I lørdags var Bjarke og jeg til bryllup nr 2 denne sommer (i morgen kommer det tredje:-)), og da det blev holdt i Sædding og Hjerting nord på Esbjerg, så tog vi til Fanø om fredagen og tog færgen tilbage til fastlandet om lørdagen. Bjarke og jeg tog et par billeder af hinanden, mens vi ventede på færgen på Fanø.
Jeg var i en kjole fra Acne, som jeg dagen forinden havde semi-ødelagt, da jeg fik den skøre ide at stryge den.
Jeg havde ikke tænkt på, at et strygejern har forskellige temperaturer og at silke skal stryges på lav varme... og efter at have strøget cirka halvdelen af kjolen var jernet blevet så varmt, at det brændte hul og lavede mærker ved den blotte kontakt.
Jeg siger jer, at jeg var grædefærdig og helt umulig at trøste, for selvom kjolen var købt brugt og derfor ikke nogen større udskrivning, så havde jeg endnu ikke selv haft den på, og jeg havde glædet mig. Jeg havde prøvet den om torsdagen, og jeg havde været ret tilfreds... Ak og ve.
Jeg skulle ikke have strøget den. Den var pænere med riller i stoffet (bare se noget af stykket foran) og ja, uden huller. Hvordan kan man være så dum???
Halvt strøget og med hul i tog jeg den alligevel på. Heldigvis er mærkerne og hullet på siden af kjolen, så man kan ikke se det forfra, og kjolen kan også godt bruges alligevel... men... det er ikke så elegant.
Jeg havde på forhånd tænkt, at jeg også ville have Acne-kjolen på i morgen til min venindes bryllup, men nu er jeg knap så sikker. Lige nu regner jeg med kjolen fra bryllup nr 1. Jeg burde snart beslutte mig. Vi skal tidligt op i morgen og med bussen til København, hvorfra vi skal videre mod Stevns. Det bliver en lang dag. Jeg plejer at være smadret oven på så meget kørsel. I stedet skal jeg være klar til fest.
Jeg tør slet ikke tænke på hjemturen søndag. De to første bryllupper tog mig tre dage at komme over, hvor jeg bare kunne blive ved med at sove... og der vågnede jeg op i egen seng (og sommerhusets seng).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar