tirsdag den 23. april 2013

The Acid Mud Man


I får lige endnu en af mine lerfigurer... Jeg synes nemlig, at manden her er blevet ret sjov. 
Det var ikke meningen, at han skulle have bylder over hele kroppen, men man ved altid med glasur eller begitninger. Der sker ting og sager i ovnen, og så må man leve med de somme tider forunderlige resultater. Det er både forbandelsen og fascinationen ved ler- og stentøj!
Lige til ham her passer bylder ret godt. Han kunne godt være The Acid Mud Man i en eller anden mutant comic book... eller Gollum? Helt sikkert en bad guy. Og en tragisk skikkelse. 
Ærgerligt er det selvfølgeligt, at foden knækkede under forglødningen... prøvede at "lime" den med glasuren (zinter-begitningen), hvilket også virkede, bortset fra at foden nu sidder helt underligt. 
Han er selvfølgelig ret grim, hvilket også er en øvelse for mig. Jeg er grundlæggende en pæn pige-pige, der godt kan lide pæne ting, så jeg øver mig på at blive bedre til grove, groteske, mere ufærdige ting, der bryder lidt med behovet for pænhed. Og så vil jeg bare gerne prøve at lave en masse forskellige figurer. Prøve mine evner af. Ler/stentøj er jo helt nyt for mig.
Figuren er formet uden forlag og fra min egen fantasi, hvilket også er en øvelse for mig. Det plejer at være en god ide at have et billede eller en tegning at forme efter, men jeg kan godt lide at træne min hukommelse og ikke lade kreativiteten styre af noget allerede eksisterende foran mig. Jeg bliver hurtigt for bokstavelig, når jeg har et billede at kigge efter, og vil have det til at ligne. Men... jeg er også i gang med en løve, som aldrig rigtig bliver færdig, fordi jeg ikke kan få proportionerne til at passe... Den var god for nogle dage siden, men nu er den håbløs, og jeg er ret sur på den. Der ville det have været rart med en udførlig skitse!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar