Jeg havde et par ærinder nede i byen i dag, og jeg kunne ikke dy mig for et smut ind i H&M. Det er farligt for tiden, fordi der er kommet nye forårsvarer og bevares, der kommer nye varer hele tiden i H&M, men man kan altså godt mærke, når der er tale om sæsonskifte. Eller også er jeg selv bare mere tilbøjelig til at falde for noget nyt.
Denne pelsede cardigan (i dejlig blødt... polyester) i den lyseste pudderpink sad helt perfekt og var lige præcis den, jeg går og craver for tiden. Hvorfor jeg ikke bare købte den, ved jeg ikke helt, men mon ikke det handler om økonomi?! 400 kroner er også en slat, og jeg har allered brugt penge på tøj i denne måned.
Men. Jeg bliver nok nødt til at tænke lidt over det, for uha, den er rar og pæn og blød og pæn...
Jeg kan nok ikke tænke over det i for lang tid, for så bliver den udsolgt, er jeg ret sikker på. Det er det værste med high street butikker. Man skal sgu være så hurtig på aftrækkeren. Den findes ikke (lige nu?) på hjemmesiden, og den er en del af trend-kollektionen, så den findes ikke i alle H&M.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar