onsdag den 31. august 2011

årets mange modereklamer part 3

Jeg får ikke alle de store mærkers reklamer med i denne omgang, men dette er sidste indlæg om årets modereklamer.
Ovenover er det brasilianske Raquel Zimmerman for Alexander Wang. Jeg synes, at reklamen er cool og rammer sin målgruppe. Jeg har aldrig været en die hard Wang-lover, som der ellers findes en del af i blogland, men der er flere gode pieces i hans seneste kollektion. Accessorie-wise er han virkelig dygtig, selvom jeg hellere ville være nøgen end have sandalstøvlerne på første billede på!

Fendis reklamer er på den ene side rigtig flotte i denne sæson. Jeg kan godt lide konceptet med et atalier som kulisse og Anja Rubik som muse. Desværre hader jeg Anja med sort paryk. Jeg synes, at den næsten ødelægger alle billederne fra serien. Måske ville jeg i det hele taget vælge en anden end Anja Rubik til denne histoire og kollektion. Jeg valgte dette billede, fordi det var den, Fendi selv havde valgt at bringe i det seneste engelske Vogue.

Guccis seneste kampagne ligner meget det, som de har lavet de seneste sæsoner, så der er en lige linje i forhold til branding, men jeg synes ikke, at den udtrykker det samme som kollektionen gør på catwalken. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg forstår valget af Abbey Lee som centrum for kampagnen. Jeg plejede at være vild med hende, men jeg synes ikke, at hun er så god med platinblond hår. Jeg foretrækker den anden model Sigrid Agren, som desværre svæver lidt i bagrunden på de fleste billeder.

Louis Vuitton har ramt en god tone i deres efteråskampagne i forhold til kollektionen. Det er en kollektion, der både lugter af retro og fetisch. Det spiller kampagnen også på, men uden at det virker kostumeagtigt. Danske Gertrud Hegelund er med på et af billederne i kampagnen (nummer to billede her - hun er øverst).

Givenchys kollektion var en af mine favoritter i dette efterår. Billederne lever ikke helt op til mine forventninger. Her har jeg valgt to billeder med italienske Mariacarla Boscono, men Kristen McMenamy, Natalia Vodianova og Naomi Campbell er også kampagnepiger. De sidder på samme måde på en pude og virker panteragtige... Jeg synes ikke, at det er dårligt, men jeg havde forventet noget mere.

Moschino er taget til Venedig. Jeg synes ikke, at kollektionen er så god i år. Tøjet ligner for meget kostumer til et udklædningsbal, men reklamerne er gode. De virker som de skal, når man bladrer i bladet. Man stopper op. Man får både et tydeligt billede af selve tøjet, men man får også en historie og nogle andre detaljer at kigge på.

Farverne er flotte og tøjet er ligeså. Proenza Schouler er et af mine yndlingsmærker (på afstand - jeg har ikke råd til deres tøj). Jeg kan lide valget af modellen, men alligevel er jeg skuffet. Jeg mangler et eller andet.

 Sonia Rykiels reklamer er ikke noget særligt, men de virker efter hensigten. Tøjet ser smart ud på franske Constance Jablonsky, og man kan fornemme, at man kan gå på café og være smuk og cool i tøjet. Jeg er ret vild med Rykiel... Jeg føler mig ramt. Det er ikke genialt, men dygtigt.

Versace har fået en opblomstring det sidste halve år. Mærket har fået en masse opmærksomhed. Først annoncerede H&M, at Versace var det næste high end mærke, som skulle lave en kollektion for high street kæden. Derefter begyndte Lady Gaga at gå med en masse vintage Versace. Efterårskollektionen har også mange vintage Versace-referencer. Det er skarpt skåret og sexet på en måde, der slet slet ikke appellerer til mig, men jeg er alligevel tiltrukket af tøjet og særligt af denne kampagne. Saskia De Braw har en krop som Lara Stone, men et androgynt ansigt som Stella Tennant og Iris Strubegger. Jeg er helt vild med hende.
Jeg er også helt vild med Raquel Zimmerman, som har lavet helt vild mange kampagner dette eftertår. Her er hun ansigt (og krop) for Yves Saint Laurent. Jeg synes, at kampagnen er rigtig god. Kollektionen er meget smuk, og billederne videregiver dette.

Det var så det. Ikke flere "reklameanmeldelser" fra mig i denne sæson. Jeg fik som sagt ikke alle de store modehuse med, men jeg fik 30 reklamer med. Det må være nok;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar