Mario Sorrenti and the nudes

Mario Sorrenti er en af de bedste og mest kendte modefotografer i dag - især når det gælder nude fotografi. Han tager dog ikke kun billeder af nøgne modeller, men også nøgne selvportætter. Sågar billeder af  hele hans familie - kone og to børn - nøgne. Billedet øverst er et selvportræt.

Jeg læste et virkelig fint interview med ham i magasinet Intermission i dag, og der var flere gode citater om nøgenfotografi. 

Han fortæller blandt andet om, hvordan han første gang tog et selvportræt nøgen. 

"It started because we had this set that I really loved - a slab of wood with a bunch of meat carcasses on it and I wanted to do a picture with the model naked on the meat and she wouldn't do it. So I was like, okay, fuck it, I'm going to take it myself. I'm going to get naked on the meat. And that's how it started". 

Fra da af handlede det om at overgå sig selv hele tiden med crazy steder, hvor han kunne fotografere sig selv nøgen.

"I prefer shooting nudes... it's really pure", siger han i interviewet. 

Senere uddyber han.

"When I think about art, I always think about the nude, the human figure is very important to me. I love when I see the body in different positions, when light sculpts it in different ways".

Han voksede selv op i Italien i 1970'erne med en familie, der tog på nudiststrande og havde det godt med nøgenhed. Det har han fået med sig. Han var desuden omringet af kunst fra renaissancen... 

Han fortæller i interviewet, at han ikke fotograferer nogen, der ikke selv har lyst. 

"So if they want to do it and we're going there, there's something that they're trying to fulfill for themselves as well. In a way, I'm allowing that for them; I'm a reason and an excuse for them to experience something they want to experience". 

Selvportrættet på isen skulle have været meget koldt, men det er virkelig flot. I næste indlæg må vi hellere se på nogle flere billeder taget af Mario Sorrenti.

The mocktress

Jeg læste en artikel forleden, der handlede om unge, smukke, tynde skuespillerinder, som er mere kendt for at møde op til modeshows og andre modeevents end for deres film. Artiklen døbte dem "mocktresses", men rådede imidlertid læseren til - på trods af titlen - ikke at have ondt af de unge kvinder: De tjener nemlig styrtende med penge.

Jessica Alba, der fortsat er på forsiden af magasiner som Allure, Glamour og InStyle, selvom hun ikke har været med i en nævneværdig film i flere år, er et bud på en mocktress. Kate Bosworth og Camilla Belle (øvert til højre) er også gode eksempler.

Bosworth og Alba får begge omkring $100,000 for at møde op til events og modeshows, og når Alba mødte op til 43 events i 2012 alene, så kan I selv do the math. 

Events kan være åbningen af en konceptbutik eller en ny Topshop flagship store. Det kan også være Audi Holiday Party eller en mindre festival i Italien. 

Diane Kruger (øverst i midten) har spillet mange gode og interessante roller i både Tyskland, Frankrig og USA, men er formegentlig mere kendt for at have utrolig god stil. Hun mødte op til 31 events sidste år, og tjener helt sikkert mere ved at være chic end ved at kunne spille skuespil.

Andre mocktresses tæller skuespillere som Ashley Greene fra Twilight-filmene, Chloë Sevigny, Rosie Huntington-Whiteley, Isabel Lucas, Rachel Bilson og January Jones, mens artiklen kalder teenagerne Hailee Steinfeld og Elle Fanning for mocktresses-in-spe.

Tidligere mocktresses tæller Mischa Barton, Lindsey Lohan, Sienna Miller og Elizabeth Hurley.

Det kan godt være, at de ikke får penge for at sidde front row for Chanel, men så får de til gengæld for $15,000 tøj og sko. Mindre high brow brands betaler imidlertid deres stjerner i cool cash. Kerry Washington og January Jones ser eksklusivt dit show og elsker det for blot  $40,000- 60,000. Vil du have fat i en A-lister som Beyonce, så kræver det $100,000. 

A-list stjerner som Natalie Portman, Jennifer Lawrence og Jessica Chastain har også kontrakter med modehuse og bliver inviteret til modeshows (og får betaling), men de vil altid først og fremmest være kendt for deres skuespil i film. 

Deres pr-folk er meget påpasselige med ikke at udvande deres brand ved at deltage i for mange events, mens for en full-on-mocktress så er mode deres brand, og skuespillet er det, der giver hende moderelevans. 

Artiklen tilføjer dog, at der er en grad af mocktress i alle skuespillerinder. Ens look på den røde løber er vigtigere end nogensinde. Mode er en af de vigtigste komponenter i en skuespillers image.

Mocktressen har skubbet reality-stjerner som Lauren Conrad og Nicole Ritchie ud på sidelinjen. Mocktressen er lige den tand mere eksklusive og bliver ofte omtalt på blodeblogs som stilikoner, mens realitystjernerne nærmest kun findes i tabloid-bladene. De mangler det der aspirerende element, som Diane Kruger og Kate Bosworth har i læssevis.
Den succesfulde mocktress er modeltynde og underspillet chic. Hun er den perfekte brand ambassadør. Vi kender ikke bare hendes ansigt. Vi kender også hendes historie - hende fiaskoer og triumfer. Det gør hende mere tiltrækkende end en model, hvis navn vi ikke engang kender.  For flertallet i hvert fald.

Jeg er personligt overrasket over, hvor mange penge "stjerner" tjener på at overvære et modeshow. Jeg troede, at de gjorde det for deres fornøjelses skyld og for at blive "set". At det var i både "stjernen" og designerens interesse at bruge hinanden i branding, men sådan er det åbenbart ikke.
Man kan rent faktisk leve af at være et stilikon!

Hvad siger I? Kommer det bag på jer, at der er så mange penge involveret? 

Artiklen hed vist What Qualifies as a Hollywood Mocktress? af Merle Ginsber

Fashion as an art form

"There's nothing so immediate as fashion , in terms of an expression of one's values and one's state of mind. Even the negation of fashion is a statement. But high fashion is usually seen as an expression of femininity, which is why a lot of people don't take it seriously, or see it as an art form. It's not just that fashion can't be an art form because it's functional, but because it's feminine"

- Andrew Bolton, kurator på the Met's Costume Institute, citeret fra The New Yorker 

Amelia

Jeg har siddet og set ballet i dag på youtube. Jeg har set balletten Amelia af Édouard Lock, da jeg læste et interview med Robyn, som synes, at den er the shizzle. Intervieweren er interesseret i Robyns egen dans i sine videoer, og spørger hvor inspirationen kommer fra.

"There's a dance sequence I've looked at a lot called 'Amelia' by Édouard Lock of the dance group La La La Human Steps. That really, really, really gets me going". - Robyn i COS Magazine, 2013

Jeg er vild med dans, og blev hurtigt opslugt af universet. Balleten handler om køn, mænd og kvinder og synes optaget både dekonstruktion og poststrukturalisme, som jeg dyrkede en del på uni. Det er derfor en fornøjelse for både sanser og intellekt. Filmen er præmieret med flere priser, og jeg kan bestemt anbefale at se Amelia, hvis man interesserer sig for dans.

Loïc Prigent on Tommy Ton

Mode-dokumentaristen Loïc Prigent bliver interviewet i det nyeste nummer af COS' magasin. Han er en god observatør og ganske humoristisk. Se bare hvad han har at sige om Tommy Ton og street style:

" When the Sartorialist started shooting the people arriving at fashion shows a few years ago, you could notice that people made sure they were wearing a good total look, because the Sartorialist shoots people head to toe. But then Tommy Ton came, and he photographs details, like a hand with a bright nail polish holding a clutch, or an interesting hat. The effect is that people are now wearing outfits that are broken up into several great Tommy Ton pictures, but all together they make for bad total outfits. Isn't that fascinating?"

Jeg kan anbefale både magasinet og resten af interviewet. Bladet findes gratis i COS. Øverst har jeg lavet en lille collage ud af Tommy Ton-detaljebilleder.

Vogue UK: How we shop now

Kvinden på billederne er Emily Sheffield. Hun arbejder for Vogue UK (og er i øvrigt den engelske førstedame Samantha Camerons søster) og har i Vogue UK february skrevet en længere artikel, om hvordan vi shopper i dag efter nogle år med finanskrise. 

