Når jeg hører om fænomenet (er det et syndrom eller en lidelse?) face-blindness, så kan jeg slet, slet ikke sætte mig ind i det. Jeg er nemlig rigtig god til at huske og genkende ansigter.
Det er måske fordi, jeg elsker at kigge på ansigter. Jeg elsker også at tegne ansigter, og så studerer man virkelig ansigtets detaljer for at kunne gengive det, man kan lide. Jeg kigger på ansigter hver dag. Både ude i den virkelige verden, men også på billeder.
Da jeg så samtidig har den her store interesse for mode, så kigger jeg jo på rigtig mange fotomodeller. Jeg betages konstant af nye ansigter, der er specielle eller smukke eller kantede eller bløde på den helt rigtige (uperfekte) måde. Helt fra jeg var ung og kiggede i modeblade for første gang, syntes jeg, at det var sjovt, at jeg kunne genkende modellerne fra én modeserie og kampagne til en anden.
Måske derfor synes jeg, at det er virkelig sjovt og mærkeligt, når folk ligner hinanden uden at være i familie. Jeg klikker på alle indlæg på enhver hjemmeside, der hedder noget med "lookalike", og jeg har vist også lavet en håndfuld indlæg om folk, der ligner hinanden her på bloggen.
Jeg ved godt, at det virker fjollet at lave lookalike-indlæg med modeller, for ud over en lille håndfuld supermodeller, kender menigmand ingen af dem, og for det meste er de navnløse tøjstativer, som man kun ubevist lægger mærke til... men jeg synes simpelthen, at det er fantastisk med modeller, der ligner hinanden så meget, at jeg til at starte med ikke kan kende forskel.
Øverst har vi Anmari Botha til venstre, som jeg tror er fra New Zealand. Jeg har tit forvekslet hende med danske Josefine Nielsen til højre. Anmari synes at have lidt mere international succes, mens vi ofte ser Josefine Nielsen i danske blade og modekampagner.
^Da Hanna Jirichova til venstre begyndte at dukke op rundt omkring i modeserier og kampagner, blev hun tit forvekslet med Vika Falileeva (højre) på diverse blogs og fora (de er også begge Ralph Lauren-favoritter). Jegvar nu hurtig til at kende forskel, for jeg er ret vild med Hanna og ikke så meget med Vika.
I den senere tid er Hanna blevet en favorit på Vogue Paris-redaktionen, så hun ender nok også med at få en bedre karriere end Vika.
^Grunden til at jeg til i en periode havde svært ved at kende forskel på de to newcomers Devon Windsor og Ola Rudnicka handlede mest om håret. De fik begge en afblegning af hår og øjenbryn og har en lav pange, og jeg troede derfor et par gange, at Ola var Devon. Devon har dog et længere, ovalt ansigt og et mere varmt udtryk, mens Olas ansigt er kortere og mere kantet, og så er hun mere icy.
Er det modeller, man skal kende? Tja, Ola er med i sæsonens Prada-kampagne, mens Devon gik Victoria Secrets-showet. Så må vi se, om de stadig "findes" om et par år...
^Disse to modeller er total yndlings-babes. De er rimelig straight-forward smukke, og Emily DiDinato (venstre) har da også været fast ansigt for en bedst-sælgende Giorgio Armani-parfume og for Maybelline nærmest siden begyndelsen af sin karriere. Det er først nu, at hun begynder at få high fashion-anerkendelse bl.a. med et Vogue Paris-cover her i februar. Men faktisk har jeg sommetider byttet om på hende og Crista Cober (højre). De har begge har fyldige læber, mørkt hår, markante øjenbryn m.m. Jeg er ret vild med dem begge to, men Emily må vel siges at have den bedste karriere - i hvert fald moneywise.
^De sidste to piger, som jeg på et tidspunkt har byttet om på, er Lara Mullen fra England (venstre) og danske Emma Oak (højre. Jeg havde faktisk ikke tænkt over det, før jeg fik Costume Magazine og troede, at Emma igen var på forsiden. Det viste sig at være Lara Mullen i stedet. De er bestemt ikke enæggede tvillinger, men der er nogle ligheder samtidig med at de en periode har hårfarve og -længde.
