The Man from U.N.C.L.E - most deliciously stylish film of the year?

Jeg var virkelig begejstret for The Man from U.N.C.L.E. Den havde alt det, som Bond-film ikke længere har - stil, humor, god "banter"... en fantastisk garderobe!

I bund og grund kan filmen sagtens sammenlignes med en James Bond-film - de ældre af slagsen dog. Sean Connerys Bond. Filmen foregår nemlig i 60erne - først i Berlin. Dernæst i smukke, stilige Rom. Det er så lækkert at se på, at man næsten ikke ved, hvad man skal gøre af sig selv.

Henry Cavill spiller den amerikanske thief-gone-spy Napoleon Solo, som kører upåklagelig god stil, er rap i replikken, cooler than cool og selvfølgelig når han også i filmen at elske med både den smukke hotelmanager samt filmens skurkinde. Han lyder lidt som Bond, ikke?

Til gengæld har han en makker i skikkelse af Armie Hammers russiske spion Illya. De er modvilligt sat sammen i den fælles amerikanske og russiske indsats mod den rige italiensk Vinciguerra-familie med nazitendenser, der er i gang med at lave en atombombe. Deres "banter" (småskænderier) undervejs er herlige. Jeg elsker den slags.

Med sig har de tyske Gaby spillet af den henrivende Alicia Vikander, som både skal reddes og beskyttes, men også hjælpe dem med at infiltrere Vinciguerra-familien med Elisabeth Debicki som smuk, stilig og køligt overhovede. 

Gaby er selvfølgelig ikke så hjælpeløs og uskyldig, som spionerne tror. Og midt i det hele blander også den britiske efterretningstjeneste sig. 

Anyways, jeg har altid elsket et godt spiondrama. Jeg er især en sucker for denne type, hvor stil vinder over action, og hvor der er god kemi mellem skuespillere, gode replikker og humor indlagt de rigtige steder. Der er action, bestemt, men ikke på den der måde, hvor handlingen nærmest går tabt imens. Det er godt lavet.

Alle ser fantastiske ud, og den er en rigtig god datefilm. Den er underholdende og skaber godt humør, og der er noget for både mænd og kvinder, hvad angår god stil og det søde liv. Den er ikke dyb eller eftertænksom, og der skal nok være dem, der ikke er imponeret, men jeg var virkelig tilfreds. Uha, jeg ville elske en 2'er. Nu må vi se. Jeg ved ikke, om filmen blev en succes, men jeg synes heller ikke, at den var markedsført rigtig. Titlen er heller ikke så appelerende. Den har nok fået titlen på grund af det tv-show, som den er bygget over, men man kunne have kaldt filmen noget mere indbydende, synes jeg..  

Jeg har fundet lidt flere billeder herunder...

SE ALLE BILLEDER EFTER HOPPET

Vintage modeserier fra 60'erne og 70'erne

Dette indlæg indeholder billeder fra 60'erne og 70'erne, og mit formål er at vise, hvor meget sæsonen mode er inspireret af de to årtier. 

Kunne billedet herover ikke næsten være åbningslooket fra Louis Vuitton? 

SE ALLE BILLEDER EFTER HOPPET

Film om Jean Shrimpton og David Bailey

I går så jeg filmen We'll Take Manhattan - en BBC-produceret film til tv om 1960'erne it-par modellen Jean Shimpton og fotografen David Bailey.

Filmen handler om, hvordan parret møder hinanden og kommer i gang med deres karrierer. Det er ikke lige let i en tid, hvor modellerne er ældre, aristokratiske damer, som fotograferes i unaturlige, opstyltede positurer i et studio.
 Jean Shrimpton er en ung, almindelig pige fra landet, og David Bailey er en ung, rebelsk fotograf, der vil fotografere mode, som det bruges. Parret forelsker sig i hinanden, selvom Bailey er gift. Engelsk Vogue hyrer dem til en modeserie i New York, men der er modstand hele vejen fra den gammeldags redaktør, der ikke forstår de nye vinde...

Som film er den højst middelmådig, men som den modenørd, jeg er, blev jeg nødt til at se filmen. 1960'erne er en af de mest spændende perioder modehistorisk. Der sker enormt meget. Moden var dengang bundet af politiske og sociale normer, og mode var på mange måder sprængfarlig. Det er mode ikke i dag. I hvert fald ikke i vores del af verden.

Derudover er æstetikken fra 1960'erne jo hele fantastisk. Bare tænk Mad Men... Og moden fra the Swinging London var måske i endnu højere grad fantastisk.

Karen Gillan i rollen som Jean Shrimpton er so-so. Hun virker som en udmærket skuespillerinde - især sårbarhed, uskyldighed og tristesse er hun formiddabel til at formidle, men hun er ikke model. Hun er ikke særlig fotogen på stills, og hun har ikke den der x-faktor, der gjorde Jean Shrimpton det modeikon, hun var. Man køber ikke helt præmissen. Aneurin Barnard er derimod en flottere udgave af David Bailey. Om David Bailey var lige så irriterende i virkeligheden som i filmen, ved jeg ikke. Aneurin ser meget ung ud, så man har svært ved at se ham som gift. Men well.

Modehistorisk er det sjovt at se billeder fra 1960'erne blive re-inacted. Lad os sammenligne filmens ansigter og billeder med virkeligheden ansigter og billeder.

Karen Gillan til venstre og Jean Shrimpton til højre. Jean er kendt for en lang elegant hals, som Karen ikke har i samme grad.

Her kan vi sammenligne parret. 

Her er nogle af de billeder, som man i filmen forsøger at gøre efter. Der er ikke rigtig nogen tvivl om, at de "rigtige" billeder er bedst. Læg mærke til bamsen:)

Begge disse billeder er de originale billeder fra 1960'erne, men de er også med i filmen og er med til at vise en hel ny form for modefotografi.

Swinging beauties

Der er rigtig mange retroinspirede modeserier i denne sæson, så det er ikke fordi en modeserie inspireret af the swinging sixties og de ikoniske britiske modeller som Penelope Tree, Twiggy, Jean Shrimpton og Peggy Moffit er originalt fundet på, men det er svært ikke at forstå, hvorfor modemagasinerne gør det. Se bare denne modeserie. Det er fantastisk flotte billeder og de har castet de helt rigtige modeller. Jeg er særlig vild med India Farrel, som er øverst og nederst. Hun har et helt særligt look. Hun minder mig også lidt om Mia Farrow, som jeg altid har været vild med.

Som jeg kan læse mig til, når jeg googler hendes navn, så var hun for lidt tid siden med i en engelsk dokumentar omkring modelliv, hvor hun vælger at stoppe med at være model på grund af presset i branchen, men noget kunne tyde på, at hun ikke er helt stoppet.

Billeder for Ponystep #2

Made in Dagenham

Forleden var jeg i biografen med min mor og se den engelske film Made in Dagenham (eller på dansk: Det Stærke Køn), som var en dejlig feel-good film baseret på sande begivenheder i 1968. Det starter med en strejke blandt kvinderne på Fords bilfabrik i Dagenham. Kvinderne er ansat som ufaglærde, selvom de syer indmad til biler, hvilket i den grad kræver færdigheder. De kræver derfor mere i løn. Strejken udvikler sig dog hurtigt til at handle om ligeløn, for det er det, som det i virkeligheden handler om. Men hverken fagforening, Ford eller kvindernes mænd er lige begejstrede for den kamp. Sally Hawkins gør det fantastisk som Rita O'Grady, der sætter det hele i gang. Alle spiller i øvrigt godt, manuskriptet er skarpt og underholdende, billederne er flotte, og jeg elsker 1960'er kulisserne. Hos den engelsk direktør for Ford og hans kone genkender man stilen fra Mad Men, mens man hos fabriksarbejderne er mindre sofistikerede, men man giver den også mere gas både til fester og med sin påklædning. Her smider man trøjen, når man arbejder; man er seksuelt frisindet, der bliver købt superkorte Mary Quant-hotpants, og der er masser af farverige prints på de små kjoler.
Det er en let sommerfilm, som man bliver i godt humør af, men den fortæller også en vigtig historie om dengang,at lige rettigheder for mænd og kvinder ikke var en selvfølge.

Jean Shrimpton

Jean Shrimptoner en engelsk model og skuespillere, som var stor i the swinging sixtiesg. Hun regnes for en af verdens første supermodeller og var et stilikon for sin tid.
Hun er så smuk, så smuk.

Åh francoise!

Hun er simpelthen så smuk Francoise Hardy. Jeg ville ønske, at jeg havde hendes hår. Jeg lytter lige nu til The Vogue Years, som indeholder alle de mest kendte af hendes sange. Det er hyggeligt. Om lidt skal jeg grille
med nogle venner.

She is simply stunning, french singer Francoise Hardy. I wish I had her hair. I'm listening to The Vogue Years right now. I like her music.