onsdag den 1. juli 2009

Wedges?


Jeg har købt wedges? Jeg har købt sandaler?
Det er beviset for mig, at aldrig aldrig er aldrig for mig! Jeg kan huske, at jeg læste i et engelsk Vogue for tre års tid siden, at wedges var it-skoen den kommende sommer - det var den selvfølgelig ikke i Danmark, for som med så meget andet mode, starter jeg og sikkert en masse andre ofte med at sige, No Way, Never. Ofte holder jeg fast i følelsen, selv når trenden begynder at vinde på mig - jeg ved, at lemmingen i mig er ved at slå igennem, og den prøver jeg at holde nede!
Men dem her - de var på tilbud, og jeg tøvede ikke - jeg så dem, prøvede dem, købte dem. Fire minutter! De er ret flade, så det føles ikke som at gå med høje hæle - jeg bliver bare højere og går rundt på noget, der mærkes som skumgummi. Det er i grunden fantastisk sjovt at have dem på. Og jeg har gået i dem i flere timer nu, og de hverken klemmer eller niver, selvom de er nye. Sejt. Men damnit - jeg har købt wedges!!
Og sandaler - jeg har lidt af en lille fodfobi, der gør, at jeg forbander sko med peep toe og generelt ikke bryder mig som sandaler. Men jeg har kunne mærke et lille skift denne sommer. Jeg har haft lyst til sandaler. Og nu: Mine første sandaler i fire år!
Nu vil jeg ud på Islands Brygge og drikke et øl med min veninde. Der bliver ingen Roskilde for os i år - hun tager til Etiopien lige om lidt, og jeg tager til Berlin på fredag. I dag er vi ærgerlige over at gå glip af en festival med godt vejr og et godt musikprogram, men jeg tror, at vi kommer over det - om ikke andet drikker vi på det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar