tirsdag den 7. juli 2009

Berlin: Man er vel turist



Lørdag var vi rundt i nogle typisk turistede områder, hvor det ikke ligefrem var berlinercool eller kilde til vi-var-bare-de-sejeste-steder-historier, når der hjemme igen diskuteres favoritspots i Berlin. I sådanne diskussioner er kriteriet altid realness: Det skal være turistfrit, fyldt med ægte berlinere og så skal stederne falde inden for den forfaldsromantiske æstetik, være østtysk og fyldt med smadrede barer, små unikke butikker og det udefinerbare rawness. (Rå er efterhånden et overvurderet buzzword, der med sin overeksponering i alle modeblade har mistet sin betydning. Altså!!). Det må ikke lugte for pænt!

Efter at have vandret lidt rundt blandt alle de andre turister, snakkede vi lidt om, hvorvidt turisten monstro kunne blive cool igen? Mens min kæreste flovede sig, hver gang jeg foldede vores turistkort helt ud og samtidig syntes, at jeg tog vel mange billeder, blev det mig mere og mere magtpåliggende at omfavne turisthelvedet (fx ved at omfavne nogler turistboder, som drev kæresten helt i koma), for det er svært at undgå. Det er også stressende at undgå. Jeg indstillede jagten efter det hippe. Havde jeg det måske ikke sjovt alligevel?

Måske er vi blevet gamle? Men trendwise tror jeg bestemt, at turisten har potentiale. Når mavebluser og skulderpudder har fået comeback, så kan alt lade sig gøre. Og på et tidspunkt bliver det altså kedeligt at bruge alt sit krudt på at være den første til at finde det mest ægte uopdaget coolspot, når man kan have det lige så sjovt andre steder (eller virkelig bare gerne vil hvile benene og få sig en kop kaffe nu og ikke et sekund senere!). "Man har kun det fun, man selv blander", som jeg er begyndt at sige igen lide pludseligt (selvom udtrykket ingen begejstring vækker. Mine venner slår mig irriteret i siden, for det er altså for noller et udtryk).

Jeg var faktisk ikke på én eneste sej café, jeg var ikke i et fedt, nyt kvarter, jeg kan ikke anbefale noget vildt cool - men pointen er måske, at det var dejligt ligemeget, for jeg havde en dejlig tur på grund af så meget andet. Jeg nød endda at gå ned af Unter den Linden igen igen igen, at gå under Brandenburger Tor. Jeg nød min Subway sandwich ved Potzdamer platz og den tiltrængte kop kaffe på Berlin Hauptbahnhof. Jeg havde det fint med at shoppe med kæresten i Mitte - han efter Nike sneakers, mig bare fordi. Jeg syntes, at Hamburger Bahnhof var et fantastisk skønt kunstmuseum, og jeg kunne godt lide at drikke cocktails på Morélos, som var mexikansk og ganske identitetsløs og ucharmerende indrettet, tjenerne var langsomme i optrækket og det var lidt for dyrt i forhold til stedets karakter, men restauranten var dejlig tæt på hotellet, og de lavede en god gin fizz. Og så var selskabet hyggeligt.

Hmm, turistcool? Næste sommer kan det være at turen går til Harzen?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar