onsdag den 28. september 2011

Caroline, Gertrud og Josephine

Tre succesfulde danske modeller i Milano: Caroline Brasch-Nielsen, Gertrud Hegelund og Josephine Skriver. De har hver deres kvaliteter.

Caroline har suveræn stil uden for catwalken og har gode proportioner. Hun kan virke en smule firkantet bygget og ikke decideret smuk, men hun har et stærkt udtryk og virker helt igennem cool. I foråret var hun ansigt for Marc Jacobs og dette efterår har hun fået sin anden kampagne for Valentino. Jeg har lige set hende i en H&M kampagne, hvilket er cool. H&M booker efterhånden kun de "største" modeller i deres store kampagner.

Gertrud har i mine øjne branchens bedste øjebryn og en krop som en Helmut Newton model. Hun er meget høj og statuesque. Hendes krop er meget atletisk, hvilket vil være en fordel til tider og andre gange vil hun blive valgt fra på grund af hendes proportioner. Jeg har faktisk ventet på hendes gennembrud i flere år og har simpelthen ikke kunne finde ud af, hvorfor hun ikke gik de internationale shows. Hendes fem centimeter lavere søster har været på catwalken i New York gennem flere år. Gertrud er mere iøjnefaldende, har et stærkere portfolio, hun har højden og et fantastisk ansigt. Det viser sig, at der har været problemer med hendes agentur de sidste par år, så det er først nu, at hun er at finde på de internationale runways. Hun er i denne sæson ansigt for Louis Vuitton.

Josephine har det yndigste ansigt og er meget charmerende. Hun er "kun" 175 cm, hvilket er 4-5 centimeter lavere end de mest brugte modeller. Hun har til gengæld en meget harmonisk krop, der ser godt ud i det meste, og hun har nu haft to sæsoner på catwalken med stor succes. Hun har endnu ikke scoret nogle af de kendte internationale kampagner, men har gjort god reklame for sig selv i en masse smukke editorials på det seneste.
Billedet ovenover er fra backstage hos Etro via tfs. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar