torsdag den 13. juni 2013

Minitema: Den nøgne krop


Jeg har egentlig altid haft det blandet med nøgenbilleder i modeblade. 

På den ene side giver de nøgne kroppe billederne en tidsløs stemning. De forpures ikke af modens forgængelighed. Den nøgne krop er desuden smuk- eller i det mindste fascinerede i alle størrelser. Den nøgne krops linjer er evigt tiltrækkende, og det er intet mysterium, at kunstnere igennem tiderne altid har haft den nøgne krop som motiv. 
På den anden side kan billederne i modebladene blive så vulgære, at det kan være svært at skelne mellem billeder til mandeblade og porno og billeder i modeblade... Her kan jeg til tider blive blufærdig og måske også lidt irriteret over at skulle forholde mig til sex.. og til at være sexet/have en sexet krop evigt og altid.

Jeg har også et problem med, at modellerne ligner hinanden så meget kropsmæssigt. Bladene benytter de  samme modeller til både nøgen- og fashion shoots. Det vil sige, at jeg altid kommer til at se på lange, tynde kvindekroppe, og det bliver også lidt uinteressant i længden. Både fordi jeg på meget usund vis kommer til at sammenligne min egen knap så lange og tynd krop med deres, og fordi den knap så stramme krop kan være helt fantastisk... især som inspiration til tegninger, malerier, skupturer m.m.


Da jeg tegner og skulpturerer selv, så er den nøgne krop også for mig en stor inspiration. Jeg er for tiden vild med at tegne og kigge på kroppens smukke linjer og mange former - både de kantede og de bløde. Det er en god øvelse. Men bare se Daisy Lowe herover - jeg får straks lyst til at tegne en hurtig skitse af hendes positur og fine former...
Jeg bruger både min fantasi og kigger efter billeder, når jeg tegner og former. Tit begge dele. Især mine figurer får en del fyldigere kroppe end modellerne i modeblade, fordi det er sjovere at forme. Det er sjovt at forme deller og ufaste numser i ler.
Mens jeg ikke i virkeligheden finder min egen pæreformede krop specielt ideel, så er jeg vild med at tegne og forme den kropstype og gøre den mere ekstrem. Det er meget mærkeligt, egentligt. 

Anyways, jeg vil lave et par indlæg om den nøgne krop, så lad os kalde det et lille minitema:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar