Hver gang jeg læser om en endnu en blogger, der ønsker sig Kenzos tiger-sweatshirt og ærgrer sig over, at den er udsolgt allesteder, ruller jeg med øjnene og tænker why? Hvorfor så åbenlyst demonstrere en trang til at have det, som alle også vil have? Eller allerede har?
Trøjen er da fin nok. Pænt retro og all that shizzle. Men det er ikke kun trøjen i sig selv, der gør det, tror jeg. Så fantastisk er den ikke. Og man kan stilmæssigt finde lignende ting i genbrug. Det er bare ikke fra Kenzo.
Nej, dette handler om mode i sin reneste form. Mode betyder, at alle forelsker sig i det samme på samme tidspunkt, og jo mere, at man ser andre har objektet, desto større vokser ens eget begær for at få tingen.
Nej, dette handler om mode i sin reneste form. Mode betyder, at alle forelsker sig i det samme på samme tidspunkt, og jo mere, at man ser andre har objektet, desto større vokser ens eget begær for at få tingen.
Det er også den form for mode, jeg prøver at undgå. Jeg forstår ikke personligt det fede i at have den trøje, som er ALLESTEDER lige nu. After laughter comes tears (og omvendt, heldigvis) og det man modemæssigt begærer allermest lige nu, bliver også det, som man er allermest færdig med lige om lidt (omvendt bliver man aldrig træt af de sorte jeans, for man købte dem ikke ud af begær, men i stille kærlighed og bevidsthed over deres funktion).
Om et halvt år vil en person med Kenzos trøje under ingen omstændigheder blive fotograferet af en street style fotograf, for så symboliserer trøjen ikke længere total coolness, men wow, du er dælme en efterabende second mover!
Sagt kort og godt: Det moderne bliver altid umoderne på et tidspunkt.
Desto mere moderne, desto mere umoderne.
Sagt kort og godt: Det moderne bliver altid umoderne på et tidspunkt.
Desto mere moderne, desto mere umoderne.
Okay, jeg er ikke selv immun over for "tingen alle vil have". Jeg drømmer selv om Isabel Marants fodtøj, hver gang hun designer nyt. Nogle gange går det hurtigt over (hendes store wedge-sneakers), men jeg er stadig vild med Lazio-støvlen. Jeg ville nok ikke købe dem, selv hvis jeg havde pengene. Jeg ville finde noget mindre genkendeligt og omblogget.
I 10 år har samtlige danske trendeksperter råbt højt i alle medier om, at det er moderne at være "individuel". Have sin egen stil fremfor at være først med det nye. Skille sig ud. Ikke have det samme som alle andre. Købe genbrug. Købe ukendte mærker i specielforretninger. Købe ting med skjult logo. Custommize. All that shizzle...
Er vi ovre det igen?
^Den grønne version er den mest populære. Den danske model Caroline Brasch-Nielsen er fanget af Stockholm Streetstyle helt til højre.
^Trøjen findes også i andre farver. Øverst har vi blandt andet den danske blogger og slash-menneske (you know, blogger / model/ stylist/ designer), Pernille Teisbæk, fanget af Stockholm Streetstyle.
Jeg kunne have skrevet absolut ALT i dette indlæg. Det er altså skræmmende, nogle gange tror jeg, at du bor inden mit hoved (bortset fra du ved mere om mode end mig).
SvarSletDet eneste, du ikke skrev, som jeg tænker, er, at trøjen er frygtelig grim......
Og så vil jeg gerne lige forsvare Lazio-støvlen (som vi jo tydeligvis deler en forkærlighed for - nu crush'et på wedgesneakeren er forbi!): Den er faktisk en ganske lille modifikation på en klassisk ruskindsstøvle. Og derfor er den mindre genkendelig, mere anvendelig og ret klassisk. Det er også grunden til, at jeg er forelsket i den og ikke i hendes lignende versioner med frynser...
Mvh og god bytur :-)
Mette
Jeg er enig. Jeg ville også have skrevet, at der er forskel på skriggrøn trøje med tigerprint og et par halvlange sorte støvler, men jeg ved ikke, om det bare er en undskyldning? Så jeg lod være, men det er en god pointe:)
Slet