Billedet øverst er mig, der brillerer i at posere på Fanø, mens Bjarke brillerer som fotograf med overeksponering, der belejligt tryller mit ansigts ar og bumser væk. Gang i os!
Nu vil jeg lave en omgang hvad-kan-jeg-lide-i-øjeblikket.
- Årets bedste ferie... ja, nu har jeg ikke været nogle vilde steder i år. Jeg har boet hos min mor i et par uger, hvor jeg har læst til eksamen, lavet rigtig meget ingenting og spist virkelig mange jordbær og ærter. Det var dejligt. De bedste dage var dog Bjarke og mine fire dage i sommerhuset. Vi var på stranden, i havet, på cykelture, vi grillede, vi drak hvidvin, øl og cocktails, vi lavede mærkelige quizzer, vi sov længe og så dårligt tv... Alt det en tur i sommerhus handler om. Det var fantastisk!
- Årets sommerhit har helt klart været The Weeknd med Can't Feel My Face. Instant party stemning.
- Bedste Cocktails? Alt med agurk. Agurk i alt. Jeg synes fx en gin og tonic er bedst med agurk og friskkværnet peber. Og en Moscow Mule er også god med agurkestrimler.
- Sommerens yndlingsmad: Det kunne godt være røget makrel på rugbrød med æg, rå løg, radiser og karse.
- Amy Schumer er en komiker, jeg er blevet rigtig glad for denne sommer.
Hun har været stor i USA i flere år, men jeg har aldrig - før nu - fået set Inside Amy Schumer.
- Jeg er egentlig ikke så meget til klassisk stand up, men jeg kan godt lide sketches og politisk satire. Jeg er stor fan af John Olivers show på HBO og har set rigtig meget Daily Show med John Stewart samt Colbert Report. Jeg glæder mig til at se Trevor Noah som Daily Show-vært, og så er jeg helt vild Jessica Williams også fra the Daily Show.
Jeg foretrækker amerikansk komik. Dansk komik er ikke sjovt og skarpt nok, hvad jeg lige har set.
- Jeg kan også godt lide britisk humor. Jeg har set nogle af Best of Monty Python-programmerne, som DR2 har vist over sommeren. Det er altså stadig sjovt. Jeg kan også godt lide Graham Nortons talkshow og et par andre mærkelige BBC Entertainment-programmer, men de viser godt nok også nogle stand up shows, hvor jeg end ikke trækker på mundvigen.
- Årets sommerfilm ved jeg ikke rigtig, hvad skulle være.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg har set, og det lover aldrig rigtig godt.
Jeg så Selma i går. Vigtigt emne, dygtige skuespillere, men lidt skuffende. Den satte sig mellem for mange stole. Jeg håber, at der kommer flere film med lignende emner, men skrevet lidt bedre. The Butler var heller ikke perfekt og til tider ret kluntet og konstrueret, men den var mere interessant som filmfortælling. Mere dynamisk. Mere at tænke over.
- Årets sommerbog er et pas fra min side. Jeg har læst op til eksamen i juli og august og ikke tude kaste mig over frilæsning.
I maj og juni læste jeg en del romaner i forbindelse med et fag på universitetet. De er alle vældig interessante, men måske ikke ligefrem hyggelæsning.
Hvis jeg skal anbefale en, så er Black No More af George Schuyler dog virkelig god. En meget humoristisk bog om et ellers meget alvorligt emne En klog lille roman om raceforhold i USA i 1930'erne. Den er delvis sci-fi og i bund og grund en dystopi, men han forstår virkelig, hvor mange der faktsik har noget at vinde ved et fortsat fokus på raceforskelle. Han har fat om alt det absurde og hykleriske.
- Sommerens stil har været meget afslappet a la billederne i indlægget. Har dog leget fancy til et par bryllupper og andre fester.
- Sommerens hår har været løst eller i en knold. Gider ikke gøre noget ved det. Lufttører det. Bruger shampoo og balsam hver anden dag. Det er det.
- Min hud har som altid været skrækkelig. Jeg har halvt givet op. For tiden bruger jeg ikke engang noget til huden udover ansigtsrens og en fugtighedscreme en gang i mellem. Bruger kun makeup til fester, for jeg betaler altid for det med ekstra urenheder dagen efter. Jeg er pizzaface på 10. år. Det er så nederen.
- Jeg er stadig kun i gang med første halve år som smart phone-bruger, og denne sommer har jeg godt nok været meget på Instagram. Jeg følger alt fra svømmende grise og geder, der rider på æsler til teenage modeller, der rejser verden tyndt, og Miley Cyrus.
- Sammen med Bjarke har jeg set serierne True Detective og Mr Robot. Alene har jeg set masser af krimier. Jeg har set al Lewis på Netflix. Man er virkelig blevet gammel, når man ligesom alle over 60 æææææælsker britiske krimiserier samt er mere interesseret i TV2 Charlie end Zulu!!!!
- Apropos krimier, så glæder jeg mig helt vildt til Broen 3 til efteråret.
- Modemæssigt går jeg i det tøj, jeg plejer, men jeg er ret vild med Gucci, j.w. anderson, Miu Miu og proenza schoulers kollektioner her til efteråret. Jeg er sært glad for Diors farverige body suits.
- Jeg tror ikke, at jeg har mere at skrive i denne omgang. Det blev mindre struktreret end normalt. Det gør vist ikke noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar