Caroline Brasch-Nielsen i Vogue Deutsch

Den danske topmodel Caroline Brasch-Nielsen har i denne måned en modeserie i tysk Vogue... eller modeserie er måske det forkerte ord at bruge, for der er flere smykker end der er mode i serien. 

Det er en serie billeder skudt i et studio med enkel klassisk styling. 

Jeg er aldrig rigtig inspireret af Vogue's smykkeserier uanset Vogue edition, da de dyre ædelstene og metaller er så langt fra mit liv, at jeg ikke rigtig kan forholde mig til dem. Er smykker fra Cartier, Bvlgari, Van Cleef & Arpels, Piaget, Chopard, Graff, Harry Winston, Tiffany eller hvad de dyre juvellerer nu hedder, overhovedet pæne? Eller er det "bare" fancy bling for the 1%? 

Jeg går sjældent selv med smykker, og jeg drømmer ikke om diamanter og ædelstene rundt om min hals eller håndled let alone mine fingre. Selvfølgelig kan en smykkeserie være smuk alligevel, og det er de også tit, men jeg er ret upåvirket af dem personligt. Ingen af smykkerne i denne serie falder i min smag, men Caroline bærer dem pænt.  

SE ALLE BILLEDER EFTER HOPPET

Nadja Bender i tysk Vogue

Nadja Bender er endnu engang i Vogue - denne gang tysk Vogue. I forhold til at nuppe flest Vogue-editorials, må Bender være Danmarks mest succesrige model i øjeblikket. 

Serien signalerer sommer, og jeg kan godt lide farvene i billederne. Stor kunst er det ikke og jeg er heller ikke superinspireret af stylingen, men jeg er nede med the location:)

Tysk Vogue April ser i øvrigt ud til at blive et udmærket nummer. Der er nogle virkelig smukke modeserier med Chanel og Dolce & Gabbana Haute Couture (!!) samt en cool Parisienne-esque modeserie med Claudia Schiffer. Elisabeth Erm har også en modeserie, som ser fin ud. Tysk Vogue har altid en ret god kunstsektion med, og jeg synes faktisk, at det er en ret stærk Vogue-udgave. 

Jeg har i de sidste par måneder haft stor lyst til at købe tysk Vogue, men har ikke gjort det, fordi jeg skal spare og ikke kan tysk - der skal noget ekstra EKSTRA til, før jeg køber et blad, jeg ikke kan læse i. 

(Bevares, før nogen siger, at tysk er let, så ja, jeg kan gætte mig til en del på tysk. Hvis jeg tager mig god tid, kan jeg godt forstå en god slat af en tysk artikel i et modeblad, men jeg har bare aldrig haft tysk i skolen).

Anyways, se alle billeder efter hoppet. Tryk læs mere herunder!

3 x Miley Cyrus covers

Jeg har før skrevet et indlæg om det, men jeg er total Miley Cyrus-fan, hvis man altså lige ser bort fra hendes musik, film og serier;)

Okay, det lyder lidt dumt - jeg synes såmænd hendes singler er vældig fængende, men der er meget andet musik, jeg hellere lytter til. Nej, jeg er derimod helt vild med hendes look, og så synes jeg faktisk, at hun virker både intelligent og fin at høre på i interviews og tv-optrædener, selvom mange måske tænker (og mener) det modsatte.

Jeg følger med på et modeforum, hvor de store magasiner altid bliver diskuteret hæftigt, og hvor man altid kan være sikker på én ting: Der findes mange Miley-haters med en mening, som de vil ud med. Det er nærmest kun Kate Upton, der har kunnet konkurrere med den slags hate de senere år.

Da disse tre covers for hhv Love, W og Vogue Germany blev introduceret på hver deres tråd, så var der hurtigt kommentarer a la "Why her?", "She's so tacky", "How creative - she's naked.. again", "I def will not buy", " I can't stand her", "I don't get her appeal", "She's wrong for that magazine" osv. osv.

Heldigvis er der også venlige kommentarer, og jeg er faktisk ret vild med alle hendes covers, og hvis jeg har råd, vil jeg gerne have dem alle. W March er fx altid et must-buy, og måske skal jeg endelig få prøvet et Love? 

Modsat de fleste celebs, så er Miley vældig fotogen og hendes billeder er ikke bare de almindelige celeb-style-All-smiles-in-pretty-dress-and-hollywood-hair-YAWN! 

Hun ligner en model, har et stærkt look beyond "American-Pretty" og poserer med en naturlighed og styrke, der gør billederne interessante for andre end Miley-superfans. 

(Jeg hader normalt celeb-covers, men nogle stars kan nu et eller andet fx en popstjerne som Lana Del Rey og skuespilleren Lea Seydoux. De kan være interessante nok til, at man ikke behøver at være fan/kunne lide deres musik/film for elske billederne).

Det forlyder, at Miley Cyrus stadig er persona non grata i nogle modehuse. Mens Marc Jacobs personligt elsker hende, har valgt hende som kampagnepige og introduceret hende for Love-chefen Katie Grand, så kan moderedaktørerne faktisk ikke få lov at låne tøj til shoots af mange modehuse. Hun er åbenbart en person, man ikke vil forbindes med (Tænk Lina Rafn og Wood Wood).

En løsning på det er jo at fotografere hende uden så meget tøj på!

Men helt ærlig, hvis man ser disse forsider plus de tilhørende editorials samt hendes kampagne for Marc Jacobs, så er man kraftedeme dum, hvis man som modehus fortsætter sin hate. I forhold til så mange andre popstjerner er hun jo ikke mere cray eller vovet eller vild, og så kan hun rent faktisk posere. 

Bladrestof

Uha, jeg har flottet mig på det sidste med hele fire fancy modeblade. 

Jeg kunne ikke stå for tysk Vogue i denne måned - jeg er er en sucker for strand/blå hav-modeserier, og serien med Jac er ret fantastisk. Derudover er tysk Vogue efterhånden blevet ret godt. Jeg forstår desværre ikke så meget tysk, så det er mest et bladreblad. Men det er et godt bladreblad.

Det samme kan man næsten sige om fransk Vogue. Her kan jeg dog godt med lidt tålmodighed godt læse artiklerne, men det er sjældent, at jeg får stammet mig igennem det hele. 

Juni/juli-udgaven er lige mig med strand, strand og mere strand. Der er ikke meget tøj i bladet - modellerne er nøgne på halvdelen af billederne, men det er meget smukke billeder. Jeg ved, at Emmanuelle Alt får meget hug for ikke at være lige så cutting edge som Carine Roifeld som chefredaktør, men jeg elsker virkelig Alts syn på mode og skønhed. Fransk Vogue er altid lækkert.

Så har jeg købt Scandinavia s/s/a/w, der har 5000 unikke forsider... min forside er ikke ligefrem den bedste ud af dem, jeg har set, men ideen er da meget sjov (jeg fik bladet tilsendt, så kunne ikke selv vælge). Bladet er ret fantastisk. Modeserierne er åndssvagt smukke, og jeg bliver æstetisk ganske veltilpas, når jeg bladrer magasinet igennem. Bladet er skrevet på engelsk, så det er ikke noget problem at læse indholdet... Man køber dog bladet for billederne.

Så er der i-D, som jeg elsker, men sjældent køber, fordi det er åndsvagt dyrt i Danmark. Jeg kan nærmest ikke huske, hvornår jeg sidst købte det. Jeg kan dog huske mit først i-D, som mine forældre købte med hjem til mig fra England sammen med Dazed & Confused og Vogue. Det var i 2005, og det var med Ludivine Sagnier på forsiden, og hold da op, jeg havde det i lang tid. Jeg kunne det blad ud og ind. 

Også i denne omgang er magasinet en sand fornøjelse. Her går læsestof, mode og billeder op i en højere enhed. Der er VIRKELIG mange modeserier, og variationen er stor imellem. Jeg er ret begejstret. Alt for begejstret... jeg ender jo med at købe det igen!

Magasinjunkien fortæller om månedens score...

Jeg bruger alt for mange penge på magasiner, så det skal der skæres ned på... har jeg sagt til mig selv i mange måneder. Men det blev ikke i september. Jeg har udover nogle af de danske magasiner, købt tre udenlandske... Og så i øvrigt også en del ældre blade i en genbrugsboghandler. Kan ikke lade være. Jeg kigger, jeg klipper, og jeg inspireres.

Jeg køber som regel Vogue, fordi jeg alligevel bliver en smule nærig, når jeg ser priserne på i-D, Dazed & Confused, LOVE, Purple, Lula, Pop osv. Og så er udvalget af magasiner i Aarhus i øvrigt temmelig lille. Vi har ikke Magasins fantastiske bladkiosk som i København. 

Jeg tjekker som regel Salling og 7-eleven på Banegaarden ud. Specialforretninger som FF2, Stylepaste og Shoeshibar fører også udvalgte magasiner, men de er ikke altid lige opdaterede. Jeg går stadig og håber på, at der ligger en lille bladhimmel et sted i byen, som jeg ikke har opdaget. 

Vogue Paris var et must-buy i denne måned. Der er kun smukke modeserier med. Uha uha, de er gode. Derudover er layotet blevet redesignet, og det skulle tjekkes ud og sammenlignes med nummeret fra august. Jeg tror måske, at jeg foretrækker det gamle layout, men alle har gået og ventet på, at EIC Emmanuelle Alt skulle tilføre magasinet noget nyt efter Carine Roifelds afgang. Generelt har modtagelsen været positiv på de fora, som jeg læser. Det er stadig umiskendelig Vogue Paris. Jeg elsker fransk Vogue og burde have et abonnement. Jeg savner nogle gange de mere provokerende og samfundskommenterende modeserier fra Carine-tiden, men jeg deler Emmanuelle Alts æstetik og synes, at hver måned er et bombardement af lækkerhed og coolness. 

Jeg forstår en del på baggrund af mit skolefransk, men jeg må nok erkende, at jeg mest køber bladet for billeder og design. Jeg valgte Darias cover (Kate Moss og Lara Stone har også et cover), fordi hun er min yndlingsmodel ud af de tre. Jeg foretrak ellers Kates posering, men Darias blik kills it. 

Vogue US er aldrig et must-buy for mig. Deres æstetik og synspunkt appellerer sjældent til mig, heller ikke i denne måned. Forsiden er utrolig grim. Jeg har hverken noget for eller imod Lady Gaga, men det her ligner en tegning. Photoshoppet ihjel. Hendes krop er mere urealistisk end en Barbiedukkes. Og jeg går op i forsider. Anyways, jeg blev lokket i fælden alligevel. Det er det største Vogue nogensinde på næsten 1000 sider. Over 2/3-dele er reklamer, så der skal bladres meget, før man finder hen til læsestoffet. Jeg elsker modekampagner, så reklamerne er en fornøjelse i sig selv, men størrelsen gør magasinet meget svær at håndtere. Det er tungt og klodset (Jeg fik virkelig trænet armene, da jeg bar magasinet hjem fra byen). Modeserierne er underlig undervældende i forhold til, at det er the September Issue, men der er smukke vintage billeder fra tidligere Vogue-udgaver, og alt i alt ender det med at være et tilfredsstillende magasin. Med så mange sider skal der nok være noget, man kan lide, ikke? Jeg er fx ret vild med Diors specialproducerede kampagne/modeserie med Daria Strokous. Og der er et par artikler om current cool people og seje designere med dertilhørende billeder, som er lige i øjet. Der er nogle gode billeder til en artikel om Dolce & Gabbanas første Haute Couture-kollektion. Så ja, det er okay. Jeg køber også Vouge US for læsestoffet, da jeg jo forstår sproget, som var det mit eget, men læsestoffet er som regel ret kedelig. Jeg føler nogle gange, at det er skrevet til rige, ældre damer på Upper East Side (det synes jeg sådan set også stylingen i bladets modeserier peger mod). Jeg foretrækker læsestoffet i Elle US. Sidstnævntes forsider og modedækning er desværre bare ekstremt ringe (denne måned er der en super photoshoppet Katy Perry på forsiden med skrigpink baggrund... ugh), så hvad vælger man? Godt læsestof eller pæne modebilleder?

Det skal siges, at prisen denne måned er på hele 90 kroner. Vogue US plejer ellers at ligge på omkring 65 danske kroner.

Vogue Germany er lige udkommet og dette er Oktober-udgaven. Jeg faldt øjeblikkeligt for forsiden med en af yndlingsmodellerne, Kati Nescher. Superlækker. Sexet. Intens. Derudover så jeg, at danske Nadja Bender havde en utrolig flot modeserie inde i bladet. Så sker der noget inde i mit hoved: Må. Eje. Nu. Jeg har aldrig haft tysk, men kan godt forstå en lille smule. Dog mindre end fransk, så jeg køber igen bladet primært for billederne. Jeg aldrig været tiltrukket af tysk Vogue, men denne udgave er altså virkelig god og et godt alternativ til fransk Vogue. Det vil sige, at magasinet har en coolfaktor. Den som amerikansk Vouge mangler. Den som engelsk Vouge også sjældent har. Det er det bedste tyske Vogue, som jeg har haft fingrene i, men jeg har vist også kun købt magasinet få gange før... som regel hvis jeg besøger landet.

Ville lige vise jer, hvor tyk Vogue US er i denne måned. Det er jo sindssygt. Det tager en krig bare at bladre magasinet igennem!

Jeg er faldet pladask for den danske model, Nadja Bender, som her ses i tysk Vogue. Det er ikke alle, der kan gøre en modeserie fotograferet i et studio med hvidt bagtæppe interessant. Det kan hun. I mine øjne:)