Jeg ser FCK mod Real Madrid lige nu....

...derfor skal vi da lige se denne modeserie fra amerikansk Vogue med Cristina Ronaldo i selskab med Daria Werbowy. Modeserien har nogle år på bagen og er fra dengang Ronaldo spillede for Manchester United i England. Ronaldo er måske ikke lige min yndlingspiller, selvom han absolut er blandt de bedste i verden, hvis ikke den bedste her i 2013. Lige nu har han scoret for Real Madrid mod København, så FCK nu er bagud med to mål... Lad os se resten af billederne. 

Daria, Adam, Irland

Yndlingsmodellen Daria Werbowy fordeler sin tid mellem sin lejlighed i New Yor og sit hus ved den irske vestkyst. Amerikansk Vogue besøgte Daria i Irland sammen med Girls-skuespilleren Adam Driver og lavede en modeserie, som er lige efter mit hjerte. Naturen er gudeskøn (jeg har været i Irland, og jeg vil dælme gerne afsted igen - smukt land), tøjet er præcis det tøj, jeg har på, når jeg forestiller mig at bo sådan et sted (hvor jeg har heste og maler i naturen...) og Daria er naturlig smuk uden makeup, og det kan jeg godt lide. Jeg har læst en del comments på modeserien, hvor folk synes, at hun ser gammel og træt ud, men smag og behag. Jeg er mest vild med Daria Werbowy, når hun ikke er dullet op. 

Og lige et ekstra:

J.Skriver i US Vogue

Danske Josephine Skriver er sammen med en række andre modeller fotograferet i Lanvin til amerikansk Vogue i denne måned. Kan I finde hende?

Raquel and Joan kissing

Det er ikke hver dag, at der bliver vist lesbisk love i amerikansk Vogue. I marts' udgave får imidlertid en modeserie med topmodellerne Joan Smalls og Raquel Zimmermann som par. Og vi får lov at se dem kysse. Det er et godt billede:)

On the roads

Peter Lindbergh er mester i modeserier med mandlige skuespillere og smukke modeller...  i denne modeserie er inspirationen den nye film "On The Roads", hvori manden på billederne, Garrett Hedlund, spiller hovedrollen. Modellen er Kati Nescher, som jeg er helt vild med (hun har efterhånden været med på bloggen mange gange). Serien er fra Vogue US.

Jeg læste On The Roads af Jack Kerouac for små ti år siden, og jeg var ikke så vild med den... Det vil sige, jeg kunne godt rationelt identificere og anerkende bogens tiltrækning hos andre læsere, men da jeg ikke kunne læse bogen kønsneutralt, følte jeg mig udelukket fra universet. Jeg tænkte, at bogen havde føltes anderledes, hvis jeg var en mand.

Bevares, jeg blev da ramt af den frihedstrang, som alle beskriver som bogens hit faktor. I bogen er den frihed i mine øjne bare en maskulin fantasi. Den kan muligvis oversættet til noget universelt, men i bogen er den altså maskulin.

Kvinder ville aldrig kunne tage af sted på samme måde som bogens mandlige hovedpersoner uden at skulle frygte overgreb. De steder, som Sal og Dean besøger - bordeller og så videre - er maskuline fantasier. Bogen romantiserer miljøer, som jeg aldrig vil kunne forholde mig til på samme måde som mænd. 

I bogen er kvinderne ikke frie på samme måde. De rejser ikke. Selv de mest progressive er mere traditionelle end mændene. Kvinder er derimod objekter for mændene og forlades let, når frihedstrangen igen trænger sig på. Den indbyggede væsensforskel mellem mænd og kvinder provokerede mig.
Jeg ved, at mange kvinder læser bogen med andre øjne end mig, og de kan sagtens se igennem det konkrete og elske det abstrakte i bogen. Sådan er vi heldigvis forskellige.

Bogen har altid været cool og hip at læse, så jeg var ked af, at jeg ikke "forstod" den som teenager. Det er jeg måske stadigvæk. Jeg kan jo læse den igen, men det bliver nok ikke lige med det samme. Dertil er der alt for mange andre spændende bøger, jeg skal have læst først.

Filmen har fået blandende anmeldelser. De fleste beklager, at filmen ligger for tæt op af bogen, hvilket gør den til ren nostalgi i stedet for at inspirere med noget til vor tid i dag. 

Jeg kan på baggrund af anmeldelserne ikke se nogen grund til at se filmen. 

I hvert fald ikke i biografen. 

Modeserien her er jeg til gengæld vild med:)

Magasinjunkien fortæller om månedens score...

Jeg bruger alt for mange penge på magasiner, så det skal der skæres ned på... har jeg sagt til mig selv i mange måneder. Men det blev ikke i september. Jeg har udover nogle af de danske magasiner, købt tre udenlandske... Og så i øvrigt også en del ældre blade i en genbrugsboghandler. Kan ikke lade være. Jeg kigger, jeg klipper, og jeg inspireres.

Jeg køber som regel Vogue, fordi jeg alligevel bliver en smule nærig, når jeg ser priserne på i-D, Dazed & Confused, LOVE, Purple, Lula, Pop osv. Og så er udvalget af magasiner i Aarhus i øvrigt temmelig lille. Vi har ikke Magasins fantastiske bladkiosk som i København. 

Jeg tjekker som regel Salling og 7-eleven på Banegaarden ud. Specialforretninger som FF2, Stylepaste og Shoeshibar fører også udvalgte magasiner, men de er ikke altid lige opdaterede. Jeg går stadig og håber på, at der ligger en lille bladhimmel et sted i byen, som jeg ikke har opdaget. 

Vogue Paris var et must-buy i denne måned. Der er kun smukke modeserier med. Uha uha, de er gode. Derudover er layotet blevet redesignet, og det skulle tjekkes ud og sammenlignes med nummeret fra august. Jeg tror måske, at jeg foretrækker det gamle layout, men alle har gået og ventet på, at EIC Emmanuelle Alt skulle tilføre magasinet noget nyt efter Carine Roifelds afgang. Generelt har modtagelsen været positiv på de fora, som jeg læser. Det er stadig umiskendelig Vogue Paris. Jeg elsker fransk Vogue og burde have et abonnement. Jeg savner nogle gange de mere provokerende og samfundskommenterende modeserier fra Carine-tiden, men jeg deler Emmanuelle Alts æstetik og synes, at hver måned er et bombardement af lækkerhed og coolness. 

Jeg forstår en del på baggrund af mit skolefransk, men jeg må nok erkende, at jeg mest køber bladet for billeder og design. Jeg valgte Darias cover (Kate Moss og Lara Stone har også et cover), fordi hun er min yndlingsmodel ud af de tre. Jeg foretrak ellers Kates posering, men Darias blik kills it. 

Vogue US er aldrig et must-buy for mig. Deres æstetik og synspunkt appellerer sjældent til mig, heller ikke i denne måned. Forsiden er utrolig grim. Jeg har hverken noget for eller imod Lady Gaga, men det her ligner en tegning. Photoshoppet ihjel. Hendes krop er mere urealistisk end en Barbiedukkes. Og jeg går op i forsider. Anyways, jeg blev lokket i fælden alligevel. Det er det største Vogue nogensinde på næsten 1000 sider. Over 2/3-dele er reklamer, så der skal bladres meget, før man finder hen til læsestoffet. Jeg elsker modekampagner, så reklamerne er en fornøjelse i sig selv, men størrelsen gør magasinet meget svær at håndtere. Det er tungt og klodset (Jeg fik virkelig trænet armene, da jeg bar magasinet hjem fra byen). Modeserierne er underlig undervældende i forhold til, at det er the September Issue, men der er smukke vintage billeder fra tidligere Vogue-udgaver, og alt i alt ender det med at være et tilfredsstillende magasin. Med så mange sider skal der nok være noget, man kan lide, ikke? Jeg er fx ret vild med Diors specialproducerede kampagne/modeserie med Daria Strokous. Og der er et par artikler om current cool people og seje designere med dertilhørende billeder, som er lige i øjet. Der er nogle gode billeder til en artikel om Dolce & Gabbanas første Haute Couture-kollektion. Så ja, det er okay. Jeg køber også Vouge US for læsestoffet, da jeg jo forstår sproget, som var det mit eget, men læsestoffet er som regel ret kedelig. Jeg føler nogle gange, at det er skrevet til rige, ældre damer på Upper East Side (det synes jeg sådan set også stylingen i bladets modeserier peger mod). Jeg foretrækker læsestoffet i Elle US. Sidstnævntes forsider og modedækning er desværre bare ekstremt ringe (denne måned er der en super photoshoppet Katy Perry på forsiden med skrigpink baggrund... ugh), så hvad vælger man? Godt læsestof eller pæne modebilleder?

Det skal siges, at prisen denne måned er på hele 90 kroner. Vogue US plejer ellers at ligge på omkring 65 danske kroner.

Vogue Germany er lige udkommet og dette er Oktober-udgaven. Jeg faldt øjeblikkeligt for forsiden med en af yndlingsmodellerne, Kati Nescher. Superlækker. Sexet. Intens. Derudover så jeg, at danske Nadja Bender havde en utrolig flot modeserie inde i bladet. Så sker der noget inde i mit hoved: Må. Eje. Nu. Jeg har aldrig haft tysk, men kan godt forstå en lille smule. Dog mindre end fransk, så jeg køber igen bladet primært for billederne. Jeg aldrig været tiltrukket af tysk Vogue, men denne udgave er altså virkelig god og et godt alternativ til fransk Vogue. Det vil sige, at magasinet har en coolfaktor. Den som amerikansk Vouge mangler. Den som engelsk Vouge også sjældent har. Det er det bedste tyske Vogue, som jeg har haft fingrene i, men jeg har vist også kun købt magasinet få gange før... som regel hvis jeg besøger landet.

Ville lige vise jer, hvor tyk Vogue US er i denne måned. Det er jo sindssygt. Det tager en krig bare at bladre magasinet igennem!

Jeg er faldet pladask for den danske model, Nadja Bender, som her ses i tysk Vogue. Det er ikke alle, der kan gøre en modeserie fotograferet i et studio med hvidt bagtæppe interessant. Det kan hun. I mine øjne:) 

Kick it!

I junis udgave af amerikansk Vogue er der fokus på sport og OL. I denne modeserie med Arizona Muse er der fokus på sneakers, kicks, trainers, gummisko (kært barn har mange navne), og det kan vi godt lide! Sneakers er praktiske, og man slipper for at ligne en try-to-hard-fashionista. De er også cool. Lad os se resten af billederne. 

What dreams are made of

Jeg kan slet ikke komme mig over, hvor flot denne serie fra amerikansk Vogue er. Grace Coddington har selvfølgelig stylet serien, Tim Walker har fotograferet og Kate Moss er i centrum. Danske Josephine Skriver er med på et enkelt billede.
Serien er skudt på Hotel Ritz i Paris. Wow, sikke en drøm af et sted. Jeg er helt solgt. Alt er perfekt.

Alexander den store

Okay, jeg er vist gået i Vogue US modus, men denne editorial handler ikke kun om pænt tøj og Lara Stones modelling skills. Den handler også om svenske Alexander Skarsgard. En af de pæneste skuespillere lige nu. Jeg har et crush på ham i True Blood (ligesom alle andre, som ser den serie). Her er han den store vampyrviking Eric, og det er efterhånden værd at se serien blot på grund af ham. True Blood starter fjerde sæson i denne måned, så yay. True Blood er super campy, men det holder.
Ellers er Alexander Skarsgard også med i Melancholia, som jeg også glæder mig til at se. Hans far er Stellan Skarsgard, og hans kæreste er den kønne Kate Bosworth. God stil all around.

Emma Watson

Af de forskellige udgaver af Vogue er det amerikanske magasin det mest kommercielle og fashion safe, hvilket gør, at jeg foretrækker både fransk, engelsk og italiensk før det amerikanske. Anderledes Vogue i andre lande, der bruger modeller, bruger amerikansk Vogue altid kendte på deres forside. Typisk skuespillerinder, men Michelle Obama har fx også været blikfang.

I denne måned er det britiske Emma Watson, der pryder forsiden, hvilket passer godt med, at den sidste Harry Potter-film rammer biograferne lige snart

Som altid med Vogues forsider, kan man aldrig helt kende "den kendte", men normalt er det på grund af underligt lys, weird styling, for meget photoshop og en mærkelig vinkel, men jeg er faktisk ret vild med det her billede af Emma Watson. Stylingen af hende er helt anderledes end man har set før. Hun ser meget voksen og sofistikeret ud. Farverne er velvalgte
Hendes nakke ser lidt kort ud, men hendes ansigt er gudesmukt.

Her er det de otte seneste starletter, som har været på forsiden af Vogue US:
Penelope Cruz, Reese Witherspoon, Rihanna, Lady Gaga, Kristen Stewart, Natalie Portman, Angelina Jolie og Anne Hathaway