New York I love You

Jeg var i sin tid meget optaget og berørt af filmen Paris, je t'aime, som består af en række novellefilm instrueret af forskellige instruktører med Paris som fællesnævner, som tema, som ramme. Konceptet gentages med New York, I Love You, som blot i endnu højere grad gør byen til hovedperson, idet de mange små noveller overtager og hvirvles ind i hinanden i én lang skildren frem for at blive skilt ad i kapitler eller afsnit.
Ligesom i Paris, je t'aime kan man kritisk indvende, at ikke alle historierne er lige interessante, men novelleformen er præcis det som virker på mig og som undskylder de ujævne episoder. Jeg bliver simpelthen rørt af den poesi og åbenhed, som de korte nedslag i forskellige skæbners liv besidder, hvor man kan digte videre som man vil.
De forskellige historier bruger løs af byens myter og de forestillinger, som vi gør os om New York. Vi beskriver byen som en kulturel smeltedigel, en miniudgave af hele verden, et sted, hvor myriader af liv og skæbner udfolder sig og flettes ind i hinanden, fyldt med møder mellem fremmede og tilfældige sammenfald. Alle historierne udspringer af det levede liv og det genkendelige, men genfortryller samtidig hverdagslivet ved at vise det overraskende, det smukke, det pudsige, det magiske og det paradoksale ved de små ting i livet. Filmen gør det ordinære ekstraordinært og puster samtidig liv til vores forestillinger om New York. Det er en kærlighedserklæring til New York - ikke til kærligheden, skal det siges. En lang række kendte skuespillere medvirker bl.a. Natalie Portman, Hayden Christensen, Orlando Bloom og Julie Christie.

Jeg kender efterhånden en del, der enten lever i New York lige nu eller har gjort det i forbindelse med praktik, masteruddannelse, ph.d. eller udveksling - og jeg rammes sgu af en vis misundelse. Det mærkes næsten som noget, der skal prøves?