Boganbefaling: Klovnen Shalimar

Jeg er som sagt blevet glad for at læse igen, så der kommer sikkert lidt flere bogindlæg på bloggen, end der plejer.

Jeg færdiggjorde Klovnen Shalimar forleden, som er den første bog af Salman Rushdi, jeg har læst. Mange kender måske Rushdie for bogen De Sataniske Vers, der gjorde ham forhadt af den islamiske verden og berømt i resten af verden. Islamisterne udstød en fatwa over ham, og han måtte i en periode leve skjult i England. Rushdie er født i Indien, men bor i dag i Amerika.(Fun fact: Rushdie havde faktisk en lille rolle som sig selv i den første Bridget Jones-film).

Klovnen Shalimar er en imponerende bog, fordi den indeholder så utrolig mange tråde, et stort persongalleri og en historisk baggrund, der spænder bredt både geografisk og tidsmæssigt. Personerne bliver heldigvis alle levende og nærværende. Handlingen er på ingen måde forudsigelig eller klichéfuld, og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en anden bog, som den ligner. Måske Sne af Orhan Pamuk, men så alligevel overhovedet ikke.

Handlingen. Det starter med et mord. Vi er i USA i 1991. Ambassadøren Max Ophul bliver dræbt af sin private chauffør,der kalder sig for Klovnen Shalimar. Max' datter, India, er hende, der finder ham. Mordet efterlader et mysterium, for hvorfor skulle hendes far dræbes. Det får India til at tænke over, hvad hun ved om sin far. India er født i Indien af en indisk mor, der døde i barselsengen. Mere ved hun ikke om sin mor, men det er ikke hele historien. For efter første del af bogen, kommer vi til Kashmir. Vi følger nu Klovnen Shalimar og hans kæreste Boonyi fra deres spæde ungdom og op gennem tiden, mens vi lærer om Kashmir, kulturen og krigen mellem Indien og Pakistan. Midt i bogen lærer vi om Max Ophuls baggrund og følger hans bedrifter under 2. verdenskrig og hans vej til USA. Til sidst vender vi tilbage til India i USA.

Det er velskrevet som bare pokker. Faktisk så velskrevet, at jeg havde svært ved komme ind i bogen til at starte med. Jeg følte mig næsten distraheret af godt sprog, men faktisk synes jeg også, at Rushdie bliver mere præcis senere i historien. Da det sagde bang, sagde det virkelig bang. Jeg var så opslugt, at jeg den sidste nat ikke sov, fordi jeg hellere ville læse den færdig.
Det er en barsk historie, men det er en historie, jeg er meget glad for at have læst. Man føler sig klogere efter endt læsning, men man er hele tiden i underholdende selskab. Det er intelligent lystlæsning for mit vedkommende.