Watching Documentaries

Selvom vejret er godt, kan man jo ikke være ude hele tiden;) Bjarke og jeg er blevet færdig med tv-serien House of Cards, og i stedet for at kaste os over en ny tv-serie (og dog - vi er faktisk begyndt på de nye afsnit af Arrested Development), har vi kastet os over dokumentarer. For mig kom det lidt i stimer, men for tiden har jeg brug for at se historier, der har et eller andet greb i virkeligheden.

Mange dokumentarer er ret triste, groteske, morbide... men der er også sjove, hyggelige dokumentarer at finde. Her er hvad vi har set i den seneste uge. Glæder mig til at se endnu flere i næste uge:)

Øverst har vi Capturing The Friedmans fra 2003. De lever et tilsyneladende godt familieliv, men en dag opdages det, at faderen gemmer pædofile magaziner i kælderen. Det får endvidere politiet til at undersøge, om faderen har forgrebet sig på sine elever. Arnold Friedman er nemlig lærer. Både Arnold og den ældste søn Jesse anklages for de mest forrykte overgreb af børn i faderens computer-timer, som ikke synes lade-sig-gøre-lige, og filmen spiller rigtig meget på tvivlen om deres skyld. Ganske vist var der vidner, men det var børn, som - viser det sig -  presses af politiet til at "indrømme" overgrebene. Der er ingen fysiske beviser. Filmen vælger ikke som sådan side, og det er hårdt som tv-seer ikke at vide, men kun gætte... 

Det er nu ikke kun anklagerne og kendelserne, som er det drivende, men relationen mellem familiemedlemmerne. Hvordan reagerer en familie, når det viser sig, at deres elskede far er pædofil? Og måske pædofil voldtægtsmand? Da familien altid har været glade for at filme hinanden, er der en helt unik mulighed for at være tilstede, mens alting sker. Og det er, må man sige, en utrolig dysfunktionel familie. Børnene reagerer med fornægtelse, selvbedrag, beskyttelse af faren, vrede over den bedragede mor, isolation, og det er rigtig interessant. 

Meget anbefalelsesværdig!

Grey Gardens er fra 1975, og den kræver en smule tålmodighed at se. Den følger egentlig bare en mor og datter - 2 x Edith, der bor i et stort hus i East Hamptons, som er tilgroet, faldefærdigt, upasset.  Tidligere var de rige socialites ud af Bouvier-slægten (Jacqueline Kennedy). Nu lever de isoleret sammen med hundredvis af katte og vaskebjørne. De skændes hver dag, og man kan på mange måder sammenligne filmen med den danske dokumentar The Good LIfe fra et par år siden, der ligeledes handlede om en mor og datter - tidligere millionærer der levede fattigt sammen i Portugal - og deres evindelige blame game. 

Den er dog knap så patetisk som den danske. Kvinderne i denne film er mere excentriske og drømmende. De er desuden fra en svunden tid. Og det er et vældig fint portæt af et had-kærlighedsforholdet mellem mor-datter, nostalgi og knuste drømme.

King of Kong hører til den underholdende genre. Det er altid sjovt at følge nørder, excentrikere, genier kæmpe om hæder i mærkelige discipliner, som man aldrig havde forestillet sig kunne indeholdt så meget drama. Jeg har tidligere set Word Wars om vejen til verdensmesterskabet i Scrapple - fantastisk dokumentar - og King of Kong er i samme boldgade. Nu handler det bare om Mario-spillet Donkey Kong, som to mænd kæmper om at have rekorden i. Der er snyd og bedrag, vindere og tabere, gode og onde... de tager det alle meget seriøst, mens man som tv-seer klukker og tænker: holy canoli!

51 Birch Street påvirkede mig rigtig meget. Egentlig handler filmen bare om nogle helt almindelige mennesker. Doug Block, filmens instruktør, overraskes over, efter sin mors død, at hans far efter blot tre måneder annoncerer, at han skal giftes igen med sin sekretær for 30 år siden og flytter til Florida. Da han så også finder sine mors dagbøger, lærer han pludselig sine forældre at kende på en hel ny måde. Han lærer, at et ægteskab ikke altid er, hvad det ser ud til, og det er sjældent lykkeligt hele tiden. Nogle gange slet ikke. Da Doug er dokumentarist har han masser af både nyt og gammelt materiale, så igen er der en unik mulighed for at komme ind bag murerne i et helt almindeligt middelklassehjem. Den gav mig stof til eftertanke. 

Bjarke er i forvejen vild med Paradise Lost-serien, der i tre film har fulgt retssagen mod tre unge mænd, der står anklaget for at have begået et brutalt mord. Der er dog masser af beviser for, at de ikke har gjort det, og at morderen stadig er derude. West of Memphis handler om samme retssag, og Bjarke fortæller mig, at der ikke var så meget nyt her at komme efter, hvis man har set alle Paradise Lost-filmene, men West of Memphis er godt lavet og kan bestemt anbefales.

Endnu en film om pædofili, denne gang i den katolske kirke. I Californien bruger den irske præst Father O'Grady sin position som præst til at befamle og forgribe sig på børn. Han opdages mange gange, men hver gang sender kirken ham bare til et nyt sogn, hvor historien gentager sig. Vi følger de for evigt mærkede forældre, der lukkede præsten ind i deres hjem og selv tilbød ham soveplads og dermed mulighed for ugerningerne. Vi følger vrede børn. Alle er de især sure på kirken for ikke at gøre noget, undskylde, kompensere... Da O'Grady selv medvirker og er ærlig omkring sine ugerninger og sin skyld og sin anger, føles det nogle gange som om, det ikke er ham, der er skurken, men kirken (lederne af kirken) for ikke at stoppe ham første gang, at de hører om hans handlinger. Det er imidlertid nedslående at læse om O'Gradys gøren og laden efter filmen på wikipedia. Denne film satte desværre ikke en stopper for hans forkastelige handlinger. Man undrer sig, ryster på hovedet, får dårlig smag i munden, forstår det ikke!