onsdag den 21. september 2011

Min parfumehistorie



Jeg regnede sammen i dag, at jeg har faktisk kun har ejet ni forskellige parfumer i mit 26-årige liv. Jeg har ganske vist i mine unge år købt eller fået den samme parfume igen og igen fx min første rigtige parfume fra Laura fra Laura Biagiotti. Jeg elskede den.
Laura blev efterfuldt af She fra Emporio Armani, som jeg vist også havde i et par omgange. Jeg er stadig ret glad for duften.
I den periode fik jeg også fingre i CK One, som vist nok var en venindes, der bare ikke kunne lide den. Jeg var heller ikke helt solgt, men jeg syntes, at ideen om en unisexparfume var cool. Gad vide hvad jeg ville synes om CK One i dag?
Davidorff Cool Water var derefter min go-to perfume i en periode. Jeg er nærmest blevet allergisk over for duften i dag (min mor gav mig den i gave igen sidste år, da hun havde set den på tilbud og tænkt på mig. Jeg nænnede ikke at sige noget - typisk mig - fordi tanken var sød, men jeg har altså ikke fået den brugt...).
I gymnasiet bestilte jeg et abonnement på et modeblad (Costume måske?), hvor jeg fik Gucci II med som gave. Et heldigt match, for parfumen var lige mig.
Så kom Prada med deres første parfume. Det var første gang, at jeg for alvor blevet grebet af en hype og ønskede mig parfumen uden overhovedet at have duftet til den. Det blev heldigvis hurtigt til en dybfølt kærlighed. I lang tid var det min signaturduft. Jeg var Prada, og min veninde var Chanel. Jeg savner den, men den er dyr, og det er sjovere at prøve nye parfumer, når det endelig skal være.
DKNY Be Delicious fik jeg af Bjarke. Først var jeg skeptisk. Den var lidt for mainstream, men den fik krammet på mig. Æblenoterne er overraskende behagelige. Frisk. Det er en skøn hverdagsduft, som jeg holder vildt meget af. Og så minder den mig om en smuk tid, hvor Bjarke og jeg var nyforelskede!
Boss Femme er en meget feminin og sød duft, som jeg selv har købt. De fleste parfumer er gaver. Den er meget sød og feminin og mangler lidt kant, men jeg får tit komplimenter for den.
Den sidste i samlingen er Parisienne fra YSL. Den betyder ligesom Be Delicious noget særligt, fordi den er udvalgt af min kæreste. Det er en fantastisk parfume, der er min foretrukne aftensduft. Jeg elsker at tage den på. Føler mig utrolig eksklusiv.

Men tænkt at jeg ikke har haft flere parfumer? Jeg har haft åndssvagt mange prøver, men ellers har jeg altid været en pige, der først fik en ny parfume, når den gamle var brugt op. I det sidste halve år har jeg haft tre at vælge i mellem, og det har været rart, så jeg regner med at ønske mig en ny parfume til jul, hvor jeg gætter på, at Be Delicious er brugt op...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar