Wet look

Jeg har altid fundet det med wet look hair skørt. 

Det er en særlig frisure, som man ind i mellem læser om i modebladene. Det ligner umiskendeligt vådt hår, som ikke er tørt endnu efter et bad.
I virkeligheden er der blevet gjort rigtig meget andet ved håret for at få det til at se vådt ud. Det er trods alt en frisure.

På den ene side kan man spørge sig selv, hvorfor man vil have vådt/fedtet hår? Er det ikke det, vi plejer at undgå?

På den anden side... når det så skal være, hvorfor skal det så være så svært?

Øverst har vi Dior fw13. Det ligner min frisure, når jeg er blevet nødt til at vaske håret, men ikke har haft tid til at tørre det, inden jeg skal ud af døren. For at undgå kolde, våde totter i mit ansigt, sætter jeg det op i en knold. Et voila = je suis chic... évidemment. 

 Ok, så Diors "knold" er mere fancy. Wet look a la sekretær... Men en stor klat mousse og et par hårnåle, og jeg kunne få mit våde hår til at se sidde sådan på 20 sekunder... Tror jeg. 

Roberto Cavallis aw13-version er ikke så meget wet, som det er greasy. Mit hår på tredje dagen ser sådan ud. Jeg plejer at hade det, men....

'amen, det er jo alt for nemt at være high fashion... desværre skal man nok være in-the-know... to know. 

Jeg tror, at de fleste bare ville foreslå mig at vaske håret?

Prada har gjort det største indtryk af årets wet looks - halvdelen af alle modeserier har i hvert fald efterlignet looket. 

Det ligner, at man er blevet ramt af en rigtig stor regnbyge. Et vaskeægte skybrud. Måske stod man midt på en mark, så man ikke kunne nå i læ? 

Jeg fandt en opskrift på Pradas våde hår her, og læg mærke til, at de kalder frisuren nem. 

Udover en særlig kam, skal der volumen spray, shine oil og hårspray til. 

Og her har vi så tre eksempler på billeder fra sæsonens utallige modeserier, hvor modellerne har vådt hår... 

Gad godt se sådan ud i dag

Jeg kan godt lide stylingen på Kati Nescher herover. Jeg er som så mange andre helt ekset over fur-kenstock sandalerne fra Céline. De ser noget så rare ud. I det hele taget er det et rart, nemt outfit. Behageligt, men cool. 

Jeg skal hjem til mine forældre i dag, så jeg kommer ikke til at blogge de næste par dage... 

Så vi ses på den anden side af Oscar-uddelingen;) 

Cool kati

I får ikke meget fra mig i dag... men modellen Kati Nescher ser dælme cool ud på dette street style fotografi. 

On the roads

Peter Lindbergh er mester i modeserier med mandlige skuespillere og smukke modeller...  i denne modeserie er inspirationen den nye film "On The Roads", hvori manden på billederne, Garrett Hedlund, spiller hovedrollen. Modellen er Kati Nescher, som jeg er helt vild med (hun har efterhånden været med på bloggen mange gange). Serien er fra Vogue US.

Jeg læste On The Roads af Jack Kerouac for små ti år siden, og jeg var ikke så vild med den... Det vil sige, jeg kunne godt rationelt identificere og anerkende bogens tiltrækning hos andre læsere, men da jeg ikke kunne læse bogen kønsneutralt, følte jeg mig udelukket fra universet. Jeg tænkte, at bogen havde føltes anderledes, hvis jeg var en mand.

Bevares, jeg blev da ramt af den frihedstrang, som alle beskriver som bogens hit faktor. I bogen er den frihed i mine øjne bare en maskulin fantasi. Den kan muligvis oversættet til noget universelt, men i bogen er den altså maskulin.

Kvinder ville aldrig kunne tage af sted på samme måde som bogens mandlige hovedpersoner uden at skulle frygte overgreb. De steder, som Sal og Dean besøger - bordeller og så videre - er maskuline fantasier. Bogen romantiserer miljøer, som jeg aldrig vil kunne forholde mig til på samme måde som mænd. 

I bogen er kvinderne ikke frie på samme måde. De rejser ikke. Selv de mest progressive er mere traditionelle end mændene. Kvinder er derimod objekter for mændene og forlades let, når frihedstrangen igen trænger sig på. Den indbyggede væsensforskel mellem mænd og kvinder provokerede mig.
Jeg ved, at mange kvinder læser bogen med andre øjne end mig, og de kan sagtens se igennem det konkrete og elske det abstrakte i bogen. Sådan er vi heldigvis forskellige.

Bogen har altid været cool og hip at læse, så jeg var ked af, at jeg ikke "forstod" den som teenager. Det er jeg måske stadigvæk. Jeg kan jo læse den igen, men det bliver nok ikke lige med det samme. Dertil er der alt for mange andre spændende bøger, jeg skal have læst først.

Filmen har fået blandende anmeldelser. De fleste beklager, at filmen ligger for tæt op af bogen, hvilket gør den til ren nostalgi i stedet for at inspirere med noget til vor tid i dag. 

Jeg kan på baggrund af anmeldelserne ikke se nogen grund til at se filmen. 

I hvert fald ikke i biografen. 

Modeserien her er jeg til gengæld vild med:)

Magasinjunkien fortæller om månedens score...

Jeg bruger alt for mange penge på magasiner, så det skal der skæres ned på... har jeg sagt til mig selv i mange måneder. Men det blev ikke i september. Jeg har udover nogle af de danske magasiner, købt tre udenlandske... Og så i øvrigt også en del ældre blade i en genbrugsboghandler. Kan ikke lade være. Jeg kigger, jeg klipper, og jeg inspireres.

Jeg køber som regel Vogue, fordi jeg alligevel bliver en smule nærig, når jeg ser priserne på i-D, Dazed & Confused, LOVE, Purple, Lula, Pop osv. Og så er udvalget af magasiner i Aarhus i øvrigt temmelig lille. Vi har ikke Magasins fantastiske bladkiosk som i København. 

Jeg tjekker som regel Salling og 7-eleven på Banegaarden ud. Specialforretninger som FF2, Stylepaste og Shoeshibar fører også udvalgte magasiner, men de er ikke altid lige opdaterede. Jeg går stadig og håber på, at der ligger en lille bladhimmel et sted i byen, som jeg ikke har opdaget. 

Vogue Paris var et must-buy i denne måned. Der er kun smukke modeserier med. Uha uha, de er gode. Derudover er layotet blevet redesignet, og det skulle tjekkes ud og sammenlignes med nummeret fra august. Jeg tror måske, at jeg foretrækker det gamle layout, men alle har gået og ventet på, at EIC Emmanuelle Alt skulle tilføre magasinet noget nyt efter Carine Roifelds afgang. Generelt har modtagelsen været positiv på de fora, som jeg læser. Det er stadig umiskendelig Vogue Paris. Jeg elsker fransk Vogue og burde have et abonnement. Jeg savner nogle gange de mere provokerende og samfundskommenterende modeserier fra Carine-tiden, men jeg deler Emmanuelle Alts æstetik og synes, at hver måned er et bombardement af lækkerhed og coolness. 

Jeg forstår en del på baggrund af mit skolefransk, men jeg må nok erkende, at jeg mest køber bladet for billeder og design. Jeg valgte Darias cover (Kate Moss og Lara Stone har også et cover), fordi hun er min yndlingsmodel ud af de tre. Jeg foretrak ellers Kates posering, men Darias blik kills it. 

Vogue US er aldrig et must-buy for mig. Deres æstetik og synspunkt appellerer sjældent til mig, heller ikke i denne måned. Forsiden er utrolig grim. Jeg har hverken noget for eller imod Lady Gaga, men det her ligner en tegning. Photoshoppet ihjel. Hendes krop er mere urealistisk end en Barbiedukkes. Og jeg går op i forsider. Anyways, jeg blev lokket i fælden alligevel. Det er det største Vogue nogensinde på næsten 1000 sider. Over 2/3-dele er reklamer, så der skal bladres meget, før man finder hen til læsestoffet. Jeg elsker modekampagner, så reklamerne er en fornøjelse i sig selv, men størrelsen gør magasinet meget svær at håndtere. Det er tungt og klodset (Jeg fik virkelig trænet armene, da jeg bar magasinet hjem fra byen). Modeserierne er underlig undervældende i forhold til, at det er the September Issue, men der er smukke vintage billeder fra tidligere Vogue-udgaver, og alt i alt ender det med at være et tilfredsstillende magasin. Med så mange sider skal der nok være noget, man kan lide, ikke? Jeg er fx ret vild med Diors specialproducerede kampagne/modeserie med Daria Strokous. Og der er et par artikler om current cool people og seje designere med dertilhørende billeder, som er lige i øjet. Der er nogle gode billeder til en artikel om Dolce & Gabbanas første Haute Couture-kollektion. Så ja, det er okay. Jeg køber også Vouge US for læsestoffet, da jeg jo forstår sproget, som var det mit eget, men læsestoffet er som regel ret kedelig. Jeg føler nogle gange, at det er skrevet til rige, ældre damer på Upper East Side (det synes jeg sådan set også stylingen i bladets modeserier peger mod). Jeg foretrækker læsestoffet i Elle US. Sidstnævntes forsider og modedækning er desværre bare ekstremt ringe (denne måned er der en super photoshoppet Katy Perry på forsiden med skrigpink baggrund... ugh), så hvad vælger man? Godt læsestof eller pæne modebilleder?

Det skal siges, at prisen denne måned er på hele 90 kroner. Vogue US plejer ellers at ligge på omkring 65 danske kroner.

Vogue Germany er lige udkommet og dette er Oktober-udgaven. Jeg faldt øjeblikkeligt for forsiden med en af yndlingsmodellerne, Kati Nescher. Superlækker. Sexet. Intens. Derudover så jeg, at danske Nadja Bender havde en utrolig flot modeserie inde i bladet. Så sker der noget inde i mit hoved: Må. Eje. Nu. Jeg har aldrig haft tysk, men kan godt forstå en lille smule. Dog mindre end fransk, så jeg køber igen bladet primært for billederne. Jeg aldrig været tiltrukket af tysk Vogue, men denne udgave er altså virkelig god og et godt alternativ til fransk Vogue. Det vil sige, at magasinet har en coolfaktor. Den som amerikansk Vouge mangler. Den som engelsk Vouge også sjældent har. Det er det bedste tyske Vogue, som jeg har haft fingrene i, men jeg har vist også kun købt magasinet få gange før... som regel hvis jeg besøger landet.

Ville lige vise jer, hvor tyk Vogue US er i denne måned. Det er jo sindssygt. Det tager en krig bare at bladre magasinet igennem!

Jeg er faldet pladask for den danske model, Nadja Bender, som her ses i tysk Vogue. Det er ikke alle, der kan gøre en modeserie fotograferet i et studio med hvidt bagtæppe interessant. Det kan hun. I mine øjne:) 

Young Turks

Jeg elsker modeserier. Jeg ved ikke hvorfor. Det gør jeg bare. Nogle gange er det tøjet. Andre gange konceptet. Nogle gange fotografens stil og stemning. Nogle gange er det modellen. Måske tiltrækkes jeg af ansigtet. Af kroppen. Jeg ved det ikke helt.

Denne serie er fra V og er med en af mine yndlingsmodeller, Kati Nescher. Den er fotograferet af stjernefotografen Mario Sorrenti. Der er smæk på farverne, og man kommer ud i gaderne i Tyrkiet. Det er ikke ligefrem dagligdagsstyling, men vi får set nogle af de mest interessante looks fra de store modehuse dette efterår. 

Den kandiderer ikke umiddelbart til årets modeserie, men den er cool. 

Åh, jeg kunne lave indlæg med modeserier hele tiden... Modeserier er nice.

So young and so fresh

Kati Nescher er åndssvag pæn, stylingen er super cool og jeg er generelt bare helt vild med denne modeserie fra i-D. Jeg kan desuden godt lide, at Kati Nescher på 28 år er med i deres Youth-issue. Så kan jeg også føle mig ung lidt endnu;)

Kati i Alexander McQueen

Det er svært ikke at være betaget af det univers, som Sarah Burton har skabt som chefdesigner for Alexander McQueen. Hun har vist sig at være en helt fantastisk arvtager til et modehus, som jeg egentlig ikke troede kunne overleve uden sin grundlægger (der jo - som alle nok ved - begik selvmord for to år siden). 

Der er et smukt mix af skrædderkunst, originalitet og show i kollektionerne, som giver mig et whiii i kroppen. Det er ikke tøj, der skaber trends - i hvert fald ikke direkte eller med det samme. Tøjet passer ikke ind i "de ti store trends", som modebladene samler og skriver om i starten af sæsonen. Vi ser ikke lige så mange Alexander McQueen-rip offs i butikker som H&M og Topshop som vi gør med Prada, Louis Vuitton og Versace. Det gør ikke noget. Det er ikke just tøj, der passer til et almindeligt liv, men det er forrygende at se på catwalken og i magasiner. 

Ovenover viser Kati Nescher nogle looks fra sommerkollektionen i fransk Vogue. 

Kati x Another Magazine

Jeg er helt betaget af russisk/tyske Kati Neschers ansigt for tiden, og jeg er vild med denne modeserie fra Another Magazine. Jeg kan lide stemningen og æstetikken.

Cool Kati

Mit model crush fra sidste sæson fortsætter i denne sæson. Tyske Kati Nescher er misundelsesværdig smuk - jeg har også altid ønsket mig kindben som en evil queen i en Disneyfilm, og Kati har kindben skarpe som knive! Hun debutterede på catwalken i sidste sæson i en alder af 27 år, hvilket gør hende "mature" i modeverdenenen.... Ja ja, jeg synes bare, at hun er åndssvagt pæn. Det er der også andre, der gør. Hun har indtil videre haft den vildeste uge i New York, hvad angår antal af shows (24) og ikke mindst shows, hun har åbnet (9) eller lukket (3).
Her er hun i en modeserie fra tysk Vogue. Jeg har klippet lidt i billederne, så den "rigtige" modeserie ser lidt anderledes ud. Billederne er fundet på tFS.