Jeg elsker at se OL. Jeg elsker alle de underlige discipliner, som man mellem hver Olympiade glemmer eksisterer. Jeg elsker at blive suget ind i en konkurrence, som jeg ikke anede ville fange mig. Jeg elsker ideen om OL, og jeg følger med mange timer om dagen, hvis jeg kan komme til det.
En af de discipliner, som jeg altid forsøger at komme til at se, er gymnastik. Jeg var 11 år, da der var OL i Atlanta, 1996. Det var et godt år for gymnastik. USA vandt for første gange guld i kvindernes holdkonkurrence, men det var ikke uden problemer. En af deres gymnaster, Kerri Strug, vred om på foden og måtte gennemføre spring over hest skadet. Hun kom igennem øvelsen ved at lande på kun en fod. Efter den umenneskelige præstation vandt amerikanerne. Hun blev båret ind på medaljeskamlen og kunne fejre det sammen med holdkammeraterne - blandt andet den suverænt dygtige gymnast Shannon Miller. Det var et drama uden lige og man kunne som seer mærke gymnasternes iver, sorg og glæde over resultaterne gennem hele konkurrencen. Det var fantastisk, og jeg var solgt.
Det var også første gang, at USA vandt guld i den disciplin, som Sovjetunionen (senere Rusland) havde siddet massivt på i mange, mange år. Det amerikanske gymnastikhold blev døbt The Magnificent Seven og Kerri Strugs afslutning på konkurrencen er i USA blevet døbt en af de største øjeblikke ved OL nogensinde.
I går vandt amerikaneren guld i redskabsgymnastik for hold for anden gang nogen sinde. Denne gang med fem på holdet. Guldet blev blandt andet hentet i land af den 16-årige Gabrielle Douglas, der deltog i alle fire discipliner. Hun var fantastisk, og jeg sad og heppede på hende, da jeg så genudsendelsen på tv2 i går aftes. Jeg havde læst Time Magazines OL-special i toget hjem i går, hvor jeg blandt andre læste en lang artikel om den lille gymnast fra USA. Billederne her er fra artiklen.
Øverst ser vi Gabrielle strække ben i køkkenet sammen med sin værtsfamilies børn. Gabrielle Douglas valgte nemlig som 14-årig at flytte væk fra sin familie og ind hos en fremmed familie i Iowa for at være tæt på den træner, som skulle føre hende mod OL i London. På andet billede ser vi den eksplosive gymnast i aktion. Hun har fået tilnavnet The Flying Squirrel på grund af sine spring på den forskudte barre.
I takt med at jeg selv bliver ældre, føles gymnasterne mindre og mindre. Gabrielle Douglas er 1,50 m, hvilket er noget nær perfekt i en sportsgren, hvor man bliver kaldt et fyrtårn, hvis man er over 1,60 m. Jeg husker den russiske diva, Svetlana Khorkina, der var med til OL flere gange. Hun adskilte sig på flere måder fra de andre gymnaster. Hun var fx med til OL som 27-årig (og vandt en sølvmedalje), hvilket er langt over den almindelige pensionsalder for en elitegymnast. De bedste gymnaster er mellem 16 og 20 år. For det andet var hun 1,65 meter høj, og hvis I søger på billeder af hende på nettet, kan I se, at hun ligner en gigant i forhold til de andre gymnaster. Jeg er selv til sammenligning 1,65 høj og anser mig bestemt ikke som en gigant. Tværtimod.
Svetlana Khorkina var høj og (skræmmende) slank, mens mange af gymnasterne er små, tætte og muskuløse, men der er ingen tvivl om, at flere af pigerne ser ud til at være 10 år i stedet for de 15-16 år, som er alderkravet for at komme med til OL. En hurtig søgning på tidligere OL all-round champions og man ser små, små piger - af dem jeg kan huske og har set vinde: Lilia Podkopayeva, Simona Amanar, Carly Patterson og Nastya Liukin.
Nu hvor holdkonkurrencen er færdig, er der så de individuelle discipliner tilbage. Gabrielle Douglas skal kæmpe om all-round guldet, hvilket vil sige flest point efter alle fire discipliner. Derudover er der medaljer til de bedste på hver enkelt redskab. Jeg holder med Gabby.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar