American Graffiti

Jeg ville gerne være Eniko i denne 1950'er udgave af en modeserie omringet af en masse bad boys i læderjakker og med pomadehår. Jeg elsker som så mange andre American Diner-æstetikken og kan aldrig få nok bøjet neon, kaffe ad libitum, coca cola, jukeboxe, båse og høje, stramme hestehaler!

For mere af den slags, så se filmen American Graffiti fra 1973 instrueret af George Lucas (ja, ham med Star Wars). På dansk hedder filmen Sidste Nat med Kliken, hvilket giver en fornemmelse af handlingen, da den handler om en flok drenge, der bruger deres sidste aften i high school på at cruise rundt i deres biler, tage på diner og til fest, før de skal på college. Den er god!

Eniko Mihalik

Apropos sidste indlæg. Jeg synes, at disse billeder af Eniko Mihalik er åndssvagt gode. Jeg plejer ellers hverken at falde for minimalistisk mode eller billeder taget i et studie med ensfarvet baggrund, men jeg er helt færdig over disse billeder. Stemningen i billederne lige i øjet. Eniko Mihalik er så flot her. Hun er både meget blød og 70'er agtig, men stadig cool og uopnåelig. Jeg får associationer til James Bond-film. Eniko ville have været en badass spion!
Derudover sukker jeg stadig over Céline skoene!

Dukker

Jeg kommer i dette semester til at arbejde en pokkers masse med seksualitet sat i forhold til køn, kultur og samfund, idet jeg har hele to fag på universitetet med fokus på dette. Det bliver tossefedt!

Når jeg ser modebilleder, drages jeg som regel af dem, som har en fortælling udover tynd-pige-vrider-sig-underligt-på-billede-iført-dyrt-tøj. Jeg rammes spontant af det-er-fedt-følelsen, hvis billederne griber fat i nogle af vores konventioner om seksualitet og vores forestillinger om forskellige typer mennesker og kulturer. Og twister det! Modebilleder kan fx gøre udgrænsede seksualiteter smukke og lækre at se på. Modebilleders formål er velsagtens at please øjnene, der ser. Modellen Eniko Mihalik er i denne serie i nærkontakt med en mannequindukke. Normalt fremstilles mennesker, som har et forhold til dukker som afvigere og som nogen, der nødvendigvis må have et psykisk problem. Som i Lars and The Real Girl (som i øvrigt var en fantastisk lille film) hvor Lars fremstår som en sympatisk og helt igennem elskelig ung mand, til trods for at han bliver kæreste med en real size dukke. For han har netop et psykisk problem, hvor han tror, at hun er virkelig. Så kan han jo ikke selv gøre for det. Tantekys er i øvrigt det tætteste de har på på et seksuelt forhold. Han har ikke sex med dukken. Det gør en forskel for publikum, tror jeg. Man har svært ved at forestille sig en film om en person, som ganske rask og ganske bevidst har et forhold til en dukke, og som stadigvæk vil fremstå på en jeg-vil-være-venner-med-ham- måde for seerne.

James Franco optræder faktisk i fjerde sæson af 30 Rock som en lidt mere speciel udgave af ham selv. Han ønsker i afsnittet et forhold til Jenna til ære for pressen, så han kan skjule, at han i virkeligheden elsker og begærer anime puden Kimiko. Det er en komedie, det må gerne være lidt skørt, men han kommer stadig til at fremstå rimelig tosset.

Men jeg kan godt lide, når jeg udfordres lidt i mine egne forestillinger om hvad der er normalt og unormalt, rigtigt og forkert, lækkert og klamt.

Billedkilde: fashiongonerogue

Terry for Purple Magazine

kilde: Fashiongonerogue

Terry Richardson har aldrig noget problem med at få modellerne til at smide tøjet. Men det er en flot serie, som er fra Purple Magazine. I aften er der fest og revy på kollegiet, så må hellere komme i bad før øveren. God fredag!