lørdag den 20. november 2010

a single man



Tom Fords A Single Man levede op til forventningerne og var en meget rørende filmoplevelse.
Som forventet var filmen helt igennem æstetisk gennemført.
Colin Firth var eminent i rollen som professoren George Falconer og Julianne Moore er evigt vidunderlig. Hendes rolle var forholdsvis lille i forhold til, at hun pryder filmplakaten. Det er vel for ikke at skræmme publikum væk ved at fokusere for meget på det homoseksuelle tema i filmen?
Nicolas Hoult - drengen fra About A Boy - har en stor rolle som Georges elev, der gerne vil lære sin professor bedre at kende. Matthew Goode er charmerende som Georges elsker gennem 16 år, som dør i starten af filmen. Scenen i deres fælles sofa er ægte hele vejen igennem. Jon Kortajarena er filmens tredje meget smukke mand og spiller en spansk trækkerdreng med et umiskendeligt James Dean-look. Men damn, der er eye candy for både piger og bøsser.
Tøjet er selvfølgelig en nydelse: det er om noget en modeskabers debutfilm. Det er imidlertid Georges smukke hus tegnet af John Lautner, som løber med opmærksomheden. Huset kunne ikke have været et andet hus.  Ingen detaljer er ligegyldige og under den lakerede overflade banker filmens hjerte delikat og rørende.  Billedernes toner viser Georges indre følelsesliv. Filmen udspilles i starten af 1960'erne, hvor homoseksualitet er et stort tabu, og ingen taler højt om det. Det højst hentydes og i så fald yderst subtilt. George har derfor levet det meste af sit liv uden at kunne udtrykke sine følelser. Colin Firth portrætterer dette på en måde, hvor jeg virkelig røres.
Filmens slutning ødelagde en smule af magien, men ikke mere end at jeg står tilbage med en følelse af at have set en gedigen god film. Dem er der faktisk ikke så mange af.

I really enjoyed A Single Man and recommend it to everybody. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar