Uha, så fik jeg mig taget sammen om et outfitsbillede... Måske fordi jeg var en meget slem pige og købte en cardigan i sidste uge. Den er tyk, blød og mega varm.
Jeg bruger oversize cardigans hver dag hele vinteren, og denne er helt sikkert pengene værd i længden. Men... på den korte bane skulle pengene være blevet brugt på andre mere fornuftige ting.
Den er i øvrigt fra Envii og er blevet til i et samarbejde med Sofies Blog (man kunne vel skrive "designet af", men jeg ved ikke helt, hvordan designprocessen fungerer? Tegner bloggerne selv eller forklarer de til en designer, hvad de kan lide... eller hvordan? Eller får de 100 designs, hvor de så kan vælge deres fem favoritter...???)
Jeg læser nogle gange med hos Sofie. Hun er pæn og sød. Hendes stil er rar og nede på jorden - meget almindelig, måske ikke så opfindsom. Hun skriver også om mad, og jeg hader madblogs, så de indlæg springer jeg over.
Jeg havde godt set cardiganen på hendes blog i sin tid. Jeg tænkte dengang, at den var en god klassisk strik, som man kan bruge til det meste, og som passer til det danske vintervejr.
Men for mig er det lidt en pille at sluge, at der udover Envii (et virkelig fint budget-mærke), står By Sofies Blog i nakken. Jeg synes, at det er lidt kikset. Det er lidt ligesom at købe en celebrity-parfume. Der er noget fan-kultur over det. Jeg vil helst ikke forbinde min egen stil med en anden blogger - og særligt ikke danske bloggere meget yngre end mig;)
Nå, men nu har jeg altså en Sofies Blog x Envii-trøje. Og jeg er vild med den!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar