passer sammen. Jeg kunne forestille mig, at mange andre har det lige modsat? Bjarke sagde ikke noget til mit tøj, hvilket formegentlig betød, at han ikke var kæmpefan. Han er faktisk normalt rigtig god til at sige, ej, hvor ser du godt ud, jeg kan rigtig godt lide den X på dig! 

Bjarke kan til normalt rigtig godt lide, når ting matcher - især når jeg har farvekoordineret mit tøj og mine accessories, og det kan man måske ikke ligefrem sige her? 

Trøjen er købt via Trendsales. Jeg kan ikke huske mærket. Måske er det Gestuz? Nederdelen har jer, der følger min blog, set tit. Måske er den fra Kimchi Blue? Den er i hvert fald købt i Urban Outfitters for en fire-fem år siden. Støvlerne er fra Pieces, og de er nye. Købt på min fødselsdag sidst i marts. 

Vi så filmen The Riot Club, som følger et secret society/studenterforening på Oxford University for rige forkælede snotunger, der føler, at de er hævet over god opførsel på grund af deres penge og klasse. De var temmelig fucking nederen, men vi blev smittet af deres fest-iver og begyndte at drikke øl under filmen, hvorfor vi pludselig fik lyst til at komme i byen efterfølgende. Så det var noget med at komme hurtigt i tøjet og så afsted, før vi fortrød;) 

(Ps. jeg kunne godt lide filmen. Den er engelsk, men instrueret af danske Lone Scherfig, der også instruerede An Education. Udover en voldsscene sidst i filmen, så kunne jeg godt lide den måde, at filmen med få midler viste drengenes dekadence, umodenhed og arrogance. Det hele virkede ret troværdigt, og ubehaget gik i kroppen på os... Der var desuden rigtig mange pæne unge mænd i filmen. Det er også et plus!)

W Magazine: De bedste skuespillere i 2014 by Tim Walker

Jeg er stor fan af Tim Walkers legesyge, eventyrlige billeder, så det kan nok ikke undre, at jeg er vild med W Magazines "Best performances"-nummer i år. Tim Walker har fotograferet en lang række kendte og mindre kendte skuespillere - både mænd og kvinder, der har gjort sig bemærket i 2014 for roller i diverse film. Der er så mange, at man undres en smule over et par udeladelser (fx Rosamund Pike for mit vedkommende). 

I skal ikke snydes for billederne, og hvis allerede I har set dem andetsteds på nettet, så kan de altså godt tåle en rewind!

Jeg elsker, at Tim Walker fotograferer de kendte på sin egen excentriske måde i stedet for, at vi skal se de sædvanlige kändis-style billeder, der ikke er til at holde ud. This is a fun treat. 

Jeg skriver navn, film og "citat" fra magasinets hjemmeside under hvert billede. Så kan I også se, hvem I skal holde øje med i den kommende award season!

Hvis I ligesom mig kan lide Tim Walker, så har jeg lavet et indlæg om ham her.

Øverst har vi Reese Witherspoon, men da hun har et billede mere i bladet, så tager vi hende længere nede i indlægget:)

SE ALLE BILLEDER EFTER HOPPET

Doven søndag - tips til underholdning

Jeg burde sætte mig til at læse, men er kronisk ude af stand til at tage mig sammen om ting, jeg SKAL, før det næsten er for sent... Så indtil videre har jeg en typisk doven søndag... Jeg tænker, at jeg vil dele med jer nogle af de ting jeg ser, hører og læser en doven søndag som denne....

- Har I hørt podcasten, alle taler om? Serial. Man bliver afhængig. Jeg har desværre ikke hørt den fra starten, men koblede mig på Bjarkes lytning midt vejs.... Journalisten forsøger at finde ud af, om en fyr er blevet uskyldigt dømt for et mord. Hun fortæller om processen i sin egen "opklaring", og vi får hver en lille tanke om hver sten vendt undervejs...

- Vi har i dag hørt 3-4 afsnit af podcasten Criminal. Her er det ikke en fortløbende historie ligesom i Serial, men et nyt emne for hver gang, der relaterer sig til mordgåder, opklaringen m.m.

- Jeg er begyndt på Treme - HBO-serien om livet i New Orleans-bydelen Treme efter Hurricane Katrina. Den er skrevet af manden, der lavede the Wire, og jeg kan godt lide stilen. Den er godt anmeldt, men set af få. Jeg er dog på det seneste blevet lidt glad for skuespilleren Michiel Huisman fra Game of Thrones + Orphan Black, så han har været med til at få mig i gang...

- Hvis man gerne vil have lidt baggrund ift Treme, så anbefaler jeg dokumentaren When The Levees Broke af Spike Lee. Den handler om Hurricane Katrina og varer fire timer... Man får det hele med. Både katastrofen forklaret, folks personlige beretninger, det politiske spil og meget mere. Katrina-katastrofen blev håndteret meget dårligt af the federal government, og argumentet lyder på, at det er fordi New Orleans er en by med mange fattige sorte, så man underprioriterede nødhjælpen.

- Hvis man vil se en lidt anden type tv-serie, så er jeg lige blevet færdig med anden sæson af Masters of Sex, og serien bliver ved med at imponere mig. Jeg kunne skrive side op og side ned om min begejstring og beundring af seriens måde at skildre mennesker på - deres kompleksitet, deres udfordringer, det tidstypiske (vi begynder i 1950'erne og kommer op i 1960'erne i anden sæson)...

- Jeg kan godt lide at høre radio, når jeg rydder op, laver mad m.m. Bæltestedet på Radio 24-7 fungerer rigtig godt til det. Værterne Simon Juul og Jan Elhøj er sjove, men faktisk også interessante og desuden sjove på baggrund af indhold - de finder nyheder og artikler fra hele verden, der er lige dele sjove og WTF.

- Vi har set en del Michael Jeppeson møder... fra dr.dk her i hjemmet. Vi har også set Agger indefra. Jeg synes, at programmet, hvor han følger nogle forsvarsadvokater var ret interessant. Samme dag så vi i øvrigt et andet dr-program, der hed Svindlerne - hall of fame, og det gjorde ret stort indtryk på mig. Især det her med den manglende empati for ofrene. At ingen af de dømte svindlere skænkede dem en tanke. Det er så fjernt for mig.

- Hvis I vil se en popcornfilm og godt kan lide space adventures og superheltefilm, så anbefaler jeg Guardians of the Galaxy. Jeg synes, at den var spændende, sjov og godt castet. En god blanding af Star Wars, Futurama og Fantastic 4.

- Har jeg ideer til læsestof? Ikke rigtigt, for hvis jeg læste, så burde jeg jo læse skoleting... Jeg vil dog sige, at jeg her i efteråret har læst novellemsamlingen Redeployment af Phil Klay og var svært underholdt, forfærdet og fanget af den. Den handler om amerikanske soldater i Irakkrigen - udsendt, hjemsendt og midt i mellem, og selvom det umiddelbart ikke falder inden for mine interesser, så var det fucking god læsning.

Der er sikkert mange flere ting, jeg kunne anbefale. Jeg bruger meget tid på film, tv og radio, som I nok kan se. Og hvis I har set/hørt/læst noget fedt, så læg endelig en kommentar!

Ung og smuk

I tirsdags var jeg i biografen og se den franske film Jeune et Jolie (Ung og Smuk på dansk) instrueret af mesterinstruktøren Francois Ozon (jeg har vist selv kun set Swimming Pool og 8 kvinder), og den var god.

Modellen Marien Vacth fik sin debut som skuespiller, og hun gør det formidabelt som 17-årige Isabelle, der begynder at prostituere sig ved siden af skole og familieliv. Vi følger hende i et år fra hendes 17 års fødselsdag holdt på en sommerferie, hvor hun også har sex for første gang. Her ser hun sig selv udefra og virker ikke særligt imponeret over oplevelsen.

Filmen er en lille film, der tager sig god tid. Filmen tager et farligt emne op på en lidt anden måde end normalt, da prostitution plejer at blive fortalt brutalt og med tragiske skæbner som følge. Her er man faktisk ikke helt sikker på, hvad man skal tænke om Isabelles handlinger. Filmen er lige så smuk som Isabelle. Og man havde givetvis oplevet filmen anderledes, hvis den ikke var fransk.

Ingen er på Isabelles side, da familien endelig opdager hendes nye beskæftigelse. Som seer er man naturligt på Isabelles side, og hun virker hverken flov eller misbrugt. Hun virker alligevel trist gennem hele filmen, og hun har helt sikkert nogle issues - men hvad er normale issues for en 17 årig, og hvad er ikke? 

Isabelle bliver spurgt, "hvorfor?" mange gange. Hun svarer aldrig entydigt. Vi finder ikke rigtig ud af det. Er hun fucked up eller har hun styr på det?  Får det mon konsekvenser for hende i fremtiden? Eller er hendes grænsesøgende adfærd blot ungdommelig eksperimenteren, som på sin vis ikke er værre end det, som hendes kammerater gør til fester? 

Hvornår er noget et frit valg, og hvornår tager man et valg, fordi der er noget galt med én? Er hun den fordomsfri af os alle? Er hun bare en rebel? Eller er hun syg? 

Filmen foreslår, at vi kvinder primært er bange for prostitution, fordi smukke, unge kvinder potentielt er tilgængelige for vores mandlige partnere? Vi er ikke bekymrede for pigerne; vi fordømmer, fordi vi er bange.

Filmen viser dog ikke prostitution på nogen glamourøs måde. De fleste mænd er meget gamle og ikke særligt sympatiske. De har ingen respekt for Isabelle, og det virker i det hele taget grimt og tarveligt. Men et eller andet trækker i Isabelle. And who am I to judge?

Isabelle kommer fra en pæn, borgerlig familie. Veluddannet og kultiveret. Penge nok. Det virker på mange måder almindeligt og hyggeligt hjemme hos hende. Men hun er også fra en skilsmissefamilie, og der er en svigtende far i kulissen, som vi kort, men tydeligt oplever Isabelle føle sig glemt af. 

Den svigtende far... Det er klassisk motiv, ikke?

Vi ved dog som sagt ikke, hvorfor Isabelle gør, hvad hun gør, hvilket som I kan læse gør mine personlige moralske overvejelser til en omgang "på den ene side... på den anden side".

Min veninde var umiddelbart efter filmen ikke helt så imponeret som jeg. Hun synes, at filmen var for lukket om sig selv og føltes lidt for let. Den manglede tyngde, tror jeg, hun syntes. Jeg vil dog anbefale filmen.

Billedet øverst er ikke fra filmen, men fra magasinet Interview. Marine er her fotografet af Juergen Teller. 

The Grand Budapest Hotel skuffer ikke...

Bjarke inviterede mig på bio-date i aften, hvilket var både sødt af ham og en rigtig god oplevelse. Bjarke er stor fan af Wes Anderson, og jeg er også rigtig vild med hans universer - jeg tror faktisk, at jeg har set alle han spillefilm. 

Hvis man kan lide Wes Anderson, så skuffer The Grand Budapest Hotel ikke. Hvis man ikke kan lide ham, så kan man sikkert heller ikke lide denne. Filmen er som altid hos Wes Anderson fyldt med quirky, temmelig karikerede figurer med skøre navne som Zero Moustafa og Madame Céline Villeneuve Desgoffe und Taxis. Produktionsdesignet er som altid helt fantastisk med så mange detaljer, at man burde se filmen igen i halv speed, så man kan nå at se det hele. Historien er hittepåsom og igen quirky, men denne gang med en lidt mørkere baggrund. Der er nemlig masser af historiske referencer til 2. verdenskrig såvel som kommunismen, dog i et parallelt univers i et land, der hedder Zabrowka nær en by, der hedder Lutz. Landet synes at være en slags Østrig/Ungarn og byen er tænkt som en slags Budapest plus Wien, tror jeg. Hvis man har læst Stefan Sweig (jeg har ikke), så kan man måske sige mere om filmens univers, end jeg kan.

Nå, jeg har mange billeder, så jeg cutter lige indlægger over. I må se alle billeder og læse al min tekst efter hoppet. Tryk på læse mere herunder.

Klar til Oscarnatten... optakt

Jeg ser næsten altid Oscar-uddelingen, og som noget helt vildt i år skal jeg ikke noget i morgen, og jeg kan derfor med god samvittighed være vågen hele natten.

Jeg har sovet en del i eftermiddag, så jeg er klar til en lang nat med store rober, middelmådige jokes, kedelige takketaler og forkerte vindere... Hehe, en rigtig Oscar-uddeling!

Oscar-uddelingen handler om film... men kun en lille bitte smule mere om film end om kjoler. Jeg husker kjolerne bedre end jeg husker vinderne af bedste film, og det selvom jeg går meget op i filmene.

Jeg har set en del af filmene, men jeg mangler et par stykker, som jeg glæder mig meget til. 

Vi så Her (Hende) forleden, og jeg kan mærke, at den satte en masse tanker i gang inde i mit hoved, og at jeg kan finde på virkelig mange ting, jeg godt kunne lide ved den. Jeg er lidt spændt på, om filmen holder i længden... og hvordan den ændrer sig for seerne med tiden. Vi har jo med en fremtidsfilm at gøre, men en fremtid kun få år ude i tiden og for en gangs skyld en fremtid uden flyvende biler, våddragtsinspireret tøj og en ond regering. Faktisk er stilen total 70'er retro blandt med skandinavisk design. Tøjet kunne være designet af COS, og det er lækkert, selvom bukserne måske er lige lovlig højtaljet på Joaquin Phoenix og i endnu højere grad Chris Pratt. Filmen stiller en masse spørgsmål omkring samvær, isolation, ægte og kunstige følelser - det ægte og det kunstige i det hele taget, fysisk nærvær modsat følelsesmæssigt nærvær... det hele i relation til alle vores sociale medier, hvor vi både kommere tættere på hinanden og fjerner os fra hinanden... Men bliver de spørgsmål stillet på en interessant nok måde, at filmen holder til at fremtiden bliver en anden?

Jeg ved ikke, hvem og hvad mine favoritter er i de forskellige kategorier, men jeg håber selvfølgelig på, at de tre danske nominerede vinder. Jeg har nogle sympatier for forskellige skuespillere, der gør, at jeg hepper mere på nogen frem for andre, men jeg synes, at det er dygtige folk nomineret i år, så alle fortjener en Oscar. Jeg synes, at American Hustle er overvurderet, så jeg håber ikke, at den løber med for meget. Jeg har ikke set favoritten 12 Years A Slave, så jeg har svært ved at sige så meget om den, men den virker til at have alle de kvaliteter, der gør filmen til en rigtig Oscar-film.

Ellers glæder mig jeg rigtig meget til den røde løber. Jeg håber både på smukke kjoler, og wack kjoler. Oscar-uddelingen har færre stjerner på den røde løber end Emmy, Golden Globes osv. Til gengæld huskes Oscar-kjolerne, så man har bare at gøre sig umage sit look.

I år er kategorierne med kvindelige nominerede fyldt med well-dressed people, så vi kan tillade os at forvente god stil. Lupita Ny'ong har sat barren højt for sig selv. Cate Blanchett er altid interessant og vælger aldrig bare den typiske Hollywood-gown. Jennifer Lawrence er for smuk til ikke at gøre det godt. Amy Adams er en fantastisk skuespiller, og jeg elsker hende i alt, hvad jeg har set hende i, og hun skal nok gøre det fint på den røde løber. Så er der de efterhånden midaldrende Sandra Bullock, Julia roberts og Sally Hawkins, som sikkert også ser godt ud. Judy Dench og Meryl Streep skal nok demonstrere karisma for resten af pengene. Hvem kan vi ellers regne med dukker op? Presenterne tæller blandt andre Anne Hathaway, Emma Watson, Charlize Theron, Angelina Jolie, Naomi Watts, Kerry Washington, Karen O (!!!), Jennifer Garner, Anna Kendrick, Kate Hudson, Jessica Biel og Kristen Bell.. så der kommer da en eller flere damer, der kan give den gas på den røde løber!

Hvis I vil se kjoler fra de senere år, så er der her nogle links til tidligere indlæg.

Oscar 2013

Oscar 2012

Oscar 2011

Oscar 2010

Oscar-histoiren er fyldt med kjoler, der er så grimme, at de pludselig bliver lidt cool... Eller noget. 

 ^Hehe... Ps. flere brikker på den røde løber!!!

^Disse kan jeg ikke lade være med at elske lidt. Ja, jeg ved godt, at vi har Céline Dion i hjørnet, og hun har aldrig været et stilikon... men jeg kan ikke lade være med at holde af dette look. Kate Hudson stjal mit hjerne dengang hun havde krøller, men jeg har tabt det igen siden. Bjørks kjole er awesome. Jeg forstår ikke, at den har fået så meget hate gennem tiderne.

Cameron Diaz som miss boho deluxe er faktisk okay - og jeg er virkelig ikke vild med Cameron Diaz af årsager, jeg ikke kan huske (eller forstår). Uma Thurman i totdelt kjole med kig til maven er total on trend igen. Gad vide om vi ser nogle maver i år. Jeg tror det ikke... Miley Cyrus er jo desværre ikke inviteret!

The Bling Ring

Jeg fik endelig set The Bling Ring i går, og jeg var overraskende vild med den... 'Overraskende', fordi den ikke fik så gode anmeldelser, og den nok ikke er Sofia Coppolas dybeste film. På den anden side er jeg helt vild med Sofia Coppolas stil, der ikke forklarer, men bare observerer... antyder. Man får som publikum lov til at være i scenerne som en flue på væggen, og jeg følte, at hendes portræt af flok celeb-besatte, mærkevare hungrende teenagere, der bryder ind i kendtes huse og stjæler luksuslir og fester på L.A.s smarte klubber, var meget autentisk, faktisk. Filmen føles måske overfladisk, fordi personerne er ret overfladiske - alligevel berører Coppola med filmen sådan set interessante emner som sociale mediers konstante nærvær, peer pressure, materialisme, selvicenesættelse, celebrity-besættelse, coming-of-age-issues... Jeg kan godt lide, at Sofia Coppola holder alle svar og forklaringer åbne. Jeg både drages og væmmes ved gruppens handlinger og attitude. 

Og historien er jo baseret på virkelige begivenheder....

Coppolas stil er ikke for alle, men er man interesseret i popkultur, så er den et must-see. Modemæssigt er den sjov og lækker, selvom pigerne jo ikke ligefrem emmer af god smag. 

Soundtracket er som altid med Sofia Coppolas film lige i øjet. Og skuespillerne er rigtig gode... Det er ikke sidste gang, at vi kommer til at se til flere af dem. 

M83 og Warm Bodies

Jeg så zom-rom-com'en igår Warm Bodies, som er, ja, lige præcis, en kærlighedshistorie mellem en zombie og et menneske, hvilketjo egentligt er et brud på hele zombie-konceptet... Men jeg var helt vild med den. 

Det er Zombieland møder Twilight, men på den bedst mulige måde. Hovedrollen Julie spilles af Teresa Palmer, som jeg første gang så i den virkelig anbefalelsesværdige australske ungdomsfilm 2.37. Hun både ligner og lyder som Kristen Stewart, men hun virker knap så tvær, og hun er virkelig, virkelig god i rollen her. Hun har masser af kemi med Nicolas Hoult, der spiller den anden hovedrolle, zombien R. Han spillede i sin tid den kiksede knægt i About a Boy, men man må sige, at han er blevet en meget pæn mand. Selv som hjerneædende zombie:) Han er supergod i filmen. Masser af humor. 

Faktisk er det lige præcis på grund af humoren, at filmen er så god. Den tager kærligt pis på genren a la Zombieland... Den tager også pis på sig selv ved ikke at tage sig selv alt for seriøs, hvilket gør den meget anderledes fra Twilight-serien. Jeg er også vild med, at der er masser af både fin- og popkulturelle referencer, som fungerer rigtig godt... fra Romeo & Julie til Pretty Woman.... 

I know, den er ikke for alle. Men den var for mig en perfekt feel-good-tømmermandsfilm:)

Om ikke andet, så er soundtracket virkelig godt... Se selv! 

Jeg havde glemt M83-nummeret Midnight City, så det får I lige, men det er jo ikke engang det bedste nummer:)

Sitting In Limbo – Jimmy Cliff
We Wish You a Merry Christmas – John Robert Foster
Missing You – John Waite
The Bad In Each Other – Feist
Be the Song – Foy Vance
Patience – Guns N’ Roses
Shell Suite – Chad Valley
Hungry Heart – Bruce Springsteen
Shelter from the Storm – Bob Dylan
Hinnom, TX – Bon Iver
Yamaha – Delta Spirit
Rock You Like a Hurricane – Scorpions
Oh Pretty Woman – Roy Orbison
Midnight City – M83
Runaway – The National
Numbers Don’t Lie – The Mynabirds
Concerto in A Minor for Flute, Oboe, Strings and Continuo RV 522: Allegro – Symphony Orchestra INSO Lemberg / Gunhard Mattes / Maya Schaufelbühl

Amelia

Jeg har siddet og set ballet i dag på youtube. Jeg har set balletten Amelia af Édouard Lock, da jeg læste et interview med Robyn, som synes, at den er the shizzle. Intervieweren er interesseret i Robyns egen dans i sine videoer, og spørger hvor inspirationen kommer fra.

"There's a dance sequence I've looked at a lot called 'Amelia' by Édouard Lock of the dance group La La La Human Steps. That really, really, really gets me going". - Robyn i COS Magazine, 2013

Jeg er vild med dans, og blev hurtigt opslugt af universet. Balleten handler om køn, mænd og kvinder og synes optaget både dekonstruktion og poststrukturalisme, som jeg dyrkede en del på uni. Det er derfor en fornøjelse for både sanser og intellekt. Filmen er præmieret med flere priser, og jeg kan bestemt anbefale at se Amelia, hvis man interesserer sig for dans.

Searching for Sugar Man

I mandags var jeg i Øst For Paradis og se den Oscar-nominerede dokumentar om den amerikanske musiker Rodriquez: Searching for Sugar Man. Han indspillede i 1970'erne to fænomenale albums, der desværre floppede totalt i USA. 

Ad omveje blev hans musik dog kendt i Sydafrika, hvor han sælger i millioner. Han blev lige så stor som Beatles og Bob Dylan - og større end Rolling Stones. Det sker midt i apartheid-regimet, hvilket betyder, at der er lukket for informationer til og fra Sydafrika. Ingen sydafrikaner aner derfor noget om, hvem Rodriquez egentlig er, og der opstår på et tidspunkt en myte om, at manden satte ild på sig selv til en koncert og begik selvmord. 

Hvad der i virkeligheden blev af Rodriquez, handler den første del af historien om... Men jeg vil næsten ikke sige mere om selve handlingen. 

Jeg vil til gengæld gerne anbefale filmen. Det er fint lavet, og man går derfra dejligt glad. Derudover er det en ret utrolig historie. Musikken er også dejlig .Jeg kendte ikke Rodriquez, men musikken er flot og lyder på en eller anden måde velkendt. Melodierne er let tilgængelige og flotte. Lad os høre et par numre...

I like Jennifer, Jessica og Emma

Jennifer Lawerence, Jessica Chastain og Emma Stone er begge blevet hypet, fotograferet og omtalt i samtlige modeblade sidste år, men hypen holder i mine øjne. De er fænomenale skuespillerinder. Jeg er helt vild med dem. Jennifer Lawrence øverst så jeg første gange i Winter's Bone, som hun også blev Oscar-nomineret for. Fuldt fortjent. Nu er hun Oscar-nomineret igen for hovedrollen i Silver Linings Playbook. Den glæder jeg mig godt nok til at se. Jennifer Lawrence har også hovedrollen som Katniss Everdeen i The Hunger Games. Der er hun altså også ret sej... Og hun var også god i X-Men som Mystique. Jeg er falder pladask for den smukke amerikaner.

Jeg kan næsten ikke vente med at se Zero Dark Thirty, som lige er blevet Oscar-nomineret i kategorien bedste film. Jessica Chastain spiller hovedrollen og er ligeledes nomineret. Ligesom hun var det sidste år. Hun er så pokkers dygtig og aktiv. Hun har været med i perlerække af gode film i 2012. Jeg glæder mig til at se alt, hvad hun er med i...

Emma Stone har simpelthen den bedste timing og er helt fantastisk sej og sjov at se på i film. Hun har ikke været med i nogen dårlig film endnu (der er dog mange fjollede komedier imellem) og stjæler som regel opmærksomheden i fra de andre (undtagen i The Help). Easy-A er en skøn high school-komedie, Zombieland en sjov Zombie-komedie, Spider-Man er ja, udmærket action-komedie, The Help er feel-good for hele kroppen til trods for alvorligt emne og Crazy Stupid Love er rom-com, når det er bedst!

Jeg glæder mig til at se hende og Ryan Gosling mødes igen i den kommende The Gangster Squad. Og så håber jeg generelt bare, at hun er med i en masse film de kommende år. 

Genial lille julemusikfilm

Music for one X-mas and Six Drummers (English Subs) from jim birmant on Vimeo.

Svenske Sound of Noise laver små geniale film, der får lyd og billeder til at gå op i en højere enhed. Med humor. Deres kortfilm Music for Once Apartment and Six Drummers vandt en pris i Cannes og senere er det også blevet til en hel spillefilm... 

Denne juleversion Music for one X-Mas and Six Drummers er cool jul. Og musikken er god og i øvrigt "ægte nok". Altså det er de originale lyde fra shootet, der bliver til musikken. 

Jeg snakkede med lederen af Aarhus Film Festival, der fortalte, at gruppen først inspireres af et location og så starter processen, der blandt andet fører til tusindvis af lydklip...

SE DEN SE DEN SE DEN!!!

Zombiefilm

Jeg er blevet fanget af megatrenden zombiefilm. 

Det er delvist overraskende og ikke overraskende. Det er ikke overraskende, fordi jeg elsker sci-fi og fantasy og alt det ind i mellem. 

Jeg bliver ofte fanget af popkulturelle fænomener. Jeg blev fanget af vampyrtrenden i sin tid og følger stadig med i tv-serierne True Blood og The Vampire Diaries. Jeg er vild med Harry Potter og The Hunger Games. Jeg har derudover en frådende interesse for tv, film, litteratur og bliver hurtigt nørdet omkring noget, hvis det fanger. (Jeg har ikke noget imod kitch, camp, soap og langt ude). Jeg er desuden nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor et fænomen tiltrækker så mange mennesker. Det er nok sociologen i mig, der pirres.

Nu er zombie-film jo ikke noget nyt. Særligt George Romero er kendt for sine film i 1970'erne Dawn of The Dead og Night of the Living Dead, men zombier er en endnu ældre mytologi... Jeg har bare aldrig før købt præmissen. Jeg har simpelthen fundet zombier super kedelige. Derfor er det overraskende, at jeg er blevet fanget af zombie-tendensen.

Modsat vampyrer, varulve, mutationer, aliens, robotter, hekse, feer og så videre, så kan man ikke få en meningsfuldt relation ud af et menneske og en zombie. Nyere tids vampyrfilmskliché om en romance mellem en vampyr og et menneske er fx umulig i zombiefilm. Zombierne er (trods forskellige fortolkninger af mytologien) døde følelsesmæssigt og fungerer kun som bevidstløse, frådende og ikke mindst ulækre monstre. Hvor sjovt er det lige, har jeg altid tænkt? 

Jeg har desuden aldrig været vild med horrorfilm. Jeg har nok for det første forbundet horrorfilm med teenage-gyserfilm samt forbundet gysere med en filmgenre, hvori formålet udelukkende er at gøre folk bange gennem chok og masser af meningsløs splatter.

For nogle år siden så jeg Shaun of the Dead og Zombieland. Det er to metafilm, der på den ene side er almindelige zombiefilm med alt, hvad det indebærer, og på den anden side komedier, der tager kærligt pis på genren. Jeg kan bestemt anbefale dem begge, men de fik mig ikke overbevist om genren. Muligvis fordi de netop er komedier, der gennem deres humoristiske distance ikke fik mig engageret i det etiske dilemma, som jeg har fundet ud af, er det dragende element for mig.

Billederne i dette indlæg er fra filmen 28 Days Later instrueret af Danny Boyle (Trainspotting, The Beach) på forlæg af Alex Garlands roman (ham med The Beach). Bjarke og jeg så filmen forleden, ligesom vi også så fortsættelsen 28 Weeks Later, samt følger med i zombie-serien The Walking Dead. 

28 Days Later er et godt eksempel på, hvorfor zombiefilm alligevel rammer mig. Filmen er godt håndværk og lige så meget en æstetisk oplevelse som en skræmmende oplevelse. Cilian Murphys oplevelse af et øde London efter at have været indlagt og bevidstløs, da udbruddet starter, er magisk. Dragende og flot filmet og formidlet. Derudover bliver zombierne (der i denne film er "smittet med galskab") et værktøj til at undersøge menneskeheden uden civilisation og uden fremtid. Hvem finder sammen og hjælper hinanden? Er der overhovedet plads til kærlighed og fællesskab, eller bliver det udelukkende et egoistisk projekt at overleve? Kan man overleve, uden at man har gjort frygtelige ting mod andre mennesker? Hvordan reagerer vi, når vi mister alt og alle på et øjeblik? Hvem er i virkeligheden farligst - zombierne eller andre mennesker? Hvad vil det sige at være menneske? Hvad er vores sande natur?

Jeg går ind i historien. Ind i dilemmaet. Jeg forestiller mig selv i situationen. Jeg bliver inspireret til at tænke over min egen eksistens. Jeg elsker netop "hvad nu hvis..."-historier, fordi de får mig til at tænke over mig selv og verden lige nu. 

Det er også derfor, at jeg elsker The Walking Dead, selvom serien sjældent imponerer med karakterudvikling eller skarp dialog. Men jeg lever mig ind i universet. Bjarke og jeg har haft seriøse samtaler omkring, hvordan man bedst overlever jordens undergang, et zombie apocalypse eller deslige... Serien påvirker en, selvom det er et urealistisk fantasiunivers.

Lige nu mærker jeg mit nørdgen vækkes i mig. Jeg får lyst til at undersøge og sammenligne zombiemytologien i de mange forskellige film, serier, comics og bøger. Jeg får lyst til at vide så meget om genren som muligt. Kender I det? Kan I overhovedet lide genren?

Zombiefilm har sidst men ikke mindst gjort mig mere nysgerrig på horrorgenren. Bjarke og jeg er begyndt at se tv-serien American Horror Story, der også synes at være et æstetisk projekt. Uhyggelig, modbydelig og smuk på en og samme tid.

Well, hvis I har det lidt ligesom mig, så kan vi glæde os til den næste Brad Pitt storfilm World War Z. Den handler også om en verden med zombierne. Me likey.

On the roads

Peter Lindbergh er mester i modeserier med mandlige skuespillere og smukke modeller...  i denne modeserie er inspirationen den nye film "On The Roads", hvori manden på billederne, Garrett Hedlund, spiller hovedrollen. Modellen er Kati Nescher, som jeg er helt vild med (hun har efterhånden været med på bloggen mange gange). Serien er fra Vogue US.

Jeg læste On The Roads af Jack Kerouac for små ti år siden, og jeg var ikke så vild med den... Det vil sige, jeg kunne godt rationelt identificere og anerkende bogens tiltrækning hos andre læsere, men da jeg ikke kunne læse bogen kønsneutralt, følte jeg mig udelukket fra universet. Jeg tænkte, at bogen havde føltes anderledes, hvis jeg var en mand.

Bevares, jeg blev da ramt af den frihedstrang, som alle beskriver som bogens hit faktor. I bogen er den frihed i mine øjne bare en maskulin fantasi. Den kan muligvis oversættet til noget universelt, men i bogen er den altså maskulin.

Kvinder ville aldrig kunne tage af sted på samme måde som bogens mandlige hovedpersoner uden at skulle frygte overgreb. De steder, som Sal og Dean besøger - bordeller og så videre - er maskuline fantasier. Bogen romantiserer miljøer, som jeg aldrig vil kunne forholde mig til på samme måde som mænd. 

I bogen er kvinderne ikke frie på samme måde. De rejser ikke. Selv de mest progressive er mere traditionelle end mændene. Kvinder er derimod objekter for mændene og forlades let, når frihedstrangen igen trænger sig på. Den indbyggede væsensforskel mellem mænd og kvinder provokerede mig.
Jeg ved, at mange kvinder læser bogen med andre øjne end mig, og de kan sagtens se igennem det konkrete og elske det abstrakte i bogen. Sådan er vi heldigvis forskellige.

Bogen har altid været cool og hip at læse, så jeg var ked af, at jeg ikke "forstod" den som teenager. Det er jeg måske stadigvæk. Jeg kan jo læse den igen, men det bliver nok ikke lige med det samme. Dertil er der alt for mange andre spændende bøger, jeg skal have læst først.

Filmen har fået blandende anmeldelser. De fleste beklager, at filmen ligger for tæt op af bogen, hvilket gør den til ren nostalgi i stedet for at inspirere med noget til vor tid i dag. 

Jeg kan på baggrund af anmeldelserne ikke se nogen grund til at se filmen. 

I hvert fald ikke i biografen. 

Modeserien her er jeg til gengæld vild med:)

Moonrise Kingdom

Bjarke og jeg har i dag været til forpremiere på filmen Moonrise Kingdom af Wes Andersson. Vi er begge vilde med hans tidligere film, så det var en must-see film uanset anmeldelser. Den er dog blevet taget godt imod i udlandet, så jeg gætter på, at den også får fine anmeldelser i Danmark. 

Hans film er lidt en smagssag. De er super quirky, stiliserede og fyldt med skæve karaterer, der alle aspirerer til at være The Original Hipster. Hans måde at filme på, vinklerne, farverne, billedkompositionerne, kostumerne, rekvisitterne og hans instruktion af skuespillerne er stort set den samme for alle hans film. Jeg er sikker på, at stilen er anstrengende for nogen, men kræs for andre.

Anyways, vi er tilbage 1965, hvor forældreløse Sam er på spejderlejr, mens problembarnet Suzy hjemme holder øje med alt omkring sig med sin kikkert. Det viser sig, at de to unge mennesker har skrevet breve til hinanden og i hemmeligheden aftalt at løbe væk sammen. Udover Sam og Suzy møder vi også Suzys forældre (Bill Murray og Frances McDormand), spejderlederen (Edward Norton), politimanden (Bruce Willis), social services (Tilda Swinton) og et par andre skæve typer...

 Moonrise Kingsom er helt utrolig fin. Jeg elsker billederne og detaljerne. Den skæve humor. Naiviteten. Den er nostalgisk drømmende, og man får både lyst til at tage til Rhode Island, være helt ung igen og lege spejder. Samt læse skæv fantasy litteratur, høre Francoise Hardy på en bærbar grammonfon og gå med knæstrømper. Og selvfølgelig stikke af hjemmefra.

Til trods for fantastiske skuespillere, så er skuespillet i filmen ikke noget at råbe hurra for. De fleste karakterer er sympatiske og underholdende, men der er ikke så meget kød på dem. Ingen skal gøre så meget. Ikke under Wes Anderssons instruktion. Til tider er ideologen spot on, andre gange lidt for for kejtet.

De to hovedroller spilles af to unge mennesker, hvor drengen, Jared Gilman, til trods for søde stunder undervejs desværre ikke er overbevisende filmen igennem. Pigen Kara Hayward ligner til gengæld én, som vi får masser at se til i fremtiden. Hun var god. 

Varme anbefalinger herfra.