Lad os se på nogle af pointerne!

Emily starter artiklen med at beskrive hendes eget forhold til shopping. 

Hun er splittet mellem et gammeldags begær efter nye, fine ting og et behov for at bruge færre penge. Artikler i aviser omkring den økonomiske krise har gjort hende bange. I en periode kunne hun slet ikke beslutte sig for at købe noget som helst. Hun kunne heller ikke beslutte sig for en ny strategi i forhold til nyindkøb. 

Jeg kender det personligt godt: hvis man kun har råd til én ting, hvad skal man så vælge ud af alle de millioner ting, som man har lyst til/brug for? Hvilke kriterier bør gøre sig gældende? To billige ting eller én lidt dyrere? Basistøj eller sjovt tøj? Nye sko eller nye bukser?

Emily ender med at købe et par Prada-sko. De taler til både fornuft (??!) og følelse, da de er guddommeligt smukke og vil være et langtidsholdbart samlerobjekt. Hun er stadig i tvivl om indkøbet - hvor meget af hendes garderobe passer de mon egentlig til?, men beslutter sig om ikke andet for, at langtidsholdbarhed er det vigtigste kriterium. Ikke prisen. 

Prada aw12

Anita Borzyszkowska, freelance modekonsulent, sætter opfindsomhed over pris og sæsonens tendenser.  

Hun fortæller, at når man er over 30 år, så har man den fordel, at man allerede har en god garderobe med skønne ting, som man altid kan vænne tilbage til sæson efter sæson. Hun synes samtidig, at det er dovent og dumt at udskifte hele ens look hver sæson. 

Før hun køber noget, skal tingen virkelig arbejde for at forføre hende. Det betyder ofte, at tingen er meget dyr, men hun køber færre ting end før finanskrisen. 

Hendes sidste køb var en kjole fra mærket Sacai. Hun finder desinget originalt, og en kjole derfra får hendes hjerte til at slå hurtigere.

Sacai ss13

Amanda Ferry, event organizer for Rose Productions, har en lidt anden strategi. Hun undgår de vilde ting og bygger i stedet langsomt sin garderobe op med klassisk kvalitetsdesign. Hun går efter simple ting, som kan holde forevigt hvis passet godt på. Hun nævner som eksempler bukser fra Céline og en blazer fra Stella McCartney.

Hun køber blog et par ting hver sæson og impulsshopper ikke længere. Hun køber ikke længere tendensprægede ting og holder sig fra high street butikker.

Hun shopper efter ting, hun har brug for, ikke hvad hun har lyst til. 

Det er kun på ferier, at hun tillader lidt sjov på shoppeturen. Her kigger hun på markeder og billigere lokale butikker. 

I sit arbejde har hun brug for en del festkjoler, men hun fortæller, at hun er god til at genbruge. Hun har en sort, enkel kjole fra McQueen, son hun bruger igen og igen med forskellige accessories.

Celine ss13

Francoise Tessier, indkøber hos Browns, fortæller, at deres kunder efter 2008 er blevet meget mere selektive kunder. De går efter ting, som både kan bruges i løbet af dagen og om aftenen. De er ikke så vilde i deres køb længere. De holder sig derudover fra at købe de mest genkendelige items fra kampagner og catwalks. De vil gerne have smukt tøj, men tøjet må ikke kunne identificeres med en bestemt sæson. 

Hendes top tip: Make every item work!

Blogger Emma Elwin i klassiske, langtidsholdbare  items

Judd Crane, Womens Wear Director for Selfidges, fortæller, at kunderne er blevet mere tålmodige i forhold til at vente på de helt rigtige varer. Særligt de rigtig dyre. Der er større efterspørgsel på skræddersyede ting og limited kollektioner. De tænker sig mere om. Less is more. 

Carmen Kass i Vogue Paris 2006 - stilen holder stadig.

Silvia Agrestino, account director for Spring Studios, fortæller, at hendes tøj er en investering i hendes karriere. Hun køber luksusmærker for at være præsentabel, og holder sig omvendt fra hurtige trends, uholdbare materialer og dårligt håndværk. Hun køber få, men dyre basisvarer som fx  en Céline taske og en Max & Co frakke. Hun er også blevet mere kreativ. Hun er for nylig blevet afhængig af skræddersyede bukser af stoffer, som hun selv finder. 

Max & Co frakker

Modellen Jacquetta Wheeler er i det hele taget begyndt at redesigne sit ældre tøj i stedet for at købe nyt. Hun fortæller, at hun har fået sat for i en Marni-frakke, så den nu er varmere. Hun har også fået sat silkefor i en blomstret Galliano-kjole, som hun aldrig har fået brugt, fordi den var for gennemsigtig. Hun har også fået lavet en jagtjakke, og fikset et par sko. På den måde sparer hun penge, som hun så kan bruge på andre ting.

Wheeler fortæller nemlig, at hun en gang i mellem forkæler sig selv med Miu Miu toppe med tryk og noget skræddersyet fra Stella McCartney. 

Jacquetta Wheeler fotograferet af Steven Meisel for Vogue Italia

Alicia Waite, freelance journalist på 26 år, genbruger og genopfrisker. Hun finder et par gamle jeans og justerer lommer, tilfører nitter og klipper huller i dem, så de føles som et nyindkøb. For de penge, hun sparer på den slags "forbedringer", køber hun én ny ting hver sæson, som skal kunne bruges til alt. 

Waite ændrede sit shoppemønster et par år inde i finanskrisen. Alt det tendensprægede tøj lå i en bunke og samlede støv. Prints, som hun troede, at hun ville elske, blev aldrig brugt. Hun solgte det hele på eBay og for pengene købte hun en £400 dyr The Kooples pea coat, som hun til gengæld har gået med konstant i 2 år.

Sidste år købte hun et par Chloé Susan boots til £800, i efteråret blev det til et par støvler fra Balenciaga i modellen Apron, og denne sæson regner hun med at købe en bomber jacket fra Filles A Papa. 

Hun bruger det samme som før, men nu køber hun ting, som kun kan bruge for evigt... eller som ikke taber så meget i værdi, så hun vil kunne sælge det for en god pris, hvis hun beslutter sig for det. 

Balenciaga Apron Boots

Emily Weiss opsummerer til sidst sine egne (nye) regler:

1) Pris er ikke et parameter for holdbarhed. Trends holder ikke. ej heller gør sæsonens key items samt top-til-tå looks. 

2) Whistles laver de bedste hvide t-shirts. Joseph er bedst til hverdags-tailored tøj. Nøje udvalgt vintage holder altid. Dyre investeringer bør planlægges nøje. Impulsshopping bør elemineres - især under udsalg, hvor man ofte kommer hjem med de forkerte størrelser.

3) Meget af ens gamle tøj kan med fordel sendes til skrædder for at blive justeret, strammet ind eller repareret.

4) Når man tvinger sig selv til at kigge sit skab ordentligt igennem, finder man som regel gode ting, som kan re-styles og bruges på gentagne nye sjove måder.

Hun opsummerer også andres gode råd til hende:

a) Køb kun nyt, hver gang du sælger ti ting på eBay

b) Købe statement-strik for at tilføre din garderobe drama

c) Større forsigtighed, mindre impulsshopping, mere udskillelse, mere reinvention. 

d) Køb en billig garderobestang og rediger i din garderobe hver sæson samt planlæg indkøb af hullerne.

e) Invester i fine smykker

d) Gå på jagt efter billige klassikere på fx theoutnet.com eller i luksusgenbrug.

Emily Sheffield slutter af med, at hun endnu ikke ved, hvordan hun skal vælge mellem en Preen nederdel eller et par Céline sko denne sæson?

Preen ss13

Kilde: Vogue UK Februar 2013

Næsering

Jeg synes faktisk, at det ser møgsejt ud. Min veninde har en næsering a la denne... Men man skal være klar på, at folk kommenterer det og ønsker lange diskussion om ens "signaler". Hun er sej, hun klarer det, selvom det til tider er træls, da hun ikke "mener" noget med ringen... andet end at hun fik lyst til at få en nåsering, for hun synes, at det er pænt.

Jeg ville ikke selv kunne overskue modstanden. Jeg ville ikke orke det, og jeg ville sikkert også tage det alt for personligt, hvis nogen fortæller mig, at det er grimt. Og det er der mange der gør. Men ikke alle.

Jeg ser næseringen flere og flere steder, og det gør trendeksperten på fashion forum åbenbart også. Det er 90'er retro og grunge, og det hitter lige nu. Det skal virksomhederne vide, når de planlægger PR. Læs bare med her. 

Take a walk, babe

Øverst har vi den svenske model Tilda Lindstam, der ikke bare blev fremhævet som en af årets bedste newcomers under modeugerne ifølge models.com. Hun var også den model, der gik allerflest shows fordelt på de fire store byer - New York, London, Milano og Paris. Det blev til 68 shows i alt. Øverst går hun show for Calvin Klein i New York... 

Og apropos New York, modeller og nye ansigter, så er der en ret fin artikel på Time Magazines hjemmeside om casting af modeller til modeshows.
Journalisten Nate Rawlings har fulgt casteren Andrew Weir op til modeugen. I løbet af en castion session på seks timer ser han op til 400 modeller. Hans job er at kunne spotte en supermodeller blandt modeller. And it's all in the walk... Læs artiklen her.

Dressed up for the Olympics

Ja, jeg er supercrazyvild med OL, så lad os tage nogle fashion and beauty facts om de olympiske lege. Kom gerne selv med flere facts, hvis I kender nogen:)

Vero Moda og Jack & Jones har stået for det meste af Danmarks tøj og uniformer under OL. Man kan købe noget af det. Se mere her. 

Giorgio Armani og Ralph Lauren designede henholdsvis Italiens og USAs uniformer under åbningsceremonien. Stella McCartney har fået meget omtale for sit design af de britiske sportsdragter under OL, men det var highstreet-kæden Next, der stod for Team GBs (grimme) uniform under åbningsceremonien.

Stella McCartney har i alt designede 590 stykker tøj til 46 discipliner i OL og handikap-OL. Uniformerne, der er inspireret af Union Jack, er blevet kritiseret for ikke at indeholde mere rødt.

Ralph Lauren er blevet kritiseret for at få OL-uniformerne syet i Kina. Blazeren kan i øvrigt købes online for $795.

Nike har lavet basket ball uniformer til blandt andet Team USA og Kina. Dragterne er blandt andet lavet af genbrugte plastikflasker. Trøje og shorts vejer til sammen 335 g. Til sammenligning vejede de 573 g under OL i Beijing. 

Svømmerne må ikke længere brug high-tech heldrager, idet det internationale svømmeforbund forbød dem i 2009. Svømmedragterne skal være i "good moral taste" og må ikke være gennemsigtig.

Fra 2012 er det ikke længere et krav for kvinderne i Beach Volley at bære bikini. Nu må de også gerne bære shorts og t-shirt. 

I de olympiske by i London er der en salon, hvor de olympiske deltagere kan få gratis manicure. Neglelaksfirmaet Butter London har lavet en Olympisk Heavy Medal kollektion, der består af lakker i farverne guld, sølv og bronze. 

Kosmetikmærket Make Up For Ever har en vandfast linje, som er lavet til synkronsvømmere.

Synkronsvømmere putter gelatine i håret, for at gøre det stift og skinnende.

Heste kan også bruge makeup under konkurrencer. En salve, som bliver kaldt Showring Greasepaint, skulle kunne tilføje "glamour" til øjnene og kan bruge på næsen og mulen for at definere farvedybden samt skjule urenheder. Faktisk kan heste også få hovlak på. Desuden bliver manken selvfølgelig flettet i dressur.

Rytmiske gymnaster må ikke have tutu-tulle-balletskørter på.

Gymnaster - i hvert fald i det amerikanske nationale træningscenter - sætter også håret og bruger makeup til almindelig træning. 

Atleter er tilsyneladende gode hårmodeller. I hvert fald er både svømmeren Ryan Lochte, cykelrytteren Victoria Pendleton og vores egen Mikkel Hansen frontfigurer i shampooreklamer.

Den amerikanske fodboldspiller Megan Rapinos korte afblegede hår har sin egen twitter-konto.

kilde: Time Magazine, Vogue UK, Bestseller

Gabrielle Douglas, gymnastik og OL

Jeg elsker at se OL. Jeg elsker alle de underlige discipliner, som man mellem hver Olympiade glemmer eksisterer. Jeg elsker at blive suget ind i en konkurrence, som jeg ikke anede ville fange mig. Jeg elsker ideen om OL, og jeg følger med mange timer om dagen, hvis jeg kan komme til det.

En af de discipliner, som jeg altid forsøger at komme til at se, er gymnastik. Jeg var 11 år, da der var OL i Atlanta, 1996. Det var et godt år for gymnastik. USA vandt for første gange guld i kvindernes holdkonkurrence, men det var ikke uden problemer. En af deres gymnaster, Kerri Strug, vred om på foden og måtte gennemføre spring over hest skadet. Hun kom igennem øvelsen ved at lande på kun en fod. Efter den umenneskelige præstation vandt amerikanerne. Hun blev båret ind på medaljeskamlen og kunne fejre det sammen med holdkammeraterne - blandt andet den suverænt dygtige gymnast Shannon Miller. Det var et drama uden lige og man kunne som seer mærke gymnasternes iver, sorg og glæde over resultaterne gennem hele konkurrencen. Det var fantastisk, og jeg var solgt.

Det var også første gang, at USA vandt guld i den disciplin, som Sovjetunionen (senere Rusland) havde siddet massivt på i mange, mange år. Det amerikanske gymnastikhold blev døbt The Magnificent Seven og Kerri Strugs afslutning på konkurrencen er i USA blevet døbt en af de største øjeblikke ved OL nogensinde.

I går vandt amerikaneren guld i redskabsgymnastik for hold for anden gang nogen sinde. Denne gang med fem på holdet. Guldet blev blandt andet hentet i land af den 16-årige Gabrielle Douglas, der deltog i alle fire discipliner. Hun var fantastisk, og jeg sad og heppede på hende, da jeg så genudsendelsen på tv2 i går aftes. Jeg havde læst Time Magazines OL-special i toget hjem i går, hvor jeg blandt andre læste en lang artikel om den lille gymnast fra USA. Billederne her er fra artiklen. 

Øverst ser vi Gabrielle strække ben i køkkenet sammen med sin værtsfamilies børn. Gabrielle Douglas valgte nemlig som 14-årig at flytte væk fra sin familie og ind hos en fremmed familie i Iowa for at være tæt på den træner, som skulle føre hende mod OL i London. På andet billede ser vi den eksplosive gymnast i aktion. Hun har fået tilnavnet The Flying Squirrel på grund af sine spring på den forskudte barre.

I takt med at jeg selv bliver ældre, føles gymnasterne mindre og mindre. Gabrielle Douglas er 1,50 m, hvilket er noget nær perfekt i en sportsgren, hvor man bliver kaldt et fyrtårn, hvis man er over 1,60 m. Jeg husker den russiske diva, Svetlana Khorkina, der var med til OL flere gange. Hun adskilte sig på flere måder fra de andre gymnaster. Hun var fx med til OL som 27-årig (og vandt en sølvmedalje), hvilket er langt over den almindelige pensionsalder for en elitegymnast. De bedste gymnaster er mellem 16 og 20 år. For det andet var hun 1,65 meter høj, og hvis I søger på billeder af hende på nettet, kan I se, at hun ligner en gigant i forhold til de andre gymnaster. Jeg er selv til sammenligning 1,65 høj og anser mig bestemt ikke som en gigant. Tværtimod. 

Svetlana Khorkina var høj og (skræmmende) slank, mens mange af gymnasterne er små, tætte og muskuløse, men der er ingen tvivl om, at flere af pigerne ser ud til at være 10 år i stedet for de 15-16 år, som er alderkravet for at komme med til OL. En hurtig søgning på tidligere OL all-round champions og man ser små, små piger - af dem jeg kan huske og har set vinde: Lilia Podkopayeva, Simona Amanar, Carly Patterson  og Nastya Liukin. 

Nu hvor holdkonkurrencen er færdig, er der så de individuelle discipliner tilbage. Gabrielle Douglas skal kæmpe om all-round guldet, hvilket vil sige flest point efter alle fire discipliner. Derudover er der medaljer til de bedste på hver enkelt redskab. Jeg holder med Gabby. 

Skinny Gurls & Fatties: et indlæg om vægt

Jeg læste en artikel på Fashionista i går, der handlede om en thinspo-side, Skinny Gurls - Skinny Gossip. Sidstnævnte havde skrevet en rimelig forstyrrende artikel om, at model of the moment, Kate Upton (billede ovenover), er fed. Ja, fed. Seriously?

Jeg kunne ikke lade være med at besøge hjemmesiden, som er en hjemmeside for piger med... et meget usundt forhold til egen og andres kroppe. Det er ikke en pro-anorektisk side, so they say, men det er en side for folk, der ønsker at være så tynde som overhovedet muligt.

Og det er især et site, der hater på fatties. Man er stortset en fatty, hvis man vejer over 50 kg (uanset kropstype og højde!). Hvilket selvfølgelig gør mig til en fatty. Jeg vil ikke anbefale siden, hvis man har komplekser i forhold til egen krop, for de er hårde mod en. Bevares, nogle af artiklerne er morsomme, fordi de er så langt ude og politisk ukorrekte,  men altså... Jeg er dybt uenig i deres holdninger ( og ikke bare fordi  jeg selv er en fatty).

Jeg var både skræmt, forundret og ærgerlig. Stakkels piger. De er så opsatte på at være lige så tynde som de tyndeste modeller (som fx Kasia Struss - billedet ovenover), at de hver dag sidder og stirrer sig blinde på billeder af tynde modeller, som de bruger som motivation i deres eget vægttab (såkaldt thinspo) eller skriver onde ting om fede (slash helt normale) mennesker. Al den energi, der kunne være brugt på noget andet. De er besatte, og det er sjældent godt for nogen.

Jeg har selv været igennem et par teenageår, hvor usikkerhed førte til et alt for stort fokus på kroppen, mens mad blev en fjende, der helst skulle undgås. I dag vil jeg sige, at jeg har et fornuftigt forhold til min krop. Jeg drømmer som så mange andre om at tabe de der 2-5 kg uden at gide gøre noget seriøst ved det. Lige nu sidder jeg og spiser en hjemmelavet kanelsnegl - den er yum-yum. 

For mig er Anja Rubik (fra indlægget nedenunder), Kasia Struss - og modeller generelt - nærmest en anden species end mig, så jeg sammenligner ikke min egen krop med deres. Jeg synes, at de er flotte på billeder og viser tøj på en smuk måde i modeserier og på catwalken, så derfor har jeg ikke noget problem med at vise masser af billeder af modeller på min blog. Til gengæld kan jeg godt blive selvbevidst og småjaloux, når jeg ser billeder af bloggere som Elin Kling og Emma Elwin (billedet ovenover). Tynde ben... Suk.

Men... så lukker jeg computeren, mit "virkelige" liv begynder, og her ville et vægttab på 3-5 kilo ikke have nogen væsentlig indflydelse på mit liv. Alt ville være præcis det samme. 

Modelsociologi

Modeller bliver ikke altid rige og berømte, men må arbejde hårdt for at tjene nok.
Ashely Mears, en sociologistuderende i New York har lavet et feltarbejde som model og fortæller i denne artikel om, hvordan det er for modeller, der ikke tjener mange penge.
Modellerne tør ikke tage de forkerte jobs af hensyn til deres image, men omvendt  giver de prestigefyldte jobs som modeserier for high end magasiner kun et symbolsk honorar for en hel dags arbejde. Inden modellen overhovedet har tjent penge, skylder hun allerede bureauet en masse penge for testbilleder, men for piger kan det tage lang tid at tjene nok til at betale tilbage. Hvilke modeller der bryder igennem er aldrig til at sige. Det har ikke altid noget med modellens udseende at gøre.
Det er fin læsning